I Jørgen Leths kortfilm New York Street Performers fra 1982 møder vi blandt andre en fransk linedanser og jonglør, som fortæller os lidt om sit fag og sin dag. Det skal vise sig at denne franskmand ikke er en hr. hvem-som-helst, idet det er samme fyr, der år tidligere var den altoverskyggende hovedperson i et drama, som også udspillede sig i New York. Disse gerninger beskrives i dokumentarfilmen Man on Wire, der i foråret 2009 vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm.

Hovedfokus i filmen – og det, der med stor sandsynlighed har påvirket Oscar-komiteen i deres valg – er Petits grænseoverskridende stunt, hvor det lykkes ham at få spændt en stålwire ud mellem de to tårne i det hedengangne World Trade Center og uden nogen form for sikkerhedsudstyr (ud over en balance-stang) at begive sig ud mellem tårnene for at underholde de målløse tilskuere nedenfor.

Filmen består dels af scener med Petit og sine medsammensvorne, der taler om deres planlægning, dels af nye rekonstruktioner af det, der omtales, og dels af fotografier og filmklip, der benyttes til at dokumentere gerningerne. Før linedansen på WTC havde Petit allerede både gået mellem tårnene på kirken Notre Dame i Paris og på the Harbor Bridge i Sidney.

Hovedvægten i filmen er dog på, hvordan det er lykkedes en bande opfindsomme gøglere at infiltrere WTC, forbigå vagter og ikke mindst indsmugle alt det nødvendige udstyr, som ville sætte Petit i stand til at udføre hans halsbrækkende cirkusnummer. I den forbindelse kan man ikke undgå at drage paralleller mellem deres gerninger og det, som mange år senere, skulle tilstøde WTC, for selv om deres handling var ganske uskyldig, så planlægges den stadig som en lyssky aktion, komplet med falske identitetskort og uniformer.

De medsammensvorne har alle deres helt eget syn på historien, og interviews krydsklippes med rekonstruktionerne og underlægningsmusikken på en sådan måde, at filmen visse steder nærmest virker som et forsøg udi at transformere historien til en kup-film, uden nævneværdigt udbytte foruden oplevelsen af at se en mand svæve mellem tvillingetårnene rigere.

Når der i ovenstående skrives, at oscarkomiteen sikkert har været kraftigt påvirket af filmens tematik, forekommer det ikke helt grebet ud af luften. Foruden at fortælle Petits historie har filmens instruktør også fundet en masse arkivmateriale, der viser selve opførelsen af tvillingetårnene. Dette imponerende stykke ingeniørarbejde er også værd at hvile øjnene på, og så underbygger det faktisk filmens hovedfortælling, for det krævede, at WTC ikke var helt færdigbygget, for at Petit og Co. kunne få adgang til taget i begge tårne.

Vi er vidne til, at deres plan er ved at blive ødelagt gang på gang, og filmen forsøger stadig i thrillerens ånd at opbygge en form for suspense, der knytter sig til spørgsmålet om forehavendet lykkedes. Dette modarbejdes ved det faktum, at langt de fleste enten har hørt om Petits imponerende stunt, har set Oscar-uddelingen 2009, eller i det mindste har taget sig tid til at læse på DVD’ens omslag. Der er derfor ikke noget overraskende i, at han gennemfører sin aparte spadseretur, og af samme grund forekommer suspense-elementerne ej heller så effektive.

Et endnu større problem – set fra undertegnedes perspektiv – er, at filmen så at sige legitimerer potentielt tåbelig gøgleropførsel. Til trods for at filmmagerne på ingen måde forsøger at dæmonisere de politibetjente, der efterfølgende anholder Petit, fortæller filmen også, at han slap meget billig fra eventuelle retsmæssige følger af sin gerning. Selv om det ikke er en film, der decideret opfordrer til den form for opførsel, så kan det med garanti opfattes på den måde, hvis man er en ivrig base-jumper eller lignende. For uanset hvor dygtig en linedanser man er, og uanset hvor ”smukt” og ”poetisk” Petits gang på wiren må have været, så overvejer filmen på intet tidspunkt at forklare, hvad der sker med et to mennesker, der kolliderer ved, at den ene rammes af en mand af almindelig bygning og hans balancestav – efter et fald på 417 meter. Det er selvfølgelig en lettere kynisk måde at betragte Petits gerning på, men det er vel også en væsentlig betragtning, til trods for at filmen naturligvis søger mod en helt anden morale, der handler om menneskelig foretagsomhed, at følge sine drømme uanset hvad, at gøre det umulige, og at overvinde enhver form for frygt.

Det kan i den grad diskuteres, hvorvidt filmen virkelig indplacerer sig som en egentlig dokumentarfilm. Det kritiske blik mangler i hvert fald til overflod, og det virker som om James Marsh har været så besnæret af Petits fantastiske beretning, at han har ladet de objektive briller blive liggende hjemme på natbordet. I samme åndedrag kan tilføjes at dokumentarfilmpriser også er blevet givet til Michael Moore, der synes at have tilsvarende problemer med objektiviteten. Måske er det blot en ny trend i dokumentarismen.

Den ekstreme mængde af rekonstruktioner af scener, hvor vi ser ”kuppet” blive planlagt og udført, grænser til en decideret fiktionalisering af begivenhederne. Naturligvis sikrer de mange forskellige talking-heads, som leverer vidneudsagnene en form for forankring af de billeder, vi ser, og selvfølgelig er det også indlysende svært at fremskaffe film af begivenheder, der aldrig blev filmet for næsten fyrre år siden i en bygning, der ikke findes længere.

På sæt og vis synes filmen derfor at fremmane samme slags gespenst som alle turistguides i New York, der peger mod nogle usynlige skyskrabere og fortæller, at det var dér, tårnene engang lå. Der ligger derfor også en latent melankoli over noget uskyldsrent og legende i filmen, noget der forsøger at bortmane den uhyggelige terrorhandling, som komponisten Karlheinz Stockhausen i et svagt øjeblik kaldte det største kunstværk nogensinde. Store dele af filmen forekommer derfor langt mere fiktionel end faktuel, så man kan måske diskutere, om det har været den rigtige kategori, filmen har konkurreret i.

Det kan måske godt læses ud fra ovenstående, at undertegnede langt fra er enig i den noget ensidige ros, som Man on Wire har fået andetsteds, men det sker altså primært ud fra rent teknisk/fortællemæssige og ret rigide objektiviteskrav til dokumentarisme. Hvis man betragter filmen som en hybrid mellem fiktion og dokumentarfilm, bliver den straks langt mere vellykket, og formår også at sætte tilskueren i rigtigt godt humør.

Man on Wire er en film om en franskmand, der udlever sin egen version af the American Dream ved at turde gøre det, som ingen andre i deres vildeste fantasi ville turde, ved at bryde personlige grænser og de grænser, der generelt findes for vovemod. Petit er på trods af sit navn en mand, der virker umådelig stor. Men filmen synes at antyde, at han også har været alt for egoistisk i udførelsen af sit meget personlige drømmeprojekt, og prisen, Petit har måttet betale, tæller blandt andet en ven og en kæreste, der i sin tid var med til at realisere projektet, som i dag ikke er en dels af hans liv mere.