Star Trek er, uanset om man kan lide det eller ej, et kult(ur)fænomen. Gene Roddenberrys klassiske tv-serie, og alt der kom efter, har i mange år delt science fiction fans i to lejre; de der var til Star Wars, og de der var til Star Trek. Star Trek har af sine modstandere fået skudt i skoene, at det var for pænt et univers, alt for filosofisk og fabulerende. Ikke mindst har kritikken lydt på, at serien var en rendyrket space-opera, som ingen rigtigt gad at lytte til. Heldigvis var der også en trofast skare af ihærdige fans, som kastede sig ind i kampen for Star Treks ære, faktisk i sådan en grad at tv-serien blev genopdaget og genfortolket i en række nyere serier (The Next Generation, Deep Space Nine, Voyager & Enterprise) og en serie af i alt 10 spillefilm.

Selvom seerne har været vidne til en del skiftende besætninger, er der mange Star Trek purister, der mener, at der ikke har været nogen, som overgik den oprindelige besætning på stjerneflådens stolteste skib USS Enterprises. Her er tale om en række karakterer, der optrådte i den originale serie fra 1960erne.

Det klassiske mandskab består først og fremmest af den kæphøje, kvindebedårer; kaptajn James Tiberius Kirk og dennes førsteofficer; den logisk tænkende Mr. Spock. Dertil kommer den utålmodige skibslæge ”Bones” McCoy, navigatøren Chekov, den smækre kommunikationsløjtnant Uhura, den asiatiske styrmand Sulu og ikke mindst den joviale maskinmester ”Scotty”. I 1960erne, under den kolde krigs absolutte frysepunkt, midt i borgerrettigheds- og kvindekamp, var Star Trek et forfriskende pust. Det var på den tid rimeligt revolutionerende, at se russere, sorte kvinder, asiater og hvide samlet om et fælles overordnet mål – fred i vores univers.

Selvom man som fan troede, man kendte disse karakterer godt, så tillader J. J. Abrams i den nye Star Trek film at redefinere og genopfinde den oprindelige serie, men gør det samtidig med en overlegen respekt for de oprindelige karakterer og den fiktionsverden det hele udspiller sig i.

Abrams’ Star Trek er ikke en prequel i den klassiske forstand, for selvom den beskriver de overnævnte personers unge år med kaptajnen i spidsen, skaber den samtidig (uden at afsløre for meget) et grundlag for, at disse klassiske sci-fi karakterer med tiden kan udvikle sig i helt nye og spændende retninger.

Filmen åbner traditionelt med et fantastisk rumslag, hvor et enormt, teknologisk overlegent rumskib smadrer et af føderationens flagskibe. Ved roret står James Kirks far, der i øjeblikket før hans skib ramler ind i fjenden, hører skriget fra sin søn, der netop er kommet til verden i en af de redningskapsler, som er blevet sendt af sted fra det nødstedte fartøj. I dette punkt, hvor død og liv mødes – gjort tydeligt i moderens blik, der både er fyldt med enorm glæde over drengebarnet og samtidig desperat af sorg over tabet af sin elskede – ved tilskueren, at en rigtig helt er født.

James T. Kirk vokser op som en trodsig ung mand uden formål i livet. Det ændres dog, da han efter et barslagsmål møder kaptajn Pike (som, alle fans ved, var USS Enterprises første ”rigtige” kaptajn – som set i både Roddenberrys pilotepisode til tv-serien og i episoden ”The Cage”). Pike overtaler den unge døgenigt til at søge ind i stjerneflåden, og inden længe er vores næsvise yngling i lag med grønhudede kvindfolk, og tilskueren får snart bekræftet, at den unge Kirk er lige så gal, overlegen og trodsig som ham, der blev spilet af William Shattner. Heldigvis har Chris Pine ikke valgt at artikulere lige så akavet, som William Shattner gør det.

Samtidig med Kirk følger seeren også den unge Spocks vej fra barn til ung. Den unge Spock drilles i skolen på Vulcan af sine klassekammerater for at have en jordkvinde som mor, og vi ser ham kæmpe indædt mod de menneskelige følelser. Vi møder dernæst den unge Spock, som er i tvivl, om han skal gennemføre Kolinar-ritualet, en handling som vil rense ham for alle følelser og ligeledes noget, som hærdede fans kender til.

For alle virkelige nørder får vi i filmens første del også at se, hvordan det lykkes Kirk at klare den ellers umulige ”Kobayashi Maru” test i 3. forsøg på akademiet, men før Kirk kan blive ordentlig revset for sin handling, er der pludselig et nødopkald fra Vulcan – Spocks hjemplanet. Det overlegne skib fra filmens start er tilbage og synes at true hele Vulcan. Da Kirk midlertidigt er suspenderet fra tjeneste, er gode råd dyre. Han får heldigvis hjælp fra sin ven doktor McCoy, der forbarmer sig over Kirk og får sneget ham ombord på flagskibet USS Enterprise.

Ud over mange elementer, der vil gå rent ind hos fans af serien, er det også en film, som nytilkomne til universet med garanti vil kunne nyde. Selvom de måske ikke fanger alle referencerne til handlingselementer, som har været nævnt i andre film, så har J. J Abrams og hans manuskriptforfattere sørget for, at der er andre populærkulturelle, intertekstuelle referencer, som er blevet lagt ind i handlingen, eksempelvis Spock der giver sig til at citere Conan Doyles mesterdetektiv ordret mod filmens finale.

Filmen er tillige bragende flot lavet, og i modsætning til de gamle Star Trek film er der både humor, rumkrig og action nok til at stille selv de mest handlingsliderlige tilfreds. Samtidig tør manuskriptforfatterne som før nævnt at foretage væsentlige ændringer på det univers, som både de oprindelige serier og film foregår i. Igen med risiko for at afsløre for meget, så er Star Trek på mange måder en ny begyndelse. Den kan ses som en form for parallel udgave til den Star Trek, mange i forvejen kender og holder af. Så medmindre det er tanken at rette op på de tids/rum paradokser, filmen leger med i en eventuel fortsættelse, så er kimen lagt til en hel række friske og spændende film, der samtidig formår at beholde de nærmest arketypiske karakterer som fans holder af intakte.

Det er faktisk lidt af en kraftpræstation at genskrive Star Trek fra bunden, men manuskriptforfatterne Roberto Orci & Alex Kurtzman kan virkeligt deres kram og J.J.Abrams viser både stilsikkert i sin film, at han har den størst mulige respekt for det oprindelige forlæg, samtidig med at de ikke er bange for at forsøge noget nyt. Tillige er det også skønt, at der er blevet plads til at undertegnedes personlige favoritskuespiler fra den oprindelige serie, Leonard Nimoy, får chancen for igen at spille Spock. Selvom Zachary Quinto (som de fleste måske kender bedst for rollen som ærkeskurken Sylar i tv-serien Heroes) gør en virkelig god Spock, er der nu ikke noget, som den ægte vare.

Så hvad enten man er til Star Trek eller blot har savnet en forrygende rumfilm, der giver plads til både det spektakulært excessive, de store følelser og en ordentlig omgang popcornsunderholdning, så er Abrams’ Star Trek en film, man ikke kan komme udenom. Især ikke på et stort, stort biograflærred.