Ang Lee er en alsidig instruktør. Hans film omfatter så forskelligartede titler som Fornuft og følelse, Tiger på spring, drage i skjul, Hulk og Brokeback Mountain. Nu har han så lavet en komedie om Woodstock-festivalen, der fandt sted for 40 år siden.

Det er ikke så meget en film om musikken, men derimod om tilblivelsen og hvordan festivalen virker på det lille samfund, White Lake i Catskills, upstate New York, der pludselig bliver centrum for en af de største og væsentligste kulturelle manifestationer i det 20. århundrede.

Filmens hovedperson er Elliot Tiber (Demetri Martin), der uden held har forsøgt at slå igennem som kunstner i Greenwich Village. Nu er han tilbage i White Lake for at hjælpe sine forældre, der driver et forfaldent motel. Elliot forsøger at forvandle byen til et kulturelt centrum, men i Handelsforeningen har man ikke andre forslag end at arrangere et tyreløb a la Pamplona. Men da de lokale myndigheder aflyser en musikfestival i nabobyen, ser Elliot en chance og kontakter arrangørerne. Og pludselige er den lille by invaderet af festivalarrangører fra New York under ledelse af den flegmatiske hippie Michael Lang (Jonathan Groff). Man lejer marker af bonden Max Yasgur (Eugene Levy) og indretter hovedkvarter på motellet. De lokale er dybt splittet mellem deres modvilje mod at blive oversvømmet af hippier og så udsigten til at tjene gode penge på de op mod 100.000 der forventes. Men efterhånden som festivalen nærmer sig bliver det klart, at det tal er alt for lavt sat. Og situationen bliver stadig mere kaotisk.

Det er en kendt historie, hvordan der kom op mod halv million til Woodstock, at motorvejen blev lukket pga. af de mange der kom i bil, og at guvernøren erklærede hele området for katastrofezone. Filmens titel Taking Woodstock kan både associere til den samtidige Vietnam-krig; White Lake blive invaderet og det hele kan ligne en militær operation; men titlen kan også hentyde til de stoffer, der også var en del af festivalen, og dermed at Woodstock i sig selv virkede som et bevidsthedsudvidende stof. Musikken er noget, man hører i baggrunden, men filmen kommer aldrig tæt på den scene, hvor musikken kommer fra. I stedet handler det om kaos, og hvordan den kulturelle omvæltning, der var fortættet i kaos, opleves så at sige inde fra orkanens øje. Det afspejles, som så ofte hos Ang Lee, i Elliots egen omvæltning og erkendelse af, hvem han selv er - både i forhold til forældrene og seksuelt.

Taking Woodstock kan på mange måder ses som et supplement til Michael Wadleighs Woodstock (1970). Ofte virker det som om, der er tale om outtakes fra den oprindelige Woodstock-film, men faktisk er der tale nyt materiale. Ang Lee har truffet stil og stemning ganske overbevisende. Det har selvfølgelig ikke været muligt at samle en halv million mennesker, men alligevel giver filmen et godt indtryk af det kaos, der opstår, når så mange mennesker strømmer til en lille, afsidesliggende landsby. Og med computermanipulation kan man skabe mageløse billeder af, hvordan et menneskehav opleves i en lsd-rus.

Filmen fokuserer på, at det lykkedes at samle en halv millioner mennesker under dybt kaotiske omstændigheder og alligvel få en positiv kulturel manifestation ud af det. Men som Jean Baudrillard spurgte: "What are you doing after the orgy?". Ang Lee giver en antydning, da Michael Lang drager videre for at arrangere den næste festival i Californien. Det blev som bekendt den fatale Rolling Stones koncert i Altamont, hvor Hells Angels, der varet hyret som vagtværn, dræbte en festivaldeltager. Og Ang Lee har også selv givet en form for svar i den langt mere - bogstavelig talt - kuldslåede The Ice Storm (1997).