Der må være andre end Lars, der som børn forsøger at forestille sig jordens undergang? Måske har man set en udsendelse om jordens endeligt og kan forestille sig solen vokse sig til en hvid kæmpe og opsluge hele jorden. Alt liv, al kunst, alt der kan forbindes med jorden udslettet i et splitsekund. I den henseende er børn meget mere realistiske og endnu ubundne af jordnære forhold, såsom den voksne kærlighed og hvad deraf kan følge af bagsider til denne. Frygten består naturligvis i udsigten til denne ufattelige hændelse mange millioner år ude i fremtiden men samtidig peger tanken også på ens egen forgængelighed.

Det er sådanne dystre undergangstanker som præger Lars Von Triers nye film Melancholia. Her er det dog ikke solen der ødelægger alt, nej i von Triers version trues jorden af den blå planet Melancholia, der i filmens prolog, ledsaget af overturen til Wagners Tristan og Isolde, kolliderer med vor egen blå planet. Der klippes til et uforglemmeligt flot nærbillede af den ene af filmens to protagonister, den unge pige Justine (Kirstin Dunst) der i et nærmest Dreyer’sk Jeanne-D’arc-close-up pludselig omgives af fulge - spurve som høge - der falder mod jorden i ultra-slow. En sådan visuel åbning er ikke helt til at få ud af systemet.

Systemer er også på spil i von Triers nye film, i al fald fortælletypiske systemer. Man kunne begå fejlen at vælge at læse for meget af Triers egen person ind i tolkningen af filmen, men undertegnede, den ovenud begejstrede filmanmelder, har ikke i sinde at fokusere for meget på von Triers personlige følelsesliv og faktisk vil undertegnede endda helt undgå at nævne palaveren i Cannes, hvor den samlede danske presse (ansporet af TV2) udråbte Lars til nazist, for det har ikke noget med filmen at gøre. Det er den aktuelle film og ikke manden bag Melancholia der skal dissekeres i kapellets fugtige kældre.

I stedet for på traditionel måde at lade verdens endeligt, som man for fem-ti år tilbage ville vælge at have lavet til en stort anlagt katastrofefilm, hvor folk løber råbende og skrigende mod den sikre død, har Lars (håber man godt må være på fornavn?) lavet en film, der er alt andet end et actionbrag. Verden vil som T.S. Elliot skrev det ende med et klynk og dette er hele kernen i Melancholia. For det er en film, der bringer denne undergangstanke helt ind i den nære familie. Samtidig er det en film der på allersmukkeste vis, giver os en fortælling om en kvinde og hendes søster, der begge i løbet af filmen får mulighed for at vise utroligt mod, overskud og styrke på hver deres måde.

Hr. von Trier har skabt en film, der her på premiereaftenen i Aalborg den 26/5 2011 fik besøg af hele 9 biografgæster undertegnede selv iregnet. Det er en skam! Alle der holder af film bør rejse sig fra sofaen og støtte op om den utrolige oplevelse, som det er at se denne film på et stort lærred. Det er sådan en skam at mange biografgængere, i det øjeblik hvor anmeldere begynder at slå verbal flikflak efter at have overværet så utrolig filmisk fortællelyst og skamroser det med rette, vælger bevidst at undgå filmen.

Melancholia er bestemt heller ikke en rar, hyggelig Hollywoodfilm hvor familiens overhoved, i de fleste tilfælde spillet af Matthew Broderick, redder alle sidste øjeblik, nej i Melancholia er vi vidne til at psykodrama, der med udslettelsen af alt levende som udgangspunkt – vi ved det sker, prologen har blotlagt det uundgåelige for os - følger de to søstre vel vidende at fortællingen kun har et muligt udfald. Alt dør. Det er derimod måden som filmens seere bliver ført hen mod denne uundgåelige undergang som er helt igennem blændende fortalt.

Skal man endelig kritisere noget ved filmen, så kan enkelte undervejs måske trættes lidt af det musikalske leïtmotif , førnævnte Wagnerstykke, når man når mod slutningen af filmen. Dette ledemotiv introduceres dog så allerede i filmens prolog, så temaet kommer til at fungere som en form for hukommelsesmæssigt link til denne prolog.

Prologen er utrolig smuk, stiliseret og foruroligende. Trier viser os utroligt langsomme billeder af Justine og fuglene, tre figurer placeret på en plæne med et solur i forgrunden – og både figurer, træerne og soluret kaster to slagskygger. En udmattet, sort hest kollapser mod græsset (enkelte von Trier fans genkalder sig sikkert Forbrydelsens element) . En hvid brud, der i en natscene forsøger at løbe gennem en skov filtret ind i lange tråde, der også hænger fra træerne. En moder med et barn i favnen der synker dybere og dybere ned i græsset på en golfbane. En brud der med et smil på læben driver ned af en flod omgivet af åkander. En dreng, der snitter bark af en lang træpind og endelige de to planeter der kolliderer med hinanden. Det er vigtigt at genkalde sig disse billeder og det er også derfor der dvæles ved dem indledningsvis, for genistregen i Melancholia er i dens leg med den visuelle fortællings struktur.

Vi genkalder os billederne fra prologen i de scener hvor filmens figurer fortæller hinanden om dem, eller vi som seere genkalder os disse stiliserede øjeblikke igen men i en noget mere mondæn version. Vi ser eksempelvis mod slutningen drengen snitte i træ og vi oplever også hesten lægge sig på jorden. Andetsteds opfordres vi til at huske disse scener gennem dialogen, eksempelvis i scenen hvor Justine, halvt drømmende under hendes bryllupsfest i starten af filmen, fortæller søsteren at ”jeg har det som om jeg løber i tykt, gråt garn” – her genkalder seeren tableauet fra prologen, og på denne måde nærmest indplanter von Trier disse i detaljerede og digitalt efterbearbejde billeder i vores hukommelse, så de kan tilgås når der er brug for dem, i stedet – som sikkert de fleste filmmagere ville gøre – at klippe til dem idet der er behov for dem. På den måde kommer prologen til at fungere som en form for fortællemæssigt anker som resten af filmens handling kan være bundet op på, forudsat at man ihukommer referencerne. Det er denne leg med – ikke en egentlig kronologi – men snarere med mulighederne iboende i filmisk fortælling, der skaber et ekstra lag i filmen. Dette er både virkeligt modigt og visionært udført.

Filmens to egentlige kapitler benytter bevidst denne form for visuel intratekstualitet til at skildre karakterernes nærmest subjektive oplevelse af det vi som seere har fået privilegeret adgang til gennem prologen. Man kunne godt indledningsvis tolke prologen som en drøm, men filmens virkelighed, kollisionen med planeten, forekommer pludselig som alt andet end et mareridt – men i stedet som den håndgribelige filmiske virkelighed. Dommmedag er ikke blot et symbol på psykologien, familien der splittes indefra eller depressionens altoverskyggende væsen, den kan lige så vel opleves som fuldstændig bogstavelig, som den fysiske udslettelse af alt levende. ”Vi er helt alene i universet”, hævder Justine og accepterer tilskueren denne nærmest nihilistiske opfattelse, så bliver tragedien blot så meget større mod slut.

Men filmen sender også eksterne referencer, til både andre af Triers film om kvinder, til Alain Resnais’ L’année dernière a Marienbad (isæt i prologens skildring af haven) over det evige Wagnertema og til billedkunsten mere generelt, her eksemplificeret i scenen hvor Justine arrigt finder andre kunstbøger at stå fremme på display i husets bibliotek. Hun fravælger den abstrakte kubiske og slår i stedet op på klassisk figurative væreker som hun sætter frem på hylderne. I den forbindelse vises også ganske kort John Everett Millais klassiske prærafaelitiske maleri Ophelia, der også har været inspirationen til filmens danske plakat.

Men Melancholia har ud over sin smarte fortællestil, referencer, der vil tiltalle alle der holder af æstetik og kunst samtidig alt det som en film skal have. Den er rørende, skuespillerne yder alle deres ypperligste og samtidig er temaet om kærlighed og død et som alle kan relatere til. Der er ingen grund til at gå i detaljer om filmens egentlige handling, for den bør man opleve på egen hånd.

Hypnosen har siden Forbrydelsens Element, været en nærmest fast del af von Triers univers og i denne film suggesterer Lars så bare hans egen undergangsvision for os. Det er både noget så sørgeligt og så uendeligt fint lavet, at man ikke kan bære hvis ikke denne film får de høje tilskuertal den fortjener. Det er kunst, intet mindre. Det er måske ikke Triers allermest mørke film, men det er stadig en fortælling der har kant og som er i stand til at skabe en række realistiske figurer, fanget i en ubærlig urealistisk situation. Støt derfor op om Melancholia, du vil både blive rørt og muligvis få øjnene op for hvorfor Lars von Trier får så megen omtale – det er på grund af hans film!