2009 har været et rigtigt godt år for animerede film. Foruden den helt fantastiske Up! fra Pixar, Bolt fra Disney, den utroligt flotte dukkefilm Coraline har vi set Miyazakis nyeste epos Ponyo på klippen ved havet, der var henvendt til de allermindste i publikum. Selv om disse film måske har domineret billedet i 2009, så ændrer det ikke ved, at der var en del andre virkelig vellykkede animationsfilm på markedet. Monsters vs. Aliens var en af årets første virkelige seværdige animerede film, der heldigvis også bød på en masse underholdning for de mere voksne blandt publikum.

Det er som om især amerikanerne har fundet frem til den formel, der virker når der skal skrives manuskripter til eventyrlige animationsfilm. Ikke alene skal der være nok spektakulære scenerier, sjove figurer og action til at tilfredsstille de yngre i publikum, men der skal også være en masse referencer som podernes forældre kan lade sig underholde af. Monsters vs. Aliens følger også den formel, idet ungerne kan grine af slimklatten Bob, når han ved en fejltagelse sluger sit eget øje, mens os fans af gamle monsterfilm smiler bredt over hele 25-øren, når vi blive præsenteret for animerede alter egoer til Fluen (i Monsters vs. Aliens kaldet Dr. Kakerlak) , Uhyret fra den sorte lagune (her Missing Link), Godzilla/Mothra (her Insectursurus) & The Blob (som naturligvis hedder Bob). Når filmens centrale protagonist tillige er af hunkøn (Susan er et animeret alter ego til the 50ft. Woman), som ellers kun optræder sjældent i den slags science fiction/monsteruniverser, så får man pludselig en animationsfilm, der måske har noget på hjerte.

Susan starter som en lidt underkuet hvid brud. Hendes åleglatte kæreste arbejder på Modestos lokal-tv som morgenvejrmand og har netop friet til hende for åben skærm. Hun accepterer, men før de når at blive gift rammes Susan af en meteor fra rummet. Meteoren indeholder en kraft som gør at hun under vielsen begynder at vokse helt vildt. Gæsterne flygter. Militæret rykker ind og inden man kan nå at skrige og pege befinder pigebaret sig i en topsikret bunker, samen med sine nye monsterkollegaer.

De andre monstre, som naturligvis er meget godmodige, kan fortælle Susan at hun aldrig får mulighed for at flygte, men da en gal alien sender en enorm robotdrone til jorden, i forsøget på at udvinde de kræfter Susan nu besidder, bliver regeringen enige om, at den eneste løsning er at pudse monstrene på denne trussel fra det ydre rum.

I biografen var det muligt at se filmen i fuld farve og 3D med polaroidbriller og på hjemmebiografens Blu Ray og DVD udgaver af filmen kan den også opleves i tre dimensioner. I hjemmebiografen er det den såkaldte anaglyfe 3D teknik der anvendes (dvs. det er de velkendte rød/blå man ifører sig) og den kan i sagens natur ikke kan gengive filmens mange flotte farver. Så man må træffe et valg, enten kan man se den i fuld farve og 2 dimensioner, eller få 3D effekten med og så give afkald på farverne.

Blu Ray udgaven er fyldt med ekstramateriale, blandt andet en helt ny lille film med monstrene, der hedder B.O.B.’s Big Break. Den har man også mulighed for at opleve i anaglyfisk 3D hvis man vil. Den foregår mange år før monstrene mødte Susan og handler om deres snedige flugtforsøg fra den hemmelige base, udtænkt af Dr. Kakerlak. Filmen varer omkring et kvarters tid og er ret morsom. Ud over at både bonusfilmen og hovedfilmen tager sig utroligt flot ud i HD, så er der også et væld af ekstramateriale som fans, ungerne og alle nørder kan boltre sig med.

Selv om visse kritikere har været – i undertegnedes øjne – ret hårde i deres dom over Monsters vs. Aliens, så er det stadig en virkeligt flot computergenereret underholdningsfilm for hele familien. Der er måske lidt længere mellem de hjertelige grin end hos nogle af konkurrenterne og man kunne måske godt have ønsket at animatorerne og fortællerne havde ført nogle af situationerne lidt længere ud end tilfældet er, men det devaluerer ikke nødvendigvis helhedsindtrykket.

Filmen leverer varen og selv om den måske ikke er lige så morsom eller rørende, som de ovennævnte konkurrenter, så udmærker den sig alligevel ved at have en kvindelige hovedperson, der i løbet af filmen på bedste manér emanciperes fra den traditionelle rolle hun i starten af filmen har. Hun finder sin egen (overmenneskelige) styrke og (enorme) ben at stå på. Susan er på denne måde naturligvis en meget politisk korrekt superheltinde, men også en som man ikke vil have noget imod at ens datters spejler sig i. For det er, i denne anmelders sind, godt nok en hel del mere sejt at være i stand til at smadre kæmperobotter og tentakelbefængte rummonstre, end det er at flytte ind i sit lyserøde hus med Ken og åbne en frisørsalon.