Boksning - og nok især professionel sværvægtsboksning - har en særegen fascinationskraft. Måske fordi boksning på mange måder er selve essensen af sport: to kombattanter i direkte konfrontation, hvor det handler om at slå modstanderen ud. Af samme grund frastøder boksning ligeså mange som den fascinerer. Og boksning skaber legender, hvis ikke ligefrem mytiske figurer: Joe Louis, Jack Dempsey, Rocky Marciano, Floyd Patterson, Muhammed Ali, George Foreman etc. Boksning har ligeledes været emne for film, både fiktion - som Scorseses Raging Bull - og dokumentar - som Leon Gasts fremragende When We Were Kings (om kampen mellem Ali og Foreman).

De senere års bedst kendte - og mest omstridte - sværvægtsbokser har været Mike Tyson - også kendt som Iron Mike. Han blev i 1986, 20 år gammel, den yngste verdensmester i sværvægt, da han besejrede Trevor Berbick på knock out i 2. omgang. Han vandt 12 kampe på knock out i 1. omgang, og var ubesejret indtil han i 1990 - højst overraskende - tabte til Buster Douglas. Inden da havde han vundet verdensmesterskabet i samtlige bokseforbund, og havde fejet enhver tvivl til side om, hvem der var verdens bedste. Han var frygtet i ringen, men også uden for var Tyson på kant med omgivelserne. I 1992 blev han idømt tre års fængsel for voldtægt. Efter fængslet genvandt han en af sine titler, men tabte igen til Evander Holyfield. I den berygtede revanchekamp i 1997 blev Tyson diskvalificeret for at have bidt en del af Holyfields øre af. Siden tabte Tyson en del kampe, før han trak sig endeligt tilbage i 2005.

Nu har James Toback (der bl.a. har lavet den fremragende Fingers (1978) med Harvey Keitel) lavet en dokumentarfilm om Mike Tyson. Den består dels af nye optagelser med Tyson, der fortæller, og arkivoptagelser fra karrieren. Aftalen var, at Tyson kunne tale om alt, og at Toback kunne bruge det, han ville. Det er der kommet en særdeles interessant film ud af, nok især fordi man får et noget andet billede af Tyson end det, der hidtil har fremstået i medierne. Her har der været tegnet et billede af en talentfuld, men også brutal bokser, der først og fremmest skræmte sine modstandere i en sådan grad, at de på forhånd havde givet op. Og uden for ringen var Tyson socialt inkompetent, der nok kunne sole sig i sin succes, men ikke evnede at håndtere berømmelsen. Derfor måtte det ende, som det gjorde.

I filmen fortæller Tyson om sin barndom i Brooklyn, New York. Faderen forlod familien og børnene var meget overladt til sig selv. Tyson var lille, buttet og nærsynet og gik i evig angst for at blive overfaldet af de større børn i kvarteret. En dag blev han nødt til forsvare sig og opdagede at han kunne slås. Han begyndte at omgås større børn uden at indse, at de udgjorde en bande. En dag blev han anholdt og blev sendt til en ungdomsinstitution. Det oplevede han dog ikke som en straf, da mange af hans venner allerede var der. Og sådan oplevede han generelt de ungdomsfængsler, hvor han tilbragte en del tid. Det var mere gensyn med vennerne end straf. Men i fængslet lærte han også at bokse. En af trænerne bragte ham i kontakt med boksetræneren Cus D'Amato (der bl.a. havde trænet Floyd Patterson). Han lærte Tyson, at boksning ikke kun handler om muskelkraft, men nok så meget om teknik, hurtighed og ikke mindst intelligens. D'Amato blev mere end en træner. Når en tårevædet Tyson fortæller om D'Amato, så er det tydeligt, at han blev den faderfigur Tyson ikke havde som barn. D'Amato døde i 1985, før Tyson blev verdensmester, og Tyson forklarer ikke mindst sine nedture med, at han ikke længere havde D'Amato at støtte sig til (og at han i stedet var kommet i stald hos Don King).

Barndommen spiller i det hele taget en stor rolle for Tyson. Det er overraskende at høre ham fortælle, at han altid var skræmt fra vid og sans før han gik i ringen; han der netop var kendt for at skræmme sine modstandere til at opgive på forhånd. Men alle kampe var som at være tilbage i barndommen og angsten for at blive overfaldet og frastjålet alt. Det bliver så samtidigt drivkraften til at kæmpe som en besat og aldrig - aldrig - vise svaghed.

Et andet overraskende træk ved filmen - og Mike Tyson - er at se, hvor reflekteret han er om sig selv og sin karrieres op- og nedture. Netop fordi han i bokseringen fremstod som dette uhyre med tyrenakke, der knuste sine modstandere, så er hans sensibilitet og intelligens uventet. Man forstår, at hans sejre ikke kun skyldtes rå kraft, men nok så meget intelligente analyser af modstanderens svagheder. Tyson kan sin boksehistorie, og har afluret de store mestre og bruger det. Men samtidigt fremstår han som et uhyre skrøbeligt menneske, der ikke magter at bruge sine evner uden for ringen. I hvert fald ikke bruge dem positivt. I lige så høj grad som han knuste sine modstandere i ringen, knuser han sig selv udenfor. Hele den formue han optjente som bokser er brugt, og han lægger ikke skjul på, at de sidste kampe alene handlede om penge. Han gik ikke i ringen for at vinde, men alene for pengenes skyld - og led ydmygende nederlag til boksere, der slet ikke havde hans format.

James Toback lader Tyson tale, ofte i close-up på dette tatoverede ansigt, der er både brutalt og følsomt. Ofte modsiger Tyson sig selv, hvilket Toback understreger ved at bruge split-screen og lader stemmerne glide ind over hinanden. Det er et usædvanligt portræt, der vel ikke just gør Tyson til et sympatisk menneske, men nok et menneske man kan føle sympati for. Mike Tysons egen reaktion, da han så filmen, var: "It's like a Greek tragedy, only I'm its subject." Bedre kan det næsten ikke siges.