Ken Russell har altid været en filmmager, der både har villet provokere og skubbe seeren til grænserne af den gode smag. Samtidig har hans film altid været store oplevelser, både rent æstetisk og sanseligt. Fra film som Gothic, der var en fiktion over den sensommer ved Genevesøen hvor Mary Shelly skabte Frankenstein, over rockoperaen Tommy, hvis filmsprog på mange måder blev planket i Alan Parkers udgave The Wall til Whore, der godt kan ses som en diametral modsætning til den lykkelige askepot-luder, vi finder i Pretty Woman. Sidstnævnte film synes desuden at være lidt en variation over et tema, for 7 år før Whore instruerede Russel sin måske mest kendte film nemlig Crimes of Passion eller China Blue, som blev filmens danske titel.

På overfladen er Crimes of Passion en film, der skildrer en række ynkelige, seksuelt frustrerede og lettere perverse personer, der på hver sin vis udlever frustrationen gennem forskellige seksuelle lege og udskejelser. Filmens mandlige hovedperson Donny har store problemer på hjemmefronten. Hans kone har aldrig rigtigt været interesseret i sex, og deres parforhold knirker mere end en rusten kirkegårdslåge. Da Donnys familie er hårdt trængt økonomisk, tager han et ekstra arbejde. Han får til opgave at skygge en kvinde, som er ansat som chefdesigner for et lokalt tøjfirma. Firmaets chef mener nemlig, at det måske er Joanna Crane, der sælger firmaets designs til deres nærmeste konkurrent.

Donny opdager da også, at karrierekvinden Joanna lever et dobbeltliv – ikke som industrispion men i stedet som luder i en af de usleste dele af byen. Under pseudonymet China Blue giver hun mændene alt det, de drømmer om for den rette betaling. En af hendes faste plageånder er den småskizofrene præst Peter Shayne, der konstant skifter mellem at udråbe Joanna til Babylons skøge for det næste øjeblik at måtte overgive sig til sin sygelige seksuelle besættelse af hende. Inden længe er Donny også faldet for Joanna.

Crimes of Passion er ualmindelig 80’eragtig i sin neonæstetik og billeder, der konstant arbejder med slagskygger, skiftende lysmønstre og pangfarver, som oplyser skuespillerne. Det giver hele filmen et musikvideopræg, som forstærkes endnu mere af det repetitative, synthesizer tema (som i øvrigt er planket fra Dvoráks ”New World Symphony”). Alt dette gør, at filmens visuelle udtryk og lydside føles lige så utrendy som hyttesko og Limahl. Til gengæld er de seksuelle problemer, fortrængninger, skinsygen og sindssygen, som filmen behandler, lige så aktuelle i dag, som de var for 25 år siden, da filmen blev til.

Man har ikke nået at tolke meget, før det åbenbarer sig, at filmen er en allegori over det besværlige seksuallivs mange facetter, og især de problemer, der kan opstå, når ens seksuelle lyster ikke altid stemmer overens med arbejde, omverdenens forventninger, kernefamiliens værdier eller for den sags skyld religionens syndsbegreber. På denne måde kommer filmens centrale figurer hver i sær til at fremstå som nærmest arketyper på seksuelle væsener.

Præsten forsøger både at fordømme og forløse luderen – hun er Madonna og synder på én gang. Donnys fascination af China Blue vendes til genuine følelser for Joanna, men det er svært for ham at skelne – for er han tiltrukket af det forbudte, af det seksuelle, eller holder han virkelig af hende som person? Selvom Joanna i filmen fremstår ganske afklaret omkring sit dobbeltliv, ændres dette undervejs. Præsten forsøger konstant at plante en god portion kristen tvivl i hendes sind, og da Donny pludselig viser sig som både en følsom mand, forstående elsker og ikke mindst en, der har en interesse i Joanna, begynder hendes kyniske luderfacade langsomt at smuldre.

Det er en sand fryd at opleve Kathleen Turner i rollen som Joanna, for hun er både skamløs, fræk, forførende og enormt sårbar. Der er i al fald et enormt spring fra hendes rolle her til den, hun spillede i Romancing the Stone to år senere. Når vi er i gang med at rose spillerne, så skal Anthony Perkins naturligvis også fremhæves. På mange måder synes hans figur at trække tråde direkte tilbage til hans glansrolle som Norman Bates i Hitchcocks Psycho, for i Crimes of Passion har han også et voyeuristisk glughul, som han kan benytte til at lure på Joanna med. Tillige er hans sindssygdom tydeligvis den samme, blot med den forskel at han ikke længere både skal være Mor og Norman, men derimod præst og liderbuks i en og samme person. Selvom rollen er ret karikeret, så er det stadigvæk en ret imponerende og grænseoverskridende præstation, som Perkins leverer, og man kan sagtens se filmen alene på grund af ham og Kathleen Turner.

Crimes of Pasion er på ingen måde et filmisk hovedværk, eller for den sags skyld en særlig stor film, men den formår i hvert fald, via sit emne at være vedkommende og provokerende. Det er faktisk ret imponerende, at en soft-core film fra midtfirserne selv i disse over-pornoficerede tider kan fremstå så provokerende, som er tilfældet. Det er sikkert primært, fordi tonen i filmen er kold, kynisk og samtidig har en underliggende seksual- og samfundskritik, der konstant lurer lige under filmens porøse narrative overflade.