Når man interesserer sig for kunst eller kultur, så er det stadigvæk overraskende, når man bliver konfronteret med værker, der har afstedkommet at forfattere eller kunstnere har måttet gå under jorden som et direkte resultat af deres kunst. Herhjemme er den vel nok mest notoriske repræsentant for dette fænomen tegneren Kurt Westergaard og i internationalt sammenhæng er superstjernen blandt jagtet kulturvildt uden tvivl Salman Rushdie.

Det er dog langt fra altid, at det er rabiate, fundamentale muslimer, der truer kunstnere på livet for det er også muligt at eksempelvis påkalde sig Camorraens (den napolitanske mafias) vrede ved blot at skrive og udgive en bog om denne organisations aktiviteter. Det var netop det der skete, da Roberto Saviano udgav bogen Gomorra i 2006. Dødstruslerne skulle vise sig ikke blot at være det pure opspind, for en afsløring viste faktisk at Casalesi klanen havde planer om at sprænge både forfatteren og en hel politieskorte der var sat til at beskytte ham i luften.

Bogen var en stor succes i hjemlandet og den er efterfølgende også udkommet på dansk fra Borgens forlag under titlen Mafiaen i Napoli. Her skildres det hvordan mafiaen infiltrerer alle dele af samfundet og tjener enorme summer på alt fra kopivarer til overlagt mord. Man skulle mene at en decideret filmatisering af en faktuel bog, der skildrer mafiaens metoder, ville blive en dokumentarfilm, men det er ikke sket, selv om filmversionen af Gomorra i mange henseender ligner en dokumentarfilm.

Filmen Gomorra har i stedet valgt at skildre en lang række karakterers skæbne i de faldefærdige betonforstæder til selve Napoli. Vi møder alle typer af folk i løbet af de lidt over to timer som filmen varer; fra de unge knægte, der med klar inspiration fra Scarface ønsker at blive lige så ”bad-ass” som de gangstere de ser op til, til den gamle skrædder, der føler sig fristet til at dele ud af sine kundskaber til arbejderne på en flok kinesiske systuer – noget som stiller ham i et meget dårligt lys hos de lokale.

Vi møder også kurererne, der ikke kun sælger stoffer men også deler mafiaens penge ud til de allerfattigste i kvarteret og så er der bagmændene, der tjener millionvis af Euro på illegalt at deponere giftaffald i nedlagte marmorbrud som de har erhvervet billigt.

Filmen tilstræber en meget realistisk visuel stil idet den er filmet med små håndholdte kameraer, hvilket giver den et meget dokumentaristisk præg. Ligeledes er der også kun gjort meget sparsom brug af underlægningsmusik og helhedsindtrykket bliver at man føler sig lige som den flue på væggen, der hvert øjeblik det skal være bliver smækket hårdt med bagsiden af en behåret gangsters hånd udelukkende fordi man har været vidne til noget man ikke skulle have set.

Gomorra er i sin tilstræbte realisme virkeligt fængende og skuespillerne, der portrætterer disse lovløse og ofte stakkels, desperate individer, er hver som en fremragende. På mange måder fremstår filmen som en italiensk pendant til brasilianske Fernando Mierelles’ City of God, der på samme måde føltes meget intens i sin konstruerede realisme. Dette gør at man hurtigt glemmer at man er vidne til et stykke fiktion og det er ikke kun meget professionelt, men gør også filmen meget gribende, da man virkelig lader sig overbevise af figurerne man møder.

Vi er langt fra klicheerne om tandstikstyggende wise-guys, smarte jakkesæt og store cigarer hér, for selv om Gomorra naturligvis viser voldens grimme ansigt, så er det ikke det som er det væsentlige fokuspunkt, det er derimod alle de skæbner, der dagligt påvirkes af Camorraens lyssky affærer; fra små handelsdrivende, familierne i ghettoen og til alle de unge drenge, hvis liv ofte forkortes drastisk i deres forsøg på at komme ud af fattigdom og ind i en verden af smarte biler og pistoler.

Filmen er derfor utrolig seværdig og DVD udgivelsen byder desuden på et ret omfattende ekstramateriale der blandet andet består af 13 minutters slettede scener og næsten halvanden times foredrag og interview fra Det Svenske Akademi med Roberto Saviano & Salman Rushdie. Her fortæller de fortæller om deres respektive status som kunstflygtninge. Gomorra er en virkelig god film, der dog kræver en del mere tålmod af sin tilskuer end andre gangsterdramaer for filmens tempo er på ingen måde actionpræget og filmen nægter nærmest konsekvent at følge en traditionel spændingskurve. Men kan man leve med det og har man tiden til at dykke ned i dette ubehagelige stykke fiktionaliseret virkelighed, så venter der en virkelig fremragende filmoplevelse forude.