Per Flys film Arven var muligvis den de allerførste danske film, som søgte at gå bag om facaden på en fiktionel sværvægter i dansk industri og den nye film Headhunter kan da også ses som en slags uægte søn af denne og Nikolaj Arcels Kongekabale. Sidstnævnte introducerede for alvor den internationale thriller i et pæredansk format og det lykkes også delvis i Rumle Hammerichs nye film.

Headhunteren som har givet filmen dens titel hedder Martin Vinge og han er den bedste af sin slags. I filmens åbningsscene ser man hvordan han på ganske få minutter får omvendt en meget negativ stemt kandidat til at omfavne det job han ellers afskyede så meget, at han var på vej væk fra et møde med firmaet. Det hele sker i en skarp og velovervejet ordstrøm, der tegner godt for resten af filmens dialog.

At jagte hoveder, synes også at være det eneste Martin er virkelig god til, for hans ægteskab er gået i spåner og han er fremmedgjort både overfor sin forhenværende kones liv, hans elskerinde og ikke mindst sønnen Jacob, der ligger på hospitalet med epileptiske symptomer forårsaget af en misdannelse i hjernen.

Martin headhuntes selv af Siegerkoncernen, der i deres forretningsstruktur og -udbud bærer umiskendelig lighed med velkendte Märsk. Den gamle leder N.F. Sieger indkalder i al hast og meget hemmeligt Martin til et møde i et anonymt kælderlokale, der er del af en københavnsk fiskerestaurant. Over silden får Martin at vide, at Sieger ikke har tiltro til at sønnen Daniel er tilstrækkelig visionær til at overtage koncernen når nu farmand skal på pension. ”Det skal være en person, der besidder den nye moral”, som senior siger. Hvad den består af, vil hurtigt vise sig.

Alt imens Martin er i færd med at finde tre velegnede kandidater til topposten konfronteres han pludselig af Daniel Sieger, der ikke alene påstår at faderen er ved at blive noget så senil, men samtidig at han selv naturligvis er den bedst egnede til jobbet som enehersker i firmaet. Han beder derfor Martin trække sig og tilbyder ham – som en slags kompensation – et kontor med havneudsigt og et ”konsulentjob” på direktionsgangen i koncernen. Martin begynder at spille et dobbeltspil, idet han ikke kan blive klog på, hvem af de to familiemedlemmer han skal lytte til, så han forsøger at spille dem ud mod hinanden, men det skal vise sig at være farligt, idet koncernen har øjne og ører overalt.

Da Martin overvejede om han skulle tage jobbet for N.F. Sieger blev hans egen søn pludselig fløjet til et privathospital i Schweiz, hvor en kirurg havde fundet en ny banebrydende teknik, som potentielt kunne skubbe sønnens sydomsforløb i en meget positiv retning. Martin indser hurtigt at det må være koncernen der står bag og alt imens han bliver viklet ind i familiens mange forretninger, må Martin pludselig være vidne til at hans egen søn og dennes sygdom bliver brugt som en brik i dette komplekse spil.

Umiddelbart kan Headhunter forekomme som en meget kompetent dansk thriller, der ud over thrillerelementet også forsøger at give et nogenlunde realistisk billede af hvor koldt, kynisk og beregnende man bliver nødt til at være, når det er forretninger i milliardklassen det handler om. Som N.F. Sieger siger til Martin i en scene, da han bliver spurgt om håndteringen af pengene i firmaet: ”Nåh ja, jeg har måske brugt en milliard eller to på ufornuftige ting, men det er jo i småtingsafdelingen”. Men der er dog et ”mén” i forhold til at rubricere filmen som vellykket og det hænger uløseligt sammen med filmens klimaks og en – i denne anmelders øjne - stor logisk brist, der er medvirkende til, at store dele af plottet ramler for Rumle.

Undertegnede anmelder bryder sig notorisk ikke om spoilers i anmeldelser, men måske kan man lidt kryptisk sige det på denne måde; hvis tingenes sande sammenhæng virkelig var identisk med den plan som afsløres mod slutningen, hvorfor var der så i det hele taget behov for at inddrage Martin Vinges evner? Det giver sikkert ikke megen mening for de der endnu har filmen til gode, men måske kan de som har set filmen være venlige at kontakte undertegnede på kapellets sider og forklare dette?

Desuden synes navnesymbolikken at være rimeligt tyk; ”Sieger” er jo tysk for ”sejr” og herreklubbens småfascistoide skydeøvelser i kælderen under kontorbygningerne, synes da også at forstærke det indre billede af brunskjorter i Armani. Selv Martins efternavn Vinge synes at opfordre til at sammenlige med Ikaros – højt at flyve.. ect.

Filmen er meget flot fotograferet, skamløst velspillet, har en gennemført lydkulisse og så er historien, selv på trods af førnævnte logiske brister, ganske spændende at følge med i. Filmen synes at have fællestræk med både ældre og nyere konspirationsfilm, som eks. Tim Twykers The International i håndteringen af multinationale firmaers nådesløse omgang med sine medarbejdere og de der forsøger at komme på tværs af dem. Til gengæld bliver filmen desværre aldrig helt så medrivende som eks. Kongekabale, muligvis fordi man aldrig helt kommer til at holde af protagonisten Martin, der i bund og grund er et meget, meget usympatisk knudemenneske.