For mange danskere er Tommy Wirkola måske et endnu ukendt instruktørnavn, men for alle der har lagt øjne og ører til hans Kill Bil pastiche Kill Buljo – the movie fra 2007, der blev vist for et virkeligt tændt publikum på Roskilde festivalen i 2008, er der ingen tvivl om at han er en mand, der både har talent og som måske endnu vigtigere kan lave enormt underholdende film på et forholdsvis minimalt budget. Hans seneste film Død sne – med taglinen ” Ein, zwei, die! ” – er på trods af sit klare undergrundspræg den mest rå og underholdende nazi zombie film, der er blevet skabt til dato.

Måske er der nogle zombie aficionados, der straks vil rømme sig og påstå at Jean Rollins Zombie Lake, Rob Greens The Bunker eller Michael Manns klassiker The Keep, retteligt burde have denne titel, men fælles for alle disse film er at de hverken har samme antal af zombier, samme enorme mængde af gore eller for den sags skyld lige så stor underholdningsværdi som Wittolas nyeste film. Disse kvaliteter har blandt andet gjort at Død sne blev vist på Sundance Festivalen i 2009 – noget som det omfattende ekstramaterialet med al tydelighed dokumenterer.

Død sne kan bedst beskrives som en mellemting mellem Sam Raimis anden udgave af Evil Dead og et utal amerikanske teen-slasher film, for setuppet er ganske velkendt; en gruppe unge tager en weekend op i fjeldet, for at drikke øl, køre på snescooter og måske få et slag. De ankommer til den ekstremt øde hytte i tre hold. Da de kun har en enkelt snescooter mellem sig, kører en af gutterne i forvejen med forsyningerne og tænder op i brændeovnen, de andre ankommer et par timer efter til fods og så mangler de blot Sara som burde ankomme på ski fra den anden side af fjeldet i løbet af aftenen.

Bedst som de sidder og hygger sig (efter den obligatoriske montage med sneboldskampe og ungdomsfjolleri) ankommer en gammel gubbe til hytten. Da han hører at Sara er alene i natten begynder han at fortælle en gyselig historie om en deling nazister, der i krigens sidste dage ranede alt af værdi fra befolkningen i en nærliggende by og som efter al sandsynlighed frøs ihjel efter at være blevet fordrevet fra byen af de lokale. ”Der er noget ondt og grusomt der huserer her på egnen” fortæller gubben dystert med den hjemmerullede smøg skælvende i mundvigen. Det er dog ikke ondere, end at de unge slår det hen som fordrukken snak på trods af mandens desperate forsøg på at skræmme dem alle til at forblive inden døre. Da Sara imidlertid ikke dukker op ved daggry, tager hendes kæreste ud for at lede.

Mens han er væk oplever resten af hyttegæsterne et angreb fra nogle skumle væsener og Sarahs kæreste sætter også atter kurs mod hytten efter han finder den gamle gubbes mishandlede lig i et telt. De udøde tyskere trænger sig på og forsamlingen må nu forberede sig på ren overlevelse med forhåndenværende og improviserede våben som eneste hjælp.

Selv om filmens plot forekommer ekstremt formularisk, så vinder den helt klart ved sin fjollede men genuint morsomme dialog, splatter-slapstickelementer og ikke mindst ved at have en mængde råseje nazizombier under ledelse af den dystre Col. Herzog. Filmen udmærker sig naturligvis ved at have en masse intertekstuelle referencer til en række gyserfilm, mest tydelig nok førnævnte Evil Dead, men den får også helt selvstændigt bygget en rigtig krybende gyserstemning op. Et virkeligt godt eksempel er scenen, hvor en af vore protagonister, der i øvrigt lider af klaustrofobi, fanges under metervis af sne - og idet sneen knirkende presser på personens krop, følger vi kynisk og i en fast indstilling panikken i den fangedes ansigt.

Der er kort vej fra gru til grin i Død sne, som eksempelvis i scenen hvor gruppen af unge lige har set en af deres venners ansigt blive revet midt over og Roy udbryder: ”Jeg sagde jo vi skulle være taget til Sunny Beach” – en reference som sikkert ikke fungerer udenfor Norden. Det er især Stig Frode Henriksen i rollen som Ronny, der leverer plathederne, men det er også helt i orden, når man tænker på at det er samme mand, der både har skrevet manuskriptet til filmen og som spillede den fordrukne kung-fu lap Jokka i Kill Buljo.

Brugen af digitale effekter i Død sne er helt igennem effektive og selv om undertegnede egentlig altid har været irriteret over den nye trend med zombier der pludselig kan bevæge sig lynhurtigt, generer det for en gang skyld ikke hér. Måske er fordi man har en idé om at nazier fra naturens hånd er langt mere disciplinerede – og måske ligefrem holder deres rådne kroppe i langt bedre form end alle mulige andre typer af zombier.

Det er også skønt at filmen sidste halve time er en sand lemlæstelsesopvisning i fuldt dagslys, hvor man både får lejlighed til at nærstudere de mangle labre zombier, og ikke mindst nyde synet af masser af blod og indvolde som spildes på den nyfaldne sne.

Ekstramaterialet er som nævnt ret omfattende. Ud over seks små features, der går bag kameraet og specielt fokuserer på effekterne (i alt ca. 85 minutter), er der den førnævnte dokumentarfilm der følger holdets tur til Sundance (ca 18 min) og det er både sjovt og hyggeligt at se på, især scenerne hvor de slipper nazizombier løs på skisportsstedet er enormt morsomme og en gimmick der med sikkerhed har fået publikums øjne op for projektet. Dertil kommer 6o minutter med mislykkede splattereffekter og endelige et par trailers. Som om det ikke er nok har holdet lavet hele to kommentarspor til selve filmen – et der er dedikeret til at fortælle om special effects og et hvor filmens instruktør og forfatter fortæller. Ingen af disse features – inklusive kommentarsporet - er tekstet på dansk, men har man øre for det norske, er det både sjovt og underholdende.

Død sne er derfor en DVD der ikke kun byder på en virkelig god zombiefilm samt nok ekstramateriale til at holde hærdede fans med flair for norsk beskæftiget i rum tid. Er man derfor fans af splatterkomedier eller zombiefilm er denne lille lavbudgetsperle ikke til at komme udenom og får d’herrer Stig Frode Henriksen og Tommy Wirkola ikke et internationalt gennembrud efter denne indsats, så hersker der ingen retfærdighed i filmbranchen!