Det er over 20 år siden, at man kunne opleve den første predator på film. Det var naturligvis i John McTiernans Predator med Arnold Schwarzenegger i den altoverskyggende hovedrolle. I 1990 kom efterfølgeren: Predator 2, der, på trods af at den af mange fans regnes for den bedste, ikke blev det store hit. Selv om serien ikke blev spået mange chancer herefter, kom der alligevel flere predators på det hvide lærred, takket være bl.a. computerspillet Aliens vs. Predators som har affødt to spillefilm, hvis kvaliteter dog kan diskuteres. Filmen Predators er i skrivende stund det seneste bud på en ”ren” predator-film, men spørgsmålet er om den kan måle sig med de to oprindelige?

På mange måder er Predators en film, der er bange for at tilføje alt for meget nyt til det man ser i de to gamle film. Faktisk går den helt tilbage til den første films koncept om en gruppe svært bevæbnede mennesker, som pludselig står overfor en usynlig fjende midt i en enorm jungle. Som man nok har gættet ud fra titlen, er den væsentligste forskel, at der denne gang er tale om flere rovdyr.

Forsamlingen af jagede mennesker dropper i bogstaveligste forstand ned i det enorme junglelandskab. Da de samles og, efter lidt skududveksling og gensidig mistro, begynder at tale sammen, har de alle en erindring om at være i krig et sted på Jorden, for så pludselig at vågne i frit fald, med en faldskærm spændt på ryggen og lommerne fyldt med våben over ukendt land. Hovedpersonerne består af en ganske broget flok. De fleste af dem er soldater, men der er også et japansk yakuza-medlem, en straffefange og en læge blandt dem.

De starter ud med at være syv – men naturligvis svinder antallet af protagonister langsomt men sikkert ind. Den naturlige leder af menneskeflokken, en mand der først i filmens klimaks afslører sit navn, er den kvikkeste, for han opdager ganske hurtigt at de bliver jagtet af et ukendt væsen. Før de møder predators ansigt til ansigt, bliver de jagtet af nogle hundelignende væsener, som tilsyneladende er blevet placeret på planeten sammen med dem. De møder midt i filmen endda et andet menneske, som helt tydeligt har mistet forstanden som direkte resultat af at blive jagtet af predators over længere tid.

Så tager man delelementerne er de alle til stede; junglefælder, højteknologiske våben (er man nørd, kan man endda spotte en helt ny dims i Predator-arsenalet), usynlighedsdragter, masser af skydevåben, eksplosioner og flere liter selvlysende blod. Men selv om alle disse ting er til stede, er det også som om der er noget galt. For ikke alene synes filmen nærmest slavisk at følge den formel for hvordan sådanne film skal skæres, der er heller ikke svært at gætte, hvem det er der klarerer skærene til sidst (kort sagt, dem med de sejeste replikker).

Filmens tempo er ganske besynderligt. For forventer man at filmen starter roligt ud for så at eskalere eksponentielt mod en forrygende afslutning, så har man kun delvist ret – for midt i handlingen er indlagt sekvensen hvor selskabet render ind i den lettere forvirrede overlevende og her mister den for alvor momentum. Dermed ikke sagt at Predators er decideret kedelig, men der er scener som trækker ganske betydeligt ned på helhedsindtrykket – måske mest tåbelig er den sværdduel som yakuza-medlemmet har med en grandvoksen predator. Komplet med japansk fløjte som baggrundsmusik og højt græs som arena. Det er selv i en nørdanmelders øjne alt for klichépræget og rent ud sagt - lamt.

Predators er derfor – desværre - en alt for ujævn omgang, der ikke fører noget nyt til hverken den mytologi de forrige film har bygget op eller action-science-fiction filmgenren som helhed. Selv om det er habile folk som deltager i løjerne, er skuespillerpræstationerne ganske enkelt uhyggeligt dårlige, selv efter genrefilmstandarder at bedømme og endelig lyder soundtracket, som noget man har hørt et utal af gange før. På plussiden kan samtidig siges at der ikke er meget CGI i filmen, ud over nogle matte-effekter, predatorens camouflage og nogle rumskibe – alle predators består hovedsagelig af mænd i dragter og animatronics-hoveder, når der skal laves close-ups. Superflot lavet alt sammen og så fungerer prostetiske effekter langt bedre.

Ideen om at predators skulle kidnappe mennesker, som de nøje har udset sig, for så efterfølgende at drive klapjagt på dem, er i bund og grund glimrende, men det ville have pyntet umådeligt på filmen, hvis manuskriptforfatterne havde turdet stå mere på deres egne ben og skabt en predator-film, der ligesom anden del i serien forsøger at gøre noget nyt. Desværre har dette ikke været tendensen i Hollywood i mange, mange år, så sikkert fordi filmselskaberne er umådeligt bange for at målgruppen løber skrigende væk når der bliver tænkt i nye baner, tør de kun at satse på at skabe film, der nærmest slavisk reproducerer i stedet. Sådan føles Predators.