Et hyperavanceret rumfartøj styrter ned en norsk sø i år 709. To piloter kravler ud af søen, men kun den ene er i leve. Den anden har fået sig et ordentligt hak i rustningen, og det er nu op til den anden, at forsøge at tilpasse sig de nye forhold. Og de er rigtigt barske, for ikke alene er landet fyldt med stridende vikingeklaner, men ombord på det forliste rumskib var også et olmt monster, der både er hurtigt, stort og meget blodtørstigt. Det er selvfølgeligt stukket af. Dette er åbningen på det nye science fiction-eventyr Outlander.

Den forulykkede pilot Kainan, som spilles af James Cavizel, der måske er bedst kendt for sin rolle som Jesus i Mel Gibsons kristusfilm, bliver først mistænkt for rænkespil, da han bliver fundet i en landsby, som monstret har lagt øde. Kongen Rothgar mistænker Kainan for at forsøge at skabe yderlige splid mellem ham selv og rivalen Gunnar. Gunnar – der spilles af det mest aktuelle bud på en ny b-filmshelt Ron Perlman – er nemlig høvding i nabobyen, og mistænker naturligvis Rothgar for angrebet. Der går dog ikke længe før både Gunnar og Rothgar må indse, at de er oppe imod langt større kræfter, end de umiddelbart kunne forestille sig, og deres eneste håb er manden, der har kæmpet mod monstret før – nemlig Kainan.

Som det nok kan læses ud fra ovenstående beskrivelse, er Outlander ikke en film, der byder på ret meget filosofisk fordybelse eller eftertænksomhed. Det er der heller ingen, der kræver af den, men den er derimod en ganske underholdende eventyrfilm, der med sikkerhed vil begejstre langt de fleste drengerøve. Til glæde for pigerne er der så også kastet en lille romance ind i filmen, men heldigvis ikke nok til, at det står i vejen for action, monstre og sværd.

Effekterne, monstret, samt de billeder, vi i flashbacksekvenser ser fra Kainans hjemplanet, er ret imponerende lavet. Det virker umiddelbart som om, en stor del af filmens budget er blevet spenderet på disse fine effekter og på at genskabe vikingernes landsby ned til de mindste detaljer. Til gengæld er der en del af eksteriørerne i vikingebyen, der ser ud som om, man har fundet kulisserne fra Rohan-sekvensen i Lord of the Rings og har støvet dem af til lejligheden. Tempoet i filmen er til gengæld fint, og man når derfor nærmest ikke at blive irriteret over dette genbrug.

Det er på ingen måde svært at gætte sig til, hvordan filmens handling vil udvikle sig, for kender man til monsterfilm, så fraviger Outlander ikke den gængse formular en tøddel. Der ligger naturligvis et spændingsmoment i, at vi bliver vidne til, hvordan folk med meget primitive våben forsøger at nedkæmpe et lynhurtigt og kæmpestort væsen fra en fremmed planet, for vores hovedperson mister meget belejligt sin avancerede rumskyder ganske tidligt i filmen. Derfor må både vikingerne og Kainan bruge kløgt og snilde for at forsøge at få kål på det monstrøse.

Det er vist første gang, man har forsøgt at parre science fiction-genren med vikingefilmen, men blandingen fungerer overraskende godt. Det er som om, folkene bag Outlander har tænkt, at hvis man skaber en sådan hybrid, så vil den appellere til alle de, der kan lide vikinger, og til alle dem, der kan lide science fiction, og ikke mindst til alle dem, der kan lide monstre. Naturligvis så henvender den sig så også til alle os, der kan lide alle tre ting. Outlander er derfor nærmest perfekt til en hyggeaften med drengene.