Voldsfilm har det med – bogstaveligt talt – at blive taget under kniven igen efter udgivelse. De færreste lande eksisterer uden i det mindste et klassificeringssystem, der aldersangiver en minimumsalder på det intenderede publikum, men Storbritannien er nok det land inden for det europæiske fællesskab, der har den skarpeste censur. Derfor klippes visse importerede film ofte til ukendelighed, men også egne produktioner tages under kærlig efterbehandling, før de sættes løs til det blodtørstige publikum. En af de film, der er diskuteret i denne sammenhæng, er Norman J. Warrens film Terror fra 1978 – og den er netop udgivet i en såkaldt ”strong uncut version” til det skandinaviske publikum.

Det er egentligt ganske simpelt. Vi skal lynhurtigt have sat en smal fortælling i sving, så vi kan sende nogle sagesløse piger – og enkelte mænd – på flugt. Det hele starter i 1700-tallet, hvor en heks nedjages og brændes på bålet under svære besværgelser. Hurtigt slipper vi ud af dette, som blot viser sig at være en film, hvor instruktøren James indspiller sin families historie. Han forsøger at fortælle sin families historie, fordi slægten har svært ved at overleve – heksen, der blev brændt på bålet, svor hævn over familien, og alle familiemedlemmer forsvinder under mystiske omstændigheder. Og da en ung kvinde myrdes under filmens release-fest, indser James – og dennes kusine, der mistænkes for mordet – hurtigt, at livet må være i fare.

En morder er løs, og alle – der på en eller andet måde stifter forbindelse til denne film – synes at være i farezonen. Det bliver i denne forbindelse hurtigt klart, hvor Warren henter sin inspiration fra, nemlig den italienske blodige giallo. Nærmere bestemt er Terror instrueret i kølvandet på Dario Argentos klassiker Susperia fra 1977, og den er da også nærmere en homage til denne end et selvstændigt værk. Inspirationen trækker dog ikke på Argentos enestående fortælling, men snarere er det den kalkulerede og stærkt æsteticerede vold, der er i centrum. Godt nok kommer Terror aldrig i nærheden af sit forlæg, men der er i høj grad svoret kreativitet i de respektive mordscener. En personlig favorit er producenten, der overfaldes – i et hjemsøgt filmstudie – af intet mindre end løbske filmruller.

Terror er derfor en sparsom fortælling, som i sig selv illustrerer, hvor stilskabende Argentos film var. Den er derfor forbigående fængende og visuelt fængslende, og særligt fungerer farvesætningen momentvist ret godt i filmen. Filmens special effects er heller ikke så ringe – læg mærke til den fine scene, hvor en kvinde forsøges dræbt i en svævende bil. Musikken er også tilpas Goblin-agtigt til, at Argento-fans kan være med, selvom Claudio Simonettis kompositioner i Susperia selvfølgelig er mere velvalgte og mere solide. ”Uncut” i denne sammenhæng er vist så meget sagt, for pigerne bliver i den grad skåret i, men det er heller ikke mere dybsindigt end dette.

Filmen blev på grund af sine eksplicite mord- og voldsscener klippet igennem, inden den blev søsat på det britiske marked. Alligevel formåede den at kravle til tops på biografernes hitlister som flere af Warrens film i forvejen havde været. Denne version, vi her har fået, signalerer, at det skulle være den ubeskårne version, men – efter udenlandske versioner at dømme – er det hele ikke kommet med. Det kan være et tilfælde, men en britisk ’uncut’ version på ca. 84 minutter eksisterer – og denne varer ’kun’ 81 minutter. Andre uden for England er på helt op til 87 minutter. Spørgsmålet er dog, om vi har brug for mere. Ekspliciteret dolkestød og andet godt er der i hvert fald nok af her.