Det siger noget om markedsværdien, når ældre dokumentarfilm lanceres på dvd, som det netop er sket for Morten Henriksens og Peter Øvig Knudsens Med ret til at dræbe fra 2003. Filmen er baseret på Øvig Knudsens egen research, som resulterede i bogen Efter drabet fra 2001. I kølvandet på den aktuelle Flammen og Citronen er der for alvor blevet sat fornyet fokus på den danske modstandskamp under den anden verdenskrig – og med god ret. Morten Henriksen er i øvrigt heller ikke fremmet for emnet, og er også netop aktuel med genudgivelsen af filmatiseringen af Tage Skou-Hansens De nøgne træer – Skou-Hansen medvirker i øvrigt også i Med ret til at dræbe.

Da Flammen og Citronen havde premiere, var der mange, som blev fortørnet over resultatet, mest fordi filmen i en vis grad piller ved den myte, som der stadig eksisterer om den danske tyskermodstand. Det er dog ikke et arbejde, som kun skal krediteres Ole Christian Madsens film, selvom den i den grad også selv har stået for en enormt omfattende research ind i emnet. Men Peter Øvig Knudsens arbejde med at finde frem til de tilbageværende, overlevende modstandskæmpere danner i høj grad også grundlag for de diskussioner, som vi har for tiden – hvilket så sandelig er tiltrængt.

Efter krigen blev store dele af modstandsbevægelserne mørklagt, fordi der var en række brodne kar blandt frihedskæmperne. Nogle havde udnyttet deres rolle som modstandsmænd for egen vindings skyld i form af røverier af forskellig art, hvilket i flere tilfælde desværre – efter alt at dømme – også resulterede i fejlagtige likvideringer. Mord med andre ord. Den danske stat måtte, for at kunne holde ryggen rank over for det internationale samfund af allierede, vaske hænderne grundigt, hvilket også betød at en række mord på en statsautoriseret liste over likvideringer blev mørklagt – myten om modstandskampen, mente man således, kunne ikke holde til, at politiets efterforskning nåede frem til disse brodne kar. Selvom der kæmpede flere danskere på østfronten på tysk side, end der var modstandsfolk, måtte staten slette disse fejltagelser – under påskud om, at det var bedst for de enkelte familier.

Dette er af eftertiden blevet døbt kalkede grave, for den skæbne, som eftertiden skriver om de uskyldigt likviderede, svarer til at kalke deres grave til i usandheder. Godt nok har en række modstandsfolk kæmpet for sit land med livet som indsats, men disse fejlagtige drab sværter de enkelte døde til i troen om, at de var nazister. Det er ikke et værdigt eftermæle for hverken den døde eller den levende. Sandheden lever bedst i det fri, hvilket flere modstandsfolk desværre også efter krigen måtte sande – de begik ganske selvmord på stribe. Den mere grå nuance af krigen blev dækket til af en gloriøs kamp mod den onde besættelse.

Denne historie har været svær at skrive for eftertiden, og det har taget tre generationer, før den er nået til overfladen. Det er dog på ingen måde et sværtende stykke arbejde, som visse politikere har hævdet, som hverken Flammen og Citronen eller Peter Øvig Knudsens arbejde har været ude i, for – som et par tidligere modstandsfolk i filmen udtrykker det – modstandsbevægelsen ville have kunnet holde til det. Derfor er Med ret til at dræbe et i mange henseender dygtigt stykke induktivt historiearbejde, hvor udtalelserne kommer til at stå for egen regning, kun lidt kædet sammen af historiefortælling, hvilket fungerer godt. At de enkelte fortællinger i flere tilfælde krydsfortælles af flere personer, giver dog yderligere troværdighed.

Der blev med Efter drabet, Med ret til at dræbe og senest Flammen og Citronen taget hul på et vigtigt stykke historisk arbejde, som vil tage mange år endnu – og tiden har selvfølgelig ikke været gunstig, for flere vidner er gået bort. Men det betyder ikke, at den danske tilstand under krigen ikke skal beskrives i de nuanceringer, der gør det værdigt at hævde, at Danmark trods havde bare lidt modstandskraft. De kalkede grave er ved at blive vasket rene.