Lars von Triers gamle Antichrist projekt er blevet genoplivet, selvom det er uvist, hvad der er blevet ændret i forhold til det gamle projekt, som von Trier mente, Peter Ålbæk afslørede. Hvad der ikke er uvist, er, at von Trier endnu engang skaber røre i Cannes og deler vandene blandt kritikere og utvivlsomt også blandt det brede publikum. Den første journalist i Cannes forlangte da også, at von Trier skulle forklare og retfærdiggøre filmen – von Trier nægtede at retfærdiggøre filmen, men forklaringen var klar: han er den bedste instruktør i verden. Et passende svar på et latterligt spørgsmål. Dog skal der ikke herske nogen tvivl om, at det er svært at adskille selve filmen fra den omtale, den uvægerligt vil få – lad derfor denne anmeldelse være et forsøg på det umulige, men eneste fornuftige – at forholde sig til filmen som film og lade diskussionerne om von Triers provokationer, depressioner eller forhold til sin mor glide i baggrunden.

Det er dog lettere sagt end gjort, da det er meget svært at definere Antichrist. Det er ikke en gyser, selvom den ofte er blevet omtalt som netop en gyser. Samtidig er det heller ikke et psykologisk drama. Plottet er dog lige så simpelt, som det er intenst: et forældrepar mister deres barn, som falder ud af vinduet, mens forældrene har lidenskabelig sex. Manden, som er terapeut, påtager sig opgaven at få sin kone ud af den sorg, som hun befinder sig i. Igennem denne proces tager de ud til deres hytte i skoven for på den måde at håndtere deres tab. Historien fortælles primært fra mandens side (Willem Dafoe), mens drivkraften er kvinden (Charlotte Gainsbourg). Vi hører aldrig de to hovedrollers navne, men begge skuespillere leverer stærke præstationer. Samtidig er Antichrist dog ikke noget karakterstudie – vi kommer aldrig rigtig ind under huden på dem, selvom vi føler med dem, især med Hende (rollerne identificeres blot som Hende og Ham i rulleteksterne).

Filmen er bygget op omkring en fast struktur, som vi er begyndt at genkende hos von Trier; her har vi en prolog, fire kapitler og en epilog. Denne kapitelinddeling var udtalt i både Dogville og Manderlay men fandtes også allerede i Breaking the Waves. Det er ikke blot strukturen, som er genkendelig, men von Triers fascination af kvindens lidelser er også det udtalte emne i denne film, og som i de forrige mange film er det følelserne, som er i fokus – både hovedpersonernes men så sandelig også seerens. Hvad end man mener om von Triers film, er det tydeligt, at han er i stand til at spille på publikums følelser, og han holder intet tilbage i Antichrist; langt de fleste scener er grænseoverskridende i den ene eller den anden forstand, og Charlotte Gainsbourg har ikke holdt sig tilbage i dette studie af sorg, smert og fortvivlelse – det er skræmmende, det er væmmeligt, og det er dybt, dybt fascinerende.

Prologen holdes i slow-motion og i sort-hvid, hvilket skaber en sær afstand til handlingen, en afstand som står i kontrast til de ultra-nær billeder, som dominerer billedfladen – og ja, ligeså ultra-nært og eksplicit som i Idioterne. På den ene side drages vi ind i personernes verden, men da vi ser barnet falde langsomt ud af vinduet og nærmest svæve mod jorden, skaber den blidt dalende sne en skærm mellem os og barnet.

Herefter er der dog ingen skærm mellem filmen og publikum – vi ser Ham og Hende gå bag kisten; Han græder, mens Hun er blottet for følelser, indtil Hun kollapser. Næste scene er i hospitalet; der er gået en måned, og hun er lige sønderknust. For at hjælpe hende vælger Han at afbryde den officielle behandling og tager Hende med hjem for at udøve sin egen behandling – han kender hende jo bedre end nogen anden, som Han siger. Den vigtigste regel er, at man ikke må have sex med sin terapeut, men der går ikke længe, før denne regel er brudt efter et voldsomt udbrud fra Hende. Hermed tegner sig et billede, som skal gå hen og vise sig at være ganske betydningsfuldt – hver gang Hun føler sig overvældet af sorg, søger hun mod sex for at skabe afstand til hændelsen og ikke som en form for nærhed. Kønsakten er præget af desperation og har ikke den lidenskab, som man ser i prologen.

Da Han ikke føler, at de kommer nogle vegne med behandlingen, vælger han at konfrontere Hende med hendes største frygt, i håb om at overvinde hendes angstanfald. Hun kan ikke sætte ord på det, men tæt på toppen ligger skoven og deres hytte – Eden, som stedet hedder. Det er her gysergenren viser sig, for selvom dette ikke er en gyserfilm i gængs forstand, så benyttes gyserens ikonografi og ikke mindst lydsiden – vi finder en mørk, dyster og tågefyldt skov med knugende, klaustrofobisk lydspor á la David Lynch. Der er langt fra skovens navn til stemningen, og som Hun siger på et tidspunkt i filmen ”Naturen er Satans kirke.” Religion og især kvindens rolle i forhold til religion sættes i spil. Ikke udpenslet men det ligger konstant under overfladen og ulmer, og det er også her filmen har hentet meget af sin inspiration i anden halvdel. Filmens titel antyder naturligvis en religiøs læsning af hele filmen, men det vil være at afsløre for meget at komme ind på det her.

Efter ca. en time skifter filmen langsomt karakter og nærmer sig muligvis det overnaturlige og okkulte – det fascinerende ved filmen er dog, at på dette tidspunkt er man så bundet ind i de psykologiske forklaringer, at man ikke ved, om det er personernes vrangforestillinger, der vises, eller om man skal tolke billederne bogstaveligt. Hele tiden er vi på kanten; følelsesmæssigt såvel som fortællemæssigt. Det er her filmens store styrke træder frem: dens visuelle stil formår på smukkeste og mest skræmmende vis at fremkalde en følelsesladet stemning, samtidig med at vi bliver draget længere ind i personernes psyke. Derfor er filmens anden halvdel også den svageste, da den falder tilbage på et mere velkendt handlingsforløb.

Det skal dog ikke lyde som om, filmen falder til kort i den sidste del, for det er langt fra tilfældet – det er også i sidste del, at filmens store pointer bliver trukket frem, og man sidder tilbage med filmen i kroppen. Det er en kliché, men det er en kliché som von Trier er eminent til at forvalte; man kan ikke se Antichrist og ikke lade sig påvirke. Filmen er skræmmende, brutal og eksplicit til sidst, og dens konklusion, som på fineste vis trækkes frem i prologen, rækker langt ud over filmens umiddelbare historie. Dette er filmkunst af højeste klasse.