Der er måske ikke så mange, der kender instruktøren Brad Anderson, men ud over at være blandt de faste instruktører på den fabelagtige, sci-fi serie Fringe, har han også siddet i instruktørstolen på den bundsolide gyser Session 9 (da: Dødens Hospital) og har vist os en fascinerende, tragisk tynd, søvnløs Christian Bale i The Machinist. Den seneste film fra hans hånd er en overnaturlig gyser, der både er virkelig original og rent faktisk virkelig uhyggelig, i al fald såfremt man vælger at acceptere filmens hovedpræmis.

Filmen starter med et massivt blackout i en amerikansk storby. Da lyset langsomt kommer tilbage er langt størstedelen af indbyggerne sporløst forsvundet. Deres tøj og personlige ejendele ligger tilbage hvor de stod, gik eller sad, og det store spørgsmål er nu hvad der er sket med dem. I filmen følger vi en lille gruppe mennesker, der efterhånden finder hinanden i mørket og forståeligt paranoidt begynder at udspørge hinanden om hændelsen. Efter de har talt sammen, finder de ud af at det eneste de har til fælles er, at de på den ene eller anden måde alle havde en ekstern lyskilde på sig da lyset gik ud. En projektionist i en biograf bar en pandelampe, en anden tændte en smøg, og en tredjes mobiltelefon lyste op i samme sekund alt blev mørkt.

Hvad seeren, men ikke protagonisterne, umiddelbart ved er, at der lurer andet end blot mørke når lyset går ud, for det er muligt at se skygger bevæge sig autonomt rundt på vægge og gulve idet mørket langsomt men sikkert sænker sig over de medvirkende igen. Dette bliver vores lille gruppe hovedpersoner også klar over, men i trit med at deres skræk for at være den næste der forsvinder vokser, så stiger også deres visheden om at mørket skjuler på noget – at der er noget eller nogen form for bevidsthed der konstant er på jagt efter dem. Ud over deres indlysende skræk for også at forsvinde er deres problem at batterier, knæklys, fakler og andre lyskilder, som er det eneste værn mod mørket, begynder at blive en mangelvare og som om det ikke er nok, så synes selv dagene at blive eksponentielt kortere som filmen skrider frem.

Denne beskrivelse af The Vanishing on 7th Street kan måske forekomme som synopsen til en gammel episode af Twilight Zone og det skal forstås som en stor ros, for selv om filmen holder fast i denne forholdsvis simple præmis, så er den samtidig garant for halvanden times snigende overlevelsesuhygge, der for en gang skyld ikke behøver udkrængede kroppe for at chokere sin seer. Alt afhænger – som i alle overnaturlige film - naturligvis af om tilskueren er villig til at acceptere den fantastiske virkelighed som fiktionen præsenterer, men gør man det, vil man også erkende at det er en både vellavet og virkelig spændende gyserfilm som man er faldet over.

Det helt basale som filmen udnytter, er naturligvis vor iboende frygt for mørket, for de ukendte trusler der kan lure lige på den anden side af lejrbålets varme og lys – muligvis er frygten for mørket en af vore mest basale former for frygt og grunden til at der kun er så få horrorfilm der foregår i dagslys. At denne frygt stadig er aktuel kan man selv få øjnene op for ved at give denne film en chance i et helt mørklagt lokale med surroundanlægget skruet godt op.

En af de allerbedste ting ved filmen er også at den tør at lade visse handlingselementer stå hen i det uvisse, så de seere, der konstant leder efter svar og logiske sammenhænge, når de ser fiktion, må forberede sig på at blive skuffede. Omvendt set, så er filmens grundlæggende udgangspunkt alligevel så fantastisk, at den type seere alligevel ikke har villet vælge denne type film. For alle vi andre, der godt kan lide et godt, gammeldags gys, er The Vanishing on 7th Street en film, som både giver rutsjebaneturen ved første bekendtskab og viser sig at være en effektiv lille gyser, der sagtens tåler at blive genset – noget som efterhånden sker for sjældent. Endelig er filmen en god lejlighed til at se selveste Anakin – aka. Hayden Christiansen – få lov til at vise at han ikke udelukkende skal ses som den papfigur George Lucas’ mangel på personinstruktion ellers har gjort ham til. Så man bør ikke frygte hans navn på coveret, i stedet bør man lære at frygte mørket igen!