Det er lidt mærkværdigt, at det først er nu - i det herrens år 2009 - at filmen Neverwas lander i danske DVD-afspillere, for filmen blev gjort færdig allerede i 2005. Endnu mere mærkeligt er det, når filmen samtidig byder på en lang række store Hollywood-skuespillere og en historie, der leverer såvel et traditionelt psykodrama med et stænk af eventyr, kærlighed og magisk realisme.

Neverwas fungerer faktisk for det meste fint og leverer undervejs en masse fint skuespil fra de implicerede. At den alligevel ikke har nået vore breddegrader før nu, kan naturligvis tilskrives mange ting, men vigtigst er nok filmens slutning, som desværre kommer til at virke ret antiklimatisk oven på et ellers meget velfungerende setup. For – uden at afsløre for meget – så afrundes historien med der gives en rationel forklaring på alle sagerne, og det skuffer sikkert alle de håbefulde, der sad med forventninger om, at den magiske realisme udviklede sig til noget langt mere magisk, end tilfældet er.

Neverwas virker rent oplevelsesmæssigt lidt som at læse en af Anne Radcliffes gotiske fabler, spændingen opbygges gradvist, men den logiske forklaring, der gives til sidst, forekommer altid ret fesen. Selvfølgelig er man på intet tidspunkt i løbet af filmen blevet lovet fripas til en eventyrverden, men da filmen konstant synes at piske både protagonisten og seerens forventninger op til muligheden for den sekundære verdens eksistens, bliver rejsen derhen og afsløringen af dens ”sande” natur en lidt skuffende oplevelse. Især for de der gerne vil eventyret.

Filmens hovedperson Zack Riley er vendt hjem til sin fødeby for at arbejde som psykolog på det lokale sanatorium. Han er bizart overkvalificeret til stillingen men insisterer alligevel på at ville have jobbet. Sagen er nemlig den, at det var dette sanatorium, hvor Zacks far, T. L. Pierson, var indlagt, indtil han tog sit eget liv. Zack ser altså ansættelsen som en mulighed for at gøre en væsentlig forskel overfor andre, der måske er i same situation, som farmand var, og måske ved samme lejlighed at få uddrevet en del af fortidens, personlige dæmoner.

Faderen - T.L. Pierson - var en berømt børnebogsforfatter, der led af voldsom depression på trods af en sød kone og en overvældende kærlighed til sin søn. Hans største succes var børnebogen om det magiske rige Neverwas, hvor han havde skrevet Zack ind i historien, ligesom Lewis Carroll og C.S. Lewis også gjorde det med deres familier. Zack har dog ikke læst bogen længe men bliver nærmest tvunget til det, da en ældre, meget indelukket patient, Gabriel Finch, begynder at tale til Zack. Zack er den eneste på hospitalet, som Finch vil tale med. Finch har tydeligvis kendt Zacks far, og langsomt går det op for Zack, at den gamle mand måske er den sande ophavsmand til historien om Neverwas, for Finch siger, at han er kongen af landet, og at Zack bliver nødt til at hjælpe ham med at vende tilbage til sin trone.

Sideløbende er Zack rendt ind i barndomsveninden Maggie, der modsat ham er enorm stor fan af bogen om Neverwas, og der udvikler sig (naturligvis) en romance mellem de to. Filmens drivende element er Zacks bestræbelser på at komme til bunds i årsagen til faderens selvmord og ikke mindst i Finchs neurotiske fantasiunivers.

Ian McKellen er som altid god i rollen som Finch, selvom hans karakter godt kunne være blevet skrevet en del mindre karikeret. I et par mindre roller finder vi bl.a. Nick Nolte og Jessica Lange, som ligeledes giver overbevisende præstationer. Det virker som om, at instruktøren virkeligt har haft en masse på hjerte, da han skrev manus og gav sig til at instruere Neverwas, men det gør samtidigt, at filmen lider under en form for plotmæssig horror vacui, der desværre ikke giver seeren ret megen rum til refleksion eller fordybelse i de begivenheder, som vi er vidne til.

Neverwas er en ganske fin lille film, der med sikkerhed kunne have fundet et langt større publikum, hvis den dog blot havde turdet været en lang mere stilsikker og ren. Har man derfor lyst til at se film om folk på kanten af et sammenbrud, så synes en instruktør som Terry Gilliam umiddelbart at være langt mere leveringsdygtig – for han har skabt en hel række visuelt interessante og tankevækkende film om de fine linjer mellem imellem galskab, paranoia og fantasi.