Sandrew Metronome har sat en kavalkade af i gang af centrale film i den tyske instruktør Wim Wenders karriere. Der er generelle karakteristika, som går på tværs af mange af produktive Wenders mange film, mens central i de fleste står den moderne fornemmelse for fremmedgørelse og eksistentiel foranderlighed. Det rodløse eller udsatte menneske står ofte i centrum, men der er også stor forskel de enkelte Wenders-film imellem. Derfor bringer Kulturkapellet over den næste tid enkelte omtaler af en række af disse. De enkelte film fortjener en selvstændig behandling.

Nicholas Ray – eller Nick, som han bliver kaldt i Wim Wenders og Nicholas Rays film Lightning over Water fra 1980 – er en velkendt amerikansk instruktør, der huskes bedst for James Dean-klassikeren Rebel Without a Cause fra 1955. Til tider tog han sig også af skuespillet, og et godt eksempel på dette er Wim Wenders Der amerikanische Freunde fra 1977. Under optagelserne til denne film stiftede Wenders og Ray et venskab, der gjorde, at Wenders måtte rejse til New York for at besøge Nick, da han bliver kræftsyg. Dette besøg handler Wenders quasidokumentariske Lightning over Water om. Filmen er en – kunne vi sige – Nickrolog for Nicholas Ray.

Det er en film om mange forskellige ting. Den handler selvfølgelig om den døende Nick, og derfor tager filmen nogle fyldige favntag om mødet med og oplevelsen af døden. Derfor trækker Wenders blikket mere ind til det nære end traditionelt: I flere af de foregående film har det været et lidenskabeligt enkeltbillede af den/de fremmedgjorte, der samtidig bliver et symbol på noget større og samfundsstrukturelt, men i Lightning over Water er Nick ikke for så vidt andet end Nick. Det er derfor en meget personlig film fra Wenders side – en vinkel han siden er vendt tilbage til flere gange. Omvendt er Nick også meget bevidst om, at han selv – i kraft af filmen – er et udtryk for netop den symbiose, vi alle skal gå i, nemlig mødet med døden.

Samtidig bliver filmen også en særlig metafilm, der ikke vil placere sig rent modalt i forhold til virkeligheden. Introduktionsscenen, hvor Wenders ankommer til New York, præsenteres som en 35mm dokumentarfilm, men kort tid efter tager et 16mm kamera over for at vise en yderligere repræsentation af selve optagelserne af filmen. Dette bliver undervejs en tilbagevendende måde at pege på filmen selv. Således bliver det klart – og det bliver tydeligere undervejs, at de mange scener, der omhandler Wenders og Nick er mere planlagte og ikke helt ’dokumentarisk spontane’ (som om noget er det, når der hviler et kameraøje over nakken). De to venner snakker om at lave en film i fællesskab, men opdager hurtigt, at de rent faktisk allerede er godt i gang med det: ”Reality was our story for the time being”, som Wenders voice-over siger.

På den måde er Lightning over Water en blændende ærlig film, der tager både de fiktionelle og de dokumentariske virkemidler alvorligt – og derfor formår filmen at blande dem, så det giver en fuldstændig mening. Der er mange andre ting at arbejde med i denne film. Filmen er blandt dem, der efterlader sig hensunket i eftertænksomhed både pga. samtalernes dybsindighed, men så sandelig også på baggrund af det nænsomme portræt af en amerikansk instruktør, der på sit dødsleje ikke er færdig med at fortælle historier. Det interessante er dog, at selvom filmen er forsøgt planlagt i flere forskellige, alluderende nuancer (fx til King Lear), så vinder virkeligheden: ”Reality was stronger than the fiction we were trying to make”.

Det er selvfølgelig en tolkningssag, men titlen synes derfor kraftigt at henvise til en form for livsmæssig flygtighed, der opstår og forsvinder som en gnist. Men i stedet for at lynet har noget at slå ned i, som det har over land, så er lynet bare, når det opstår over havet, over vandet. Lightning over Water peger på livet som en uvis kraft, der kan slå ned hvor som helst – men alligevel er det præget af en form for hjemløshed. Så selvom det er den særskilte skildring af Nick, der ultimativt er i centrum, så formår Wenders og Nicholas Ray – gennem titlen – at henvise til livets fremmedgjorte selvfølgelighed. Derfor er filmen også fyldt med små sekvenser af et skib, der sejler på Hudson flod og på havet. Et kamera er monteret på skibets dæk, og dette drejer tilfældigt rundt, mens det filmer – filmen såvel som lynet søger tilfældigheden, der kan overvælde det planlagte. Af samme grund har Wenders og filmholdet også placeret epilogen efter Nicks død på denne båd ude på havet. Livet opstår som et glimt og huskes som et tordenskrald, der buldrer videre i det fjerne.