Et dystert, ensomt hus ved juletid. Nærbillede af et øje. Lydstumper fra slutningen af ottende del af Riget kørende på det gammeldags billedrørs-tv i baggrunden. Da fokus skifter, er det muligt at se en ung Lars Von Trier spejle sig i iris. Kvinden rejser sig og tager DVD’en ud af afspilleren, efter at have hørt Trier synge om Mona og Krüger. ”Tænk, at de kan sælge sådan nogle halvkvædede viser” siger kvinden til sig selv og tilføjer ”Det er da ikke nogen slutning!” Sådan kickstarter Lars von Trier det første af de sidste fem afsnit i tv-serien Riget: EXODUS.

I undertegnedes verden var den oprindelige serie (sammen med Twin Peaks og X-Files) i starten af 1990’erne med til at omdefinere tv-serien, både indholdsmæssigt og formmæssigt. Selv om Riget af mange anses som en slags ’von Trier-light’, en auteurs forsøg på folkelighed, så har tv-serien, selv alle disse år senere, stadig bid og imponerer ved både en fortættet stemning af uhygge og den meget skarpe satire, der stadig er beskæmmende aktuel. Selv om handlingen foregår på landets største hospital, så kræver det ikke megen næranalyse at se at Rigshospitalet blot er en miniatureudgave af det rige, der omgiver os alle sammen, komplet med skrankepaver, imbecile topchefer og djøffer, der sørger for at tingene ikke kører helt så optimalt som det burde

Det må have været en kolossal udfordring for Lars von Trier at genoptage arbejdet med at få afsluttet sidste del af sin tv-trilogi. Dette ikke fordi at ideerne mangler, men snarere rent lavpraktisk da så mange af skuespillerne fra det oprindelige cast for længst er draget til åndernes verden. Blandt disse forhenværende hovedfigurer kan nævnes Drusse (Kirsten Rolfes), hendes søn Buller (Jens Okking), Bondo (Baard Owe), den lune overlæge Mosgaard (Holger Juul Hansen) og ikke mindst den svenske overlæge Helmer (Ernst Hugo Järegaard), men også en stor del af bifigurerne, som Hansen (Otte Brandenburg) og den ene af de to opvaskere (Morten Rotne Leffers) er her heller ikke mere. Udfordringen har måske været stor, men bare fordi noget er vanskeligt, er det ikke umuligt – især ikke hvis man hedder Lars von Trier.

I Riget: EXODUS går Karen (Bodil Jørgensen) efter at have brokket sig over den manglende slutning på sin DVD-udgave af Riget i seng, men tøjrer sig til den. Hun vågner kort tid efter og siger med en dyb stemme, at ”de kællingeknuder kan ikke holde mig tilbage”. Hun løsner herefter sine bånd, putter en pose med vaniljekranse i lommen og går ud gennem sin hoveddør, hvor der med blodrødt er skrevet ”Sleep walker”. Karen lider nemlig af søvngængeri – en evne som hun senerehen virkelig får brug for. Dette aspekt er godt tænkt, for idet seeren følger Karens somnabulistiske oplevelser på Riget, så kan nogle af de mere overnaturlige og surrealistiske elementer man oplever sagtens forklares, da vi netop er på tur et sted mellem Karens drømme og virkeligheden på riget. Går man derimod dette aspekt af serien efter med en tættekam, så vil man opdage at der måske ikke er så stor forskel mellem drøm og realitet.

Idet Karen går ind på Riget, skifter farverne fra det mere realistiske til den velkendte orange-gustne tone, som alle der har set de første dele af serien ved er Rigets farvepallet. Til gengæld lægger man hurtigt mærke til hvor stor forskel der er i billederne fra den originale serie til den nye. På Viaplay har man i flere måneder kunnet se en nyrestaureret version af de otte første afsnit, men dem har anmelder desværre ikke haft adgang til. Det klassiske 3:4-tv-format er blevet byttet ud med bredformat, og de lidt grynede billeder præsenteres nu i flot HD kvalitet. Det er dog ikke udelukkende den tekniske side, der imponerer ved denne finale.

Det som virkelig imponerer, er at Trier formår at få fortsat og afsluttet den fortælling, som blev påbegyndt i 1994. Karen kommer til at fungere som en erstatning for Drusse, idet hendes særlige evne til at bevæge sig mellem drøm og virkelighed, er nødvendig for at vi alle kan komme tættere på at få løst de mysterier der gemmer sig.

Samtidig med at Karen dukker op, så ankommer også en svensk overlæge til netop neurokirurgisk afdeling på 9. sal – en læge, der viser sig at være søn af den nu afdøde Helmer. Lige som sin far har han et indædt had til danskerne og lige som sin far kan nogle af de betragtninger han kommer med, faktisk virke overordentlige rimelige, mens andre er helt horrible. Helmer insisterer på at ’henificere’ afdelingen. Under hans ledelse er det nu slut med at benytte personlige pronominer som ’han’ og ’hun’, men udelukkende benytte ’hen’ som et slags fælleskøn. En beslutning der hurtigt får ret katastrofale følger.

Den overlæge som Helmer skal arbejde sammen med, hedder Pontoppidan (Lars Mikkelsen) og er lige så verdensfjern og måske endda en endnu større særling end sin forgænger Moesgaard. Pontoppidan plages konstant af ’elevatornissen’, aka. Rigmor Mortensen (Ghita Nørby), der nu ikke længere er læge men derimod patient på riget. Rigmor har en evne til konsekvent at være med den samme elevator som den Pontoppidan tager, for straks at begynde at fortælle ham tydeligvis ligegyldige historier. I opvasken, hvor de figurer der virkelig har forstand på hvad der sker i alle krogene på hospitalet, finder vi nu Lillemand (Jesper Sørensen) og en robot, der lige som deres forgængere kommenterer på mange af de ting vi oplever.

Der bydes undervejs også på gensyn med både Judith (Birgitte Raaberg) – moderen til ’lillebror’ og Fru Svendsen (Birgitte Neumann), men vi præsenteres selvsagt også for en række nye figurer. Blandt disse finder vi en meget ivrig svensk læge Anna (Tuva Novotny), der forekommer meget fascineret af Helmer jr., lægen Philip Naver (Nikolaj Lie Kaas) der mildest talt er meget vægelsindet, samt mange flere. Der er mange handlingstråde der skal samles op i den nye serie og der er også en del nye der etableres. Heldigvis leder alt dette til at vi seere endelig får en rigtig slutning, som den Karen efterlyste i starten.

Måske er Riget: EXODUS knap så ’uuuh-hyggeligt’ eller grænseoverskridende i både indhold eller form som i de foregående sæsoner. Det er også svært, for som Trier selv siger da vi når til rulleteksterne på første afsnit; ”Jeg har gjort mit bedste, og alle vil naturligvis forlange mere, meget mere. Det er ganske rimeligt da det korte blev for kort og det lange blev for langt.” I det hele taget forekommer instruktøren ret selvudslettende undervejs i serien, idet han lader flere af figurerne i serien udtale sig ret så negativt om ’idioten von Trier’ – for Riget: EXODUS er i høj grad også blevet en serie, der netop spiller på, at de første to sæsoner var rendyrket fiktion, vel og mærke en fiktiv tv-serie der griber direkte ind i den ’virkelighed’, der præsenteres i den nye serie.

Selv om horrorelementerne ikke er lige så fremtrædende, er der til gengæld skruet godt op for galskaben og de konsekvent satiriske og humoristiske undertoner, der (også i gensynet med de første to dele af serien) ofte overskygger gyset. Til trods for dette omtales Riget i daglig tale som en gyserserie og ikke en komedie. Det virker som om at det er de skræmmende aspekter i serien som folk kan huske, snarere end de grotesk morsomme. Selvsagt så fylder de dansk-svenske relationer også en del og med frygt for at afsløre for meget [spring næste par linjer over hvis du ikke vil have nogen spoilers overhovedet – red.), så finder Helmer på Riget en række ligesindede landsmænd, der mødes, snakker svensk og lige som ham også konsekvent tager fælgene af deres Volvo’er, når de parkerer.

Anmelder fik for lidt over to år siden – fra en ultrahemmelig kilde tæt på produktionen - mulighed for at få at vide hvordan Riget: EXODUS ender. Selv om undertegnede ikke normalt er glad for spoilers, så blev der straks takket ja til denne information. Redaktørens reaktion kom prompte efter at have hørt rygterne; ”hvis det virkelig sådan det ender, så bliver det da helt fantastisk!” Uden at spoile noget som helst kan Kapellet nu bekræfte, at disse rygter viste sig at være helt sande. Det var vitterligt sådan det hele sluttede og til trods for at det var vanskeligt at gå med denne hemmelighed i så lang tid, så har det været hele ventetiden værd.

Der vil, som Trier selv proklamerede, forventeligt nok være folk, der vil mene at den sidste del, slet ikke kan leve op til originalerne, men når man tænker på hvor mange år der er gået siden anden del sluttede, hvor mange roller der skulle gentænkes og omskrives og i det hele taget hvordan man får samlet så mange at trådene som muligt, så er Lars von Trier i den grad lykkedes med sit projekt. For at kunne se hvor dygtig håndværk det reelt er, så kræver det at du gør det samme som Kapellets udsendte, nemlig at du (gen)ser de originale to sæsoner før du tager hul på EXODUS. Følger du ikke dette råd vil der være alt for mange referencer og plotelementer som næppe vil give mening.

Lars von Trier beviser endnu engang at han er Danmarks utvivlsomt mest opfindsomme instruktør. Han får ikke kun færdiggjort sin længe ventede trilogi, men leverer også en serie, der helt bevidst leger med såvel den gamle series status, instruktørens eget ry (læg blot mærke til de mange lydmæssige referencer til Wagner og tydelige referencer til nazismen, som jo bragte ham i fedtefadet på Cannes - red.) og ikke mindst en mængde andre værker. Undertegnede var i den forbindelse især begejstret for de direkte referencer til yndlingsfilmen Blade Runner. Det hele er virkelig morsomt, spændende, gribende og så er serien – selv om Lars næppe vil anerkende dette offentligt – virkeligt opfindsomt eksekveret. Kapellets anmelder kan derfor ikke anbefale Riget: EXODUS nok. Den er siden vi modtog serien til streaming indtil videre blevet set to gange og den skal med garanti ses igen. Addendum: Kapellet har, i tråd med en række ligesindede filmentusiaster et varmt ønske om at unikke serie på sigt bliver udsendt samlet på BluRay eller 4K selvsagt i de nye, restaurerede, widescreenversioner, som indtil videre kun kan ses på Viaplay.