Den svenske dokumentarfilminstruktør Niclas Larsson debuterer med spillefilmen Mother, Coach, der i højst forvirrende glimt, fortæller historien om en dysfunktionel familie, der mere eller mindre frivilligt opholder sig i et møbelhus/lager i New York.

Mor, Sofa, lyder det som en lidt skæv og fjollet filmtitel? Det er det – men desværre også ganske dækkende over filmens indhold, der er baseret på en svensk roman Mamma i soffa fra 2020 af Jerker Virdborgen.

Filmen er surrealistisk, en fabulerende drømmeverden om familiekaos og konfrontationer, iscenesat fra mors grønne sofa. Det lyder pænere - men gør ikke Mor, Sofa mere spiselig. Det til trods for et højt ambitionsniveau og en stjernebesætning. Rigtigt vedkommende bliver filmen aldrig.

Oakbed Furniture hedder den store møbelbutik som Dave (Ewan McGregor) og hans mor (Ellen Burstyn) - hun har ikke noget navn i filmen, kun ´´mor´ (!) -har forvildet sig ind i. Og her er alt andet end moderigtige Ikea møbler – et sammenrod af alle stilarter. Nogle endda samlet i små salonagtige tidslommer. Helhedsindtrykket er rod og tilfældigheder. Det er her i møbelrodet Mor udsøger sig en grøn sofa. Sætter sig tungt på divanen og erklærer ultimativt og umotiveret: Her bliver jeg!

Det er alvorligt ment. Mor, 83 år, med store mørke solbriller, blondineparyk, Botox-læber og tætte dybe ansigtsrynker, har talt, og derved bliver det. Filmens plot er dermed skudt i gang.

Bella (Taylor Russell) , ejerens datter, er tilsyneladende den eneste ansatte i møbelhuset, er serviceminded og forstående overfor Daves forsøg på at overtale sin stædige mor til at tage hjem. Det hjælper slet ikke at Mors to andre børn Gruffudd (Rhys Ifans ) og Linda ( Lara Flynn Boyle) kommer til for at overtale hende til at forlade den grønne sofa for at tage hjem. Det afsløres hurtigt at de tre (halv)søskende, har hver deres far, og at de kun sjældent ses. Måske er sofa-stædigheden Mors snedige forsøg på at samle familien og konfrontere dem med hinanden?

Konfronteret bliver de, uden at der derfor slås de store gnistrer. Hver har deres profil. Dave familiefar, der endda svigter fødselsdag i hjemmet, for at hjælpe Mor væk fra sofaen. Gruffudd enegænger og egoist. Linda neurotisk kæderyger, der nærmest er ligeglad med familierelationerne.

Her i møbelhuset Oakbed Furniture, hvor endda enkelte bogstaver er faldet ud, så vi læser ”Future”, blotlægges fortidens dunkle undertrykte konflikter, tilsat de tunge metaforiske møbelassociationer. Alt sammen dirigeret og fremprovokeret af Mor fra den grønne sofa. Det er en tung omgang, som nok kan virke fortænkt, men indrømmet, er meget, meget, velspillet - ikke mindst de fire i mellem.

Mother, Coach vil for meget. Være dyb, surrealistisk. Et lidt psykisk, mystisk familie oprør. Det er ikke tilfældigt at vi ånder lettet op, når vi endelig en sjælden gang er udenfor møbel-helvedet og de gennemgående indklip viser smukke drivende skyformationer med en himmelblå baggrund – tilsat moderne jazzrytmer. Det letter stemningen og fremmer forvirringen.

Bedst, midt i det fortænkte familie- og møbelkaos, er de fremragende skuespillerpræstationer.

Det bliver filmen ikke vellykket af – men seværdig.