Som Nicolas Winding Refn siger i introduktionen til Maniac, er dette en fantastisk sammensmeltning af amerikansk slasher/splatter og europæisk kunstfilm. Og det er også tydeligt, hvem der er forbilledet for Refns Pusher og især Bleeder – William Lustig, som foruden denne film, også var bagmand på Vigilante. Som nævnt allerede der, laver Lustig spekulationsfilm med dybde og intelligens, og hvad der kunne være en ganske almindelig slasherfilm, bliver forvandlet til et intenst psykologisk drama – med masser af splat og effekter, naturligvis.

Hovedrollen spilles af Joe Spinell, som også står bag manuskriptet, og virker ved første øjekast som en standard slasherfilm, med en psykopatisk morder som jager løsslupne kvinder, dræber dem og skalperer dem. Så langt så godt, det er da et plot man kender og kan forholde sig til, omend det måske lyder lidt fortærsket og velkendt. Heldigvis er der mere – langt mere – at komme efter i Maniac, fordi filmen tør udforske morderens psyke.

Frank Zito er en forstyrret, ensom eksistens, som plages af at miste kontrollen, når han møder kvinder. Han myrder dem, skalperer dem og sætter deres hår fast på en mannequindukke, som han har hjemme i sin lille lejlighed. Her plages han af frygt for, at de vil forlade ham, et tema som han diskuterer med den fotograf, han støder på i parken. Han er fascineret af, at man kan beholde personer for evigt, ved at fotografere dem, og her ser vi, hvordan Maniac adskiller sig fra typiske slashere ved at gå tæt på de psykiske problemer, Zito har, og bruger tid på at vise, hvordan hans psykose udvikler sig.

Filmen undskylder på ingen måde Zitos opførsel, den tager ikke hans parti eller kritiserer samfundet for ikke at hjælpe stakler som ham. I stedet er det en nærlæsning af et menneskes sammenbrud, krydret med ekstremt blodige drab – skabt af vores allesammens yndlingszombie Tom Savini, som også har en lille rolle i filmen. Effekterne er glimrende, men ikke den primære årsag til at se filmen; Joe Spinells præstation som Zito, den intense stemning, som filmen har af frygt, paranoia og voksende psykose, samt det effektfulde kameraarbejde gør dette til en ganske særlig oplevelse.

Det er helt tydeligt, at Psycho ikke blev lavet forgæves, da Maniac trækker på den samme interesse for morderes psyke, men går endnu tættere på psykopaten end i Hitchcocks klassiker. Til gengæld er det også tydeligt at film som Ondskabens Øjne og Henry: Portrait of a Serial Killer trækker på Maniac som en kraftig inspirationskilde.

Maniac fungerer, fordi det er en spekulationsfilm, ikke på trods af dette. Det er netop den slidte æstetik, det rå visuelle indtryk og uforbeholdne fascination af morderen, som gør filmen til den perle den er. Derfor er det også rart at se, at Another World Entertainment udgiver filmen som dobbelt-disc, med kommentarspor af Lustig, Luke Walter, Lorenzo Marinelli og Tom Savini, samt alverdens ekstramateriale som spots, trailers, promos osv. samt en interessant dokumentar om Joe Spinell. En klassiker fortjener en klassisk udgave, og det har Maniac fået.