Det er en periode, vi alle skal igennem, men hvor glemmer vi den – lykkeligt! – nemt, når først den er overstået. Vi har alle været teenagere, været på jagt efter vores selvforståelse, smækket med et utal af døre, og søgt varsomt – og eftertrykkeligt – efter en fornemmelse for vores egen seksualitet. Men fordi vi glemmer det så let på den anden side, er den – for ’færdige voksne’, forældre, filmskabere og forfattere – så enormt svær at skildre i tilbageblikket. Og få har gjort det så godt som Lucas Moodysson i Fucking Åmål fra 1998. Den er netop genudgivet.

I en tid, hvor Stephanie Meyer og hendes Twilight – såvel bog som film – er udråbt til tidens store, nye ungdomsseksualitetens ikon, er det interessant at vende blikket tilbage til Moodyssons nyklassiker, der nu har over et årti på banen. Teenagekulturen er en speciel størrelse, der altid er den samme men hele tiden i omfattende forandring, hvilket kunne tyde på, at en film, der skildrer en teenagers spirende seksualitet, hurtigt ville blive bedaget. Twilight er – især som bog – på sin måde et godt udtryk for en fortælling, der brister svagt i netop sin sans for særligt aldersskildringen, som i denne roman lidt tager sig ud som en generationsbaseret anakronisme. Hovedpersonen virker lidt som en voksen gemt i en ungs krop.

Derfor er Meyer nødt til, hvilket så måske er det mest interessante ved Twilight, at trække vampyren ind for at fremme de små seksualspirer. Her trækker Moodysson i stedet en helt andet interessant kanin op ad sin filmhat: nemlig homoseksualitet, der skildres gennem en gribende og egentlig banal fortælling om teenageres gensidige og autonome ondskab. Teenagere er pr. definition det ondeste folkefærd, der vandrer på denne jord – og det griber Fucking Åmål særdeles godt. Fucking Åmål handler først om Agnes, der befinder sig dårligt i sit eget hjem, på skolen og i forhold til andre. Hun er nytilflytter i den svenske by Åmål, og ønsker helst ikke, at hendes forældre skal holde fødselsdag for hende – hun har svært ved at vide, hvem hun skal invitere. Hun har endnu ikke rigtig truffet gode bekendte i byen.

Samtidig møder vi Elin, der bærer et navnesammenfald med hovedpersonen Nils Malmros danske klassiker Kundskabens træ fra 1981, som netop også handler om unge, spirende seksualitet og indbyrdes ondskabsfuldhed (der er – uden at det skal uddybes her – flere stilmæssige sammenfald med Malmros’ film). Elin er i Fucking Åmål den attraktive pige, der – selvom hun har alle muligheder for det – heller ikke befinder sig godt. Det er på trods af, at hun kan få – og får – de fyre, hun gerne vil have. Det bliver derfor skelsættende aften, da Elin og hendes søster – som de eneste – vælger at tage til Agnes’ fest blot for at blive fulde. Elin tager imod en udfordring fra sin søster, der ægger hende til – mod betaling – at kysse med Agnes. Det planter en spore, der langsomt trods fortrængning skal vokse sig større. Vi ved allerede på dette tidspunkt, at Agnes er forelsket i Elin.

Som vi kender det fra den senere Moodyssons senere Lilja 4-ever fra 2002, er hans stil en nærgående og kvælende realisme, som ikke skyer nærbilleder og følelsesmæssige indfald. Det kan – hvis det mislykkes – virke overbebyrdende for seeren, men Moodysson formår at trække den til grænsen uden at gå (helt) over den. Grænsen er i dette tilfælde karakteriseret af en knugende og nedtrykkende mavefornemmelse for at det hele bare er en lille grad ved siden af – netop som en teenager føler sig. Selvom filmen kun varer den obligatoriske halvanden time, går der ikke længe, før vi ønsker, at lidelserne – der er udsøgt skildret – skal holde op. Det er måske netop det, denne slags film skal kunne: De vækker den fornemmelse for at være fortabt, som karakteriserede ens egen teenage-periode. Det var dengang, skolen var momentvis utålelig, forældrene uudholdelige, og alt omkring en helst skulle overdøves af skærende lyde af alt for høj musik. Fucking Åmål trænger ind til disse følelser og vækker dem – for et kort øjeblik – til live igen. Det er ganske simpelt nok derfor, den virker.