Før Peter Jackson beviste overfor alle – især producenter i Hollywood - at svulstige, effektbaserede eventyrfilm var noget der var massive mængder penge i, var det lidt så som så med denne type af film. Heldigvis er det ikke sådan længere. Især selskabet Walden Media har været hurtige til at ride med på fantasy og adventurefilm-bølgen for de har udsendt familiefilm hvor nok de mest kendte er de to film baseret på C.S. Lewis’ Narnia bøger. Herudover er det blevet til film som Nim og den hemmelige ø, Terabitha – et hemmeligt land og en række andre eventyrfilm af generel høj kvalitet. Fælles for dem har været forholdsvis høje produktionsomkostninger og en type underholdning som alle i familien kan nyde - The Dark is Rising er dog en mulig undtagelse til dette.

Når man kombinerer dette effektjageri med Hollywoods evige genbrug af i forvejen eksisterende materiale, så får man en film som Rejsen til jordens indre. Groft sagt kunne man påstå at Rejsen til jordens indre er for Jules Verne hvad First Knight er for Arthur-mytologien – en omgang kulørt, popcornunderholdning, der kun pletvis bruger elementer fra det oprindelige forlæg. Man skal så samtidig skynde sig at sige at Rejsen til Jordens indre er en langt bedre og rudimentært mere underholdende film end First Knight nogensinde har været.

Filmens hovedperson, Trevor Anderson, er en arketypisk antihelt ved filmens start. Trevors bror forsvandt under en ekspedition på Island forsvundet nogle år tidligere og er formodet død. Trevor er ligesom broderen geolog, men holder sig helt væk fra feltarbejde. Hans departement er truet med lukning og hans humør løftes ikke synderligt ved udsigten til at passe sin næsvise nevø i et par dage. Men babysitningen forstyrres, da der sker en udvikling i Trevors arbejde. Det viser sig at Trevors måleudstyr pludselig viser mærkværdigt seismisk aktivitet på netop Island, der - rent teoretisk - gør det muligt at rejse via nogle vulkanske gange dybt ind i jordens indre. Det er en chance han ikke kan gå glip af!

På Island hyrer Trevor og Sean en guide, som er datter af en anden berømt geolog. Hun er meget kritisk overfor Trevors ideer og påstår hårdnakket, at både Trevors bror og hendes far tog Jules Vernes fiktive ideer alt for bogstaveligt. Til trods for det går hun med til at lede Trevor og Sean op i fjeldet, hvor et pludseligt uvejr tvinger dem dog til at søge ly i en nedlagt mineskakt. Indgangen kollapser og nu er gode råd dyre for de skal finde en anden vej ud af minen. Som tilfældet vil det, finder de i minegangene passage ind mod jordens centrum og det er her filmen virkelig tager fart og skruer op for sin kulør.

De ufrivillige eventyrere opdager at der findes en parallelverden dybt under Jordens overflade, som er beboet af både smukke og farlige planter og dyr, ganske som hos Verne. Undervejs forsøges der at give pseudovidenskabelige forklaringer på hvordan denne forunderlige verden kan sameksistere med vor uden nogen har opdaget den. Ganske som i Vernes oprindelige roman er filmen eksplorativ og det er nysgerrigheden om hvad der lurer rundt om næste hjørne, der er plottets primære drivkraft.

Seeren der ikke har nok i de fine computereffekter, har desuden muligheden for at påføre sig rød/grønne 3D-briller sammen med resten familien (forudsat at man ikke er mere end 4 i hustanden), for selvom det rød/grønne glas gør at filmens ret flotte farvepalet udviskes og billedet forstyrres lidt, så er 3D effekten faktisk ganske glimrende (dette gælder i hvert fald når man ser BluRay udgaven af filmen på projektor). Mest vellykket er nok den Indiana Jones-inspirerede, minevognsruchebane-tur som de tre rejsende foretager lige efter de er blevet fanget i minen.

Selv om der både er plotelementer, væsener og flora med i filmen der er direkte lån fra Vernes original, så er Rejsen til Jordens indre primært en rendyrket action-familiefilm. Der gives ikke tid i selve filmen til at komme i dybden med de ’videnskabelige’ forklaringer, eller for den sags skyld levere en ordentlig, troværdig præsentation af hovedpersonerne. Sidstnævnte er måske især trist, for selv om man bliver revet med af de flotte scenerier og jagtsekvenser, så er man også lidt ligeglad, hvorvidt vore helte klarere ærterne.

Lidt bedre står det til med de informationer man har mulighed for at se på det ret omfattende ekstramateriale. De der er interesserede, kan her bl.a. få en indførsel i de forskellige teorier, der i forrige århundrede eksisterede om ”den hule klode”. Samtidig er der en lang række små film, der går bag om kameraet, viser hvordan effekterne er blevet til og slutteligt finder man et kommentarspor til filmen, leveret af instruktøren Eric Brevig og Brendan Fraser, der spiller Trevor.

Rejsen til Jordens indre er måske ikke en film for hardcore Jules Verne fans, men derimod en morsom, let overfladisk men spændende familiefilm, der leverer nok action og effekter til at tilfredsstille selv de mest utålmodige, computerspilsafhængige dampbørn. Samtidig er filmen heller ikke så klæg som mange andre amerikanske familiefilm og dette sikrer at fædre og mødre også er godt underholdt undervejs. Derfor kan den (uanset om man vælger at se den i 3D eller i den udgave i 2 dimensioner som også er inkluderet) være en glimrende film at have liggende, hvis den danske sommer - stik mod forventningerne - skulle byde på en enkelt regnvejrsdag.