Når man tager instruktørerne af hhv. Tokio Gore Police og zombiefilmen Stacy og beder dem arbejde sammen på en film baseret på en ultravoldelig manga af Shungiku Uchida, er resultatet halvanden times groteskt morsom splatterunderholdning med titlen Vampire Girl vs. Frankenstein Girl [aka. Kyûketsu Shôjo tai Shôjo Furanken].

Store dele af handlingen foregår på en japansk highschool, hvor skolens forskellige kliker naturligvis er repræsenteret. Der er nogle indebrændte, dominerende piger, i japansk popkultur kaldet Lolitaer som bedst kan beskrives som en form for neo-goths. Der er også en gruppe af ”cutters” som er i hård træning til de årlige cutting-mesterskaber og måske mest bizart optræder der en gruppe af ”ganguros” (japanske piger normalt med afbleget hår og en fremtrædende solbrændthed) der er så solbrændte, at de i stedet ser ud som var de med i et bizart minstrel show. Dette forstærkes af deres store afrohår. En af dem har endda en tallerken i underlæben og deres anfører skriger konstant ”Yes we can” - naturligvis er en reference til præsident Obamas slogan under valgkampen.

Som om dette ikke var underligt nok er skolens forsagte og introverte kemilærer efterkommer af selveste Victor Frankenstein – men han kan ikke rigtigt få succes med genoplivningen af dødt kød. Der er dog ingen, end ikke mandens datter, der ved at han hver dag efter skolen mødes med den labre, latexklædte skolesygeplejerske dybt i kælderen under skolen for at foretage, iklædt kabuki-kostume, uhyggelige eksperimenter, med kropsdele fra de elever, der indimellem forsvinder fra stedet. Midt i denne outrere hverdag møder vi den helt almindelige dreng Jyugon, som er filmens egentlige hovedperson. Hans liv vil snart ændre sig drastisk, efter han får tilbudt en Valentins-chokolade fra klassens stille pige, Monami.

Jyugon spiser chokoladen og overraskes over fyldet, for det viser sig at han har indtaget Monamis blod. Værre endnu er det at hun er vampyr og han nu er godt på vej til også selv at blive det. Under et heftigt jalousiskænderi mellem Monami og kemilærerens datter, ryger sidstnævnte uheldigvis ned fra skolens tag og dør – efter et ubehagelige krampetrækninger i nærbillede - på stedet. Farmand Frankenstein er imidlertid ikke længe om at bringe datteren til live igen, takket være en dråbe af Monamis blod som han har fundet. Frankenstein-pigen er nu en realitet og selvfølgelig er hun stadig enormt bitter på Monamis held med at score Jyugon.

Selv om der har været ganske mange film fra AWE, som har lovet at de er lige så heftige og interessante som Tokio Gore Police har de fleste, eks. Samurai Princess, RoboGeisha haft svært ved at holde dette løfte, men faktisk er Vampire Girl vs. Frankenstein Girl en film, der både byder på hæderlige splattereffekter og så tilpas megen overdreven japansk humor, at seeren ikke kan lade være med at blive fascineret af dette kulørte, aparte univers.

Det er dog især i de mange referencer til den japanske kropskultur, at filmen bliver virkelig morsom, så kender man ikke til de førnævnte subkulturer, vil man måske have svært ved at se det morsomme i alle scenerne. Til gengæld er det forfriskende at se, at japanerne selv kan lave tykt grin med deres egne unge, og selv om satiren er krydret med de størst mulige armbevægelser og med overdreven mimik, der grænser sig til det klovnende, så er filmen stadigvæk utroligt underholdende at overvære.

Vampire Girl vs. Frankenstein Girl er ikke en film man skal se, hvis man forventer uhygge, for selv om filmen benytter mange kropslige effekter og heller ikke tøver med at vise seeren utroligt klamme sekvenser, så benytter den splatterelementer– lidt lige som Peter Jacksons Braindead – som en form for ekstrem slapstick, der paradoksalt nok kommer til at fungere ganske forløsende og muntre.

Samtidig er filmen også enormt formularisk, idet den, som titlen antyder, naturligvis skal ende ud i en konfrontation mellem de to monstrøse piger. Det ændrer dog ikke ved at filmen både er veloplagt og kugleskør i sin måde at fortælle sin historie på, der hvis man skal være alvorlig et øjeblik, også får taget sig lidt tid til at kritisere de japanske unges jagt på en identitet i et virvar af muligheder, i en kultur der forekommer utroligt skizofren. Endelig kan filmen ses som et ultrablodigt alternativ til den anæmiske Twilight saga, som undertegnede ikke har mange rosende ord til overs for. Holder man derfor af film som Machine Girl og Tokio Gore Police er denne highschool splatterkomedie bestemt en ungdomsfilm man ikke skal snyde sig selv for.