De sidste tolv afsnit fra den første sæson af Månebase Alpha kom i foråret og for fans af denne psykedeliske, lidt stive og campede serie er det naturligvis påkrævet også at anskaffe sig anden del. Der er vist ingen grund til at gå i detaljer med hverken seriens kultagtige status blandt science fiction fans herhjemme, eller for den sags skyld de mærkværdige, ofte ret usammenhængende plotforløb, for det ville blot være en gentagelse af undertegnedes udbrud andetsteds på kapellets sider.

Gerry og Sylvia Anderson som var primus motorer bag Space 1999 havde i midten af 60erne skabt dukkeserien Thunderbirds, som er forholdsvis ukendt i Danmark men som i England har så omfattende kultstatus at den dér overskygger Space: 1999s popularitet. Det var erfaringen med Thunderbirds, der sammen med parrets ønske om at skabe en science fiction serie med rigtige skuespillere for hele familien, der var det koncept som udkrystalliserede sig til Månebase Alpha.

Serien kørte over 2. sæsoner fra 1975 – 1978 hvorefter produktionsselskabet ikke kunne finde midler til at fortsætte, trods at modtagelsen af serien var god både i England og Canada. Der var også – ifølge adskillige netbårne kilder – en træthed, der langsomt men sikkert begyndte at vise sig blandt de primære skuespillere da sæson to var afrundet. I et forsøg på at gøre serien mere kommerciel var der på sæson 2 blevet hyret amerikanske manuskriptforfattere og deres fokus på mere regulær action stod for enkelte i stærk kontrast til mange af de afsnit fra første sæson, hvor mere filosofiske og eksistentielle temaer var i fokus. Men når man anskaffer sig Månebase Alpha vol. 2 skal man huske på, at det er den anden del af første sæson, så endnu har vi ikke noget at frygte og lige som med Månebase Alpha vol. 1 er der masser at både grine, græde og krumme tæer over.

For fans af genrefilm, måske især Hammer Horror, byder serien på gæsteoptrædener fra såvel Cristopher ”Dracula” Lee som hans banemand Peter ”Van Helsing” Cushing, der dukker op i afsnittene ”Earthbound” og ”Missing Link” og i afsnittet ”The Infernal Machine” optræder Leo McKern, der nok bedst kendes for sin rolle som den hyggelige advokat Rumpole. Der er noget meget morsomt ved at se disse klassiske skuespillere vimse rundt blandt plastikscenografi, iklædt futuristiske gevandter og gennem farvestrålende ansigtsmaling forsøge at være så seriøse, som manuskriptet kræver af dem. Indimellem kan man virkelig undre sig over hvad det var scenografer, kostumierer og ikke mindst forfatterne af episoderne tænkte på dengang i midthalvfjerdserne.

At der er en masse ting der forekommer ret psykedelisk mærkværdige og direkte usammenhængende, ændrer dog på ingen måde ved seriens charme. Det er i sagens natur en fordel ved genrer som science fiction, at det kun er fantasien der sætter grænserne for hvad der kan ske, og disse grænser bliver udnyttet til det fulde her. Måske er det denne iderigdom der gør at afsnittene føles så varierede.

Effekterne – i hvert fald dem der involverer ting, der flyver gennem rummet - er virkeligt gode og har man først lært at holde af Commander Koenig og hans besætning vil denne anden del i serien uden tvivl også tvinge smilet frem. Enkelte episoder som eks. ”Full Circle” er direkte morsomme, idet vi er vidne til at Alphas besætning under et besøg på en nærliggende planet pludselig bliver udsat for de-evolution og kun med nød og næppe bliver reddet fra at forblive hulemænd for evigt. Til gengæld er der andre episoder som for eksempel”The Infernal Machine” som er helt på højde med de bedste afsnit fra den originale Star Trek serie. Anbefalingen er derfor, at hvis man er fan af klassiske science fiction serier, så er der ingen undskyldning for ikke at anskaffe sig Månebase Alpha vol. 2.