Når man er heks og tretten år gammel, så kræver traditionen, at man lever et år for sig selv i eksil. Ingen forældre. Ingen venner. Alene i en fremmed by! Byen vælger man selv, men som man kan se i Kiki – den lille heks, er det ikke altid lige let at være en bette heks i den meget store by. Filmen blev oprindeligt lavet af animémester Myiazaki i 1989, men først nu er den gjort tilgængelig i en dansk versionering.

Kiki har altid drømt om at slå sig ned ved havet, men hendes første møde med det pulserende byliv er alt andet end rart. Faktisk er hun lige ved at opgive sit forehavende og kaste heksehåndklædet i ringen og vende kosteskaftet hjemad, da en venlig bagerkone tager hende ind under hendes vinge. Først har Kiki ikke rigtig nogen anelse om, hvad hun vil foretage sig i byen, da det eneste hun virkelig kan er at flyve. Det får hun dog hurtig vendt til noget positivt, for på kosten kan hun konkurrere med selv de hurtigste postbude.

Filmen om Kiki er på ingen måde lige så fantastisk en fortælling, ej heler en film der kan måle sig med Studio Ghiblis hovedværker: Chihiro og heksene, Min nabo Torororo og Prinsesse Mononoke, men på trods af sin alder og sin meget traditionelle fortællestil, er der stadig masser at komme efter.

Myiazaki er kendt for sin fascination af ting, der flyver, og hos Kiki får man også fuld flyvefisk for pengene, især nær filmens hektiske klimaks. Den fantastiske historie synes at have referencer til et utal af børne- og teenage-fantasyfortællinger, der alle har overgangen fra barn til voksen som det mest centrale tema. Derfor bliver Kiki – den lille heks en form for tegnet bildungsroman for de allermindste.

Det er måske også netop det dannende element, som er filmens helt store force. Karakteren Kiki er ikke bare endnu en selvsikker Pippi Langstrømpe-type, der ikke lader sig kue af nogen eller noget – tværtimod. Hun er (som mange unge japanske piger) meget genert og usikker, og i en central scene i filmen mister hun ligefrem sin evne til at flyve, hvilket dramatisk set fungerer virkeligt fint. Naturligvis finder hun glæden og flyveevnen igen, når der er allermest brug for det, men moralen synes at være, at selv om livet indimellem kan forekomme hårdt og gå en imod, så skal man nok klare det, bare man tør stole på sine evner og tør finde venner.

Filmen giver derfor en masse at snakke med sine børn om, ud over den lange række, smukke, pasteltegnede baggrunde og animationer i verdensklasse. For selv om filmen om Kiki er en, der sagtens kan ses uden at trække de helt store filosofiske spørgsmål om liv og død frem, så er den stadig vedkommende i dens skildring af følelsen af at være anderledes og afsondret fra resten af samfundet.

Nu kan det måske lyde meget dybt, men det er egentlig enormt banalt og ligetil, for Myiazaki har en enestående evne til at formidle ganske komplicerede ting på en meget enkel måde, og det er nok også en af årsagerne til, at man kommer til at holde så meget af hans film.

Endeligt bør man ikke tro, at Kiki kun er en film, der udelukkende henvender sig til piger, selv om det nok er og bliver dens intenderede kernemålgruppe, for min 4-årige søn sad (som en sjældenhed) helt stille og sugede filmen ærbødigt til sig alle 103 minutter. Adspurgt om han kunne lide den, sagde han; ”Den er rigtigt sej, far” - så lad det blive den helt konkrete anbefaling som denne lille, animerede perle får med sig.