Franz Kafkas roman Processen hører til det 20. århundredes vigtigste værker. Hvor andre af modernismens hovedværker – Joyces Ulysses, Prousts På sporet efter den tabte tid, Manns Trolddomsbjerget osv. - først og fremmest har deres status i litterære kredse, så er Kafka og Processen blevet begreber, der lever langt uden for litteraturen. Begrebet kafkask er gledet ind i sproget som betegnelse for en tilstand, hvor man er underkastet et uigennemskueligt, bureaukratisk systems tilfældige luner. Romanen er blevet tolket som et billede på den moderne verden, hvor individet forgæves forsøger at hævde sig i en moderne verden behersket af anonyme kræfter; eller en fabel om skyld i en verden, hvor der ikke længere er en guddommelig instans, der dømmer efter fortjeneste; eller som et esoterisk værk med afsæt i jødisk mystik. Processen er en uudgrundelig roman, der ikke synes mærket af den tid, den er skrevet i. Læst i dag virker den stadig aktuel i al sin tidløshed.

Det er en roman, det virker umuligt at filmatisere. Det var ikke desto mindre det, Orson Welles gjorde i 1962. Welles yndede at sige, at han startede på toppen og arbejde sig ned. Hans første film var som bekendt Citizen Kane (1941). Han fik et rygte for at være vanskelig og for altid at overskride sine budgetter. Hans anden film, The Magnificent Andersons, blev mod hans vilje klippet om – og sandsynligvis ødelagt – af studiet. Welles forsøgte derefter at arbejde uafhængigt af studierne, men fik stadigt sværere ved at få sine film finansieret. Talrige projekter strandede og med tiden arbejdede han mest i Europa. Således også Processen, der blev til i samarbejde med producenten Michel Salkind i Frankrig.

Welles er ret trofast mod Kafkas roman. Historien handler som bekendt om Josef K. (Anthony Perkins), der en morgen bliver vækket af to politimænd, der meddeler ham, at han er blevet anklaget. Josef K. kan imidlertid ikke få at vide, hvad han er anklaget for. Han kaster sig ud i en absurd kamp for at bevise sin uskyld – uden at vide hvad det er han skal bevise, han ikke har gjort. Retshøringerne finder sted i nedlagte fabriksbygninger foran et publikum, der hujer og jubler som til en fodboldkamp. Advokaten (Orson Welles) tilbringer det meste af tiden i sin seng, hvor han opvartes af stuepigen Leni (Romy Schneider), der også flirter kraftigt med Josef K. I det hele taget synes begær og jura at være uløseligt forbundet. Stadig uden at vide, hvad sagen handler om, får Josef K. besked om, at hans sag gør visse fremskridt. Men usikkerheden slider på Josef K., og da to tavse mænd en dag fører ham bort, følger han resigneret med og afventer sin straf.

Orson Welles regnede selv Processen blandt sine bedste film. Han er ikke mindst kendt for at gå nye veje rent visuelt, og det kendetegner i allerhøjeste grad også Processen. Det 'kafkaske' opnås gennem en visuel irrealisering; dvs. der er filmet med kameravinkler, lyssætning osv., der ikke er 'realistisk'. Et særligt Welles-kendetegn er brugen af frøperspektiv, hvorved loftet bliver synligt i billedet. Man undgik helst lofter, fordi det var der, det nødvendige kunstlys var placeret. Skulle man filme lofter, gav det problemer med lyssætningen. Videre bruger Welles arkitekturen. Når filmen befinder sig på lovens domæne, er der tale om gamle, forfaldne fabriksbygninger, filmet så de mest af alt minder om Piranesis fængselsfantasier. Josef K.s lejlighed og arbejdsplads er derimod filmet i moderne, funktionalistisk arkitektur. Særligt det moderne kontorbureaukrati er effektfuldt skildret som en enorm, klinisk fabrikshal, hvor tusindvis af skriveborde står i streng symmetri, mens tusindvis af kontorassistenter alle skriver på skrivemaskine. Larmen er ubeskrivelig.

Et særkende for Kafka er romanens topografi, der fremstår som en uigennemskuelig labyrint, hvor alle rum synes forbundet, men det er umuligt at gennemskue hvordan. Det samme gælder Welles' filmatisering, hvor der klippes akontinuerligt mellem rum. Filmen, der er indspillet i Zagreb, Paris (bl.a. Gare d'Orsay) og Rom, er filmet med en lysfølsomhed, der gør, at filmen har kunnet klippes sammen uden hensyn til, hvor de enkelte scener var filmet. På den måde opnår Welles i montagen den samme topografi, som man finder hos Kafka.

Processen er – sammen med Citizen Kane og Touch of Evil – en af Orson Welles bedste film. Det lykkes at gøre filmen kafkask, og samtidigt er det visuelt en betagende film. Dvd'en er forsynet med udmærket ekstramateriale; en fransk dokumentar om Kafka, Welles og Processen og et interview med filmens fotograf Edmond Richard om de mange tekniske problemer og innovative løsninger, der kendetegner filmen. En klassiker der kun kan anbefales.