Kedsomheden driver ned ad væggene hos den lille Masao, da han får sommerferie. Legekammeraterne tager af sted på ferie, mens mormor – som Masao bor hos – må bruge tiden på at arbejde. Ved et tilfælde falder han over et billede af sin mor, som han aldrig har mødt – og med ét er nysgerrigheden født. Derfor må Masaos onkel tage ham med på tur for at finde hans mor med et billede og en adresse at gå efter. På den måde igangsættes Takeshi Kitanos svar på en roadmovie Kikujiro (1998), der skruer kraftigt ned på det voldelige og mindst ligeså meget op for det eksistentielle.

Kalder man Kitano for det japanske svar på Tarantino, har man ikke set Kikujiro. Hvor der – specielt i de tidlige film – godt nok er visse ligheder, så er denne det bedste svar på, at Kitano i særdeleshed kan fortælle film, der ikke (kun) forsøger på at knytte vold og poesi sammen. Kikujiro er i stedet et eksistensdrama om jagten på sine aner og knytningen af et bånd mellem to mennesker – uden at det bliver sjasket til sentimentalt sovs. Og det er til trods for, at Joe Hisaishis temmelig ”claydermanske” tema hele tiden pakker filmen ind i velklingende resonans. Dette synes at være et lettere ironisk træk, der tvinger seeren til tage stilling til begivenhederne, idet musikken flere gange kommer til at fungere kontrapunktisk i stedet.

En sådan leg med roadmovie-genren præger i høj grad Kikujiro på en måde, der viser, hvor stilbevidst og genresikker Kitano er. Eksempelvis efter de obligatoriske halvfems minutter, hvor de to hovedkarakterer går mod solnedgangen til tonerne af Hisaishis velklingende tema, mens kameravinklen trækker ud i et crane shot. Stilen fortæller her, at filmen skal til at slutte – men det gør den bare ikke. Vi tager lige en halv time mere, hvor filmen ændrer en smule karakter, mens samspillet mellem Masao og onklen etableres yderligere. På den måde får Kitano drejet genren, så vi ikke helt kan være sikre på, hvad vi kan vente – og det er behageligt befriende.

Samtidig er Kikujiro noget af det mest komiske, Kitano har præsteret – selvom stilhed, kortfattede dialoger og lav klippefrekvens i de fleste af hans film underbygger et elementært komisk islæt. Det bruger Kitano (selvfølgelig) også i denne, der i sin cinematografi er helt klassisk Kitano. Men komedien er også med i det tematiske, hvor yakuza-dramaet er trukket langt væk fra det centrale plot, selvom det dog ikke helt holdes ude. I stedet spiller Kitano her på en sort og absurd humor, der i mange henseender fungerer mest og bedst i børnehøjde. Samtaler med Masao og dennes leg med onklen og de øvrige karakterer, de møder undervejs, viser en surreel vinkel på barneleg – måske en kommentar til voksnes manglende forståelse for disse elementer, der på ingen måde fungerer rationelt, hvis man tænker for længe over dem.

Derfor kobler Kitano også et kvasi-metafysisk element ind i filmens handling, som dog ikke her skal afsløres – dog bringer det mindelser til Lars von Triers Breaking the Waves, der også lader et øvre fortællelag undertvinge den resterende fortælling, uden at det nødvendigvis giver klar mening. Men det bliver heller ikke på nogen måde forstyrrende. Filmen er i stedet en rolig og hjertevarm undersøgelse af et blomstrende forhold mellem Masao og hans onkel. Så afskrækker den poetiske vold hos Kitano, som man finder fx finder i Hana-bi, så er Kikujiro det helt rigtige sted at slippe den japanske sommerstemning løs.

Læs også anmeldelserne af Takeshi Kitano Collection og Hana-bi.