Der er altid en sær fascination, der knytter sig til rigtige ”bad guys” - især når de spilles med sjæl. En sådan er Armand Degas – eller ’Blackbird’ i Mickey Rourkes skikkelse. Rourke har i de seneste år opnået fornyet og fortjent opmærksomhed ved bl.a. at medvirke i filmatiseringen af Frank Millers Sin City, Jonas Åkerlunds noget oversete narkoepos Spun og ikke mindst i Darren Aronofskis The Wrestler. ’Blackbird’ er uden tvivl den helt centrale rolle i filmen Killshot fra 2008, en film der både er baseret på en bog og produceret af Elmore Leonard og med en habil instruktør som John Madden i skulle man ikke mene at det kunne gå helt galt.

Elmore Leonard er en mand med mange talenter, han kan både levere den letbenede komedie som vi så det i Get Shorty, det eftertænksomme kriminaldrama som i Tarantinos Jackie Brown men selv om Killshot ved første gennemsyn er en rå thriller, så kunne man godt ved andet gennemsyn ønske at Leonard havde brugt lidt mere tid på selve plottet, så det kunne blive langt mere sammenhængende end man oplever hér.

I Killshot mødes to kriminelle ved et tilfælde og beslutter sig for at slå pjalterne sammen. Blackbird er den garvede, professionelle kriminelle, der konstant plages af minderne om et mislykket job, hvor Blackbirds ene bror omkom og den anden blev taget til fange. Blackbird er fremmedgjort både overfor den kriminelle verden, han selv er en del af og overfor hans hjemstavn. Da han vender tilbage til indianerreservatet, hvor han er vokset op, bliver han afvist af hans tidligere bekendte. Det er måske derfor at han vælger at følges med den talentløse, unge småsvindler Richi Nix. Nix plages modsat Blackbird af storhedsvanvid. Han har gang i at true sig til nogle penge fra en lokal ejendomsmægler, men da de to banditter opsøger mæglerbutiken og begynder at true manden på kontoret, viser det sig at de er i færd med at afpresse en helt forkert person, nemlig Wayne, der bare er mødt op for at bede ejendomsmægleren om en jobsamtale.

Wayne får med nogen besvær smidt de to skurke på porten, men opgøret mellem Wayne og de to stopper ikke der, for Blackbird vil ikke efterlade nogle vidner, som er i stand til at identificere ham. Derfor opsøger Blackbird Wayne i dennes hjem. Wayne er ved at blive skilt fra sin kone, der også arbejder hos ejendomsmægleren og som også har set de to forbrydere. Det lykkes Wayne og ekskonen at undgå Blackbirds hævn i første omgang - men de to frygter naturligvis for deres liv. De kan godt se at Nix og Blackbird ikke er til at spøge med og inden de ved af det, bliver Wayne og hans ekskone tilbudt at få nye identiteter og et hus i en hel anden stat. Vi følger derefter skiftevist de to pars forsøg på henholdsvis at lede efter og undgå hverandre.

Killshot byder på et virkeligt godt ensemble af skuespillere, især Mickey Rourke er troværdig som Blackbird og Thomas Jane – som nogle måske har set i rollen som Marvelhelten Punisher – er også charmerende sin rolle som manden, der vil gå meget langt, for at få sit forliste ægteskab til at fungere igen.

De gode skuespillere og den fine personinstruktion, står i skarp kontrast til et plot der er fyldt med huller, irrationelle handlingselementer og karakterer som opfører sig alt andet end naturligt. Eksempelvis synes baggrundshistorien om Blackbirds døde bror og hans fremmedgørelse fra sit lokalsamfund ikke at være en rimelig grund til at han så vælger Nix som ”partner in crime” – for Nix fremstår helt tydeligt som en ussel amatør, der synes at besidde mange af de værdier som går stik imod den gamle lejemorders principper.

Mere mystisk er det dog, at de to skurke vælger at gå efter Wayne og konen, for det er samtidig Blackbird og co. selv der vælger at brage ind på ejendomsmæglerkontoret midt på dagen for at smadre inventar og råbe op. Hvis man var nervøs for at man skulle blive genkendt, er det måske ikke den mest gennemtænkte plan? Der er mange flere eksempler, der straks melder sig når man tænker tilbage på filmen.

Det havde ikke været et problem med sådanne utroværdige tiltag, hvis filmen ikke samtidig forsøgte at tilstræbe sig en form for kornet hverdagsrealisme, der optimalt kunne have gjort historien ekstra gribende, men her kommer den desværre til at fungere lidt som en klods om det fortællemæssige ben. Man kunne sagtens have så løst et plot i en actionfilm, men desværre ikke i en thriller. Derfor hæver Killshot sig aldrig over det jævnt spændende men er også, de gode spillere til trods, en film man hurtigt glemmer igen.