Det er som om alting gik langsommere i gamle dage. Dette handler ikke kun om forskellen på at lave research på et bibliotek og bruge Google, om klippetempoet i actionfilm eller om at det bare føltes som om tiden gik langsommere. Førhen gik der ofte mange år fra folk døde til der udkom egentlige biografier endsige film baseret på deres liv.

I 2017 udgiver tyveårige bloggere og popidoler bøger om deres liv, selv om det ikke er kommet rigtigt i gang endnu og der laves biografiske film om folk, der ikke engang er døde endnu – tag f.eks. den fremragende Straight Outta Compton , som vi så nærmere på i starten af 2016. Måske har denne films succes affødt at der nu kommer endnu flere film, der skildrer hip-hop og rap-miljøet i slutfirserne og starthalvfemserne? Vi i Kapellet ser i al fald allerede nu frem til film om Public Enemy og Run DMC.

Denne nyfundne nostalgi for perioden følges i første omgang op af den biografaktuelle All Eyez on Me. Det er en skildring af Tupac Shakurs stormende karriere, der endte alt for brat på gaden i Las Vegas i 1996, hvor han blev skudt af gerningsmænd, der stadig den dag i dag er hverken fanget eller for den sags skyld identificeret. På den måde blev den unge rapstjerne ikke kun endnu en af de talenter, der alt for tidligt forlod denne verden, men også en form for martyr blandt de som åndede og levede for denne subkultur.

Undertegnede har aldrig været den store fan af 2Pac, selv om han havde flere indlysende talenter, både i hans flow og tekster, så derfor var det med åbent sind at filmen blev oplevet. Det gør så også, at det er svært at afgøre hvor mange af de ting man oplever i filmen har bund i objektive, virkelige hændelser, eller om de er opdigtede for at få dramaet til at fungere. Det samme argument kan selvsagt bruges om bl.a. Oliver Stone’s J.F.K uden at det dog gør den til en dårligere film.

Filmen starter in-medias-res. Vi er i fængsel med Tupac og her opsøges han af et kamerahold, der er interesseret i at lave en dokumentarudsendelse om hans liv. Derfor begynder han at fortælle reporteren om sin hårde barndom i New York. Han havde her en mor, der var et fremtrædende medlem af Black Panthers og en stedfar, der var eftersøgt af FBI for bl.a. bankrøveri. Denne opvækst i et revolutionært miljø, smitter selvfølgelig af på unge ’Pac, der som helt lille bliver interesseret i at skrive og som gymnasieelev lander rollen som Hamlet i Shakespeares stykke af samme navn.

Faktisk bliver den gamle bard nævnt en hel håndfuld gange undervejs i filmen, måske i et forsøg på at vise Tupacs kærlighed til mere intellektuelle sysler, muligvis i et forsøg på at sælge ham som en slags moderne Shakespeare. Det sidste lykkes dog på ingen måde i denne anmelders anglofile optik, for selv om Brenda’s got a Baby har en vild tekst, er det altså i en helt anden kategori end selv Williams mindre populære sonetter.

Filmens spilletid på næsten to og en halv time er en anelse for lang. Det fungerede godt i Straight Outta Compton, men der var der også en hel håndfuld rapperes liv som vi kunne følge. I All Eyez on Me får seeren både et indblik i den unge mands tumultagtige opvækst, hvor han og hans søster først flyttede fra New York, til Baltimore og så senere til Californien. Vi er med når han opdager moderens problemer. Vi er med når den unge rapper forsøger at få skabt sig en karriere.

Først kommer Tupac nærmest ved et tilfælde til audition hos Digital Underground, der med den sære Groucho-brillebærende frontfigur Shock G tog den unge rapper under sin vinge. Efter en succesfuld soloplade går det hurtigt. Seeren følger Tupac til de forskellige jobsamtaler, som han har med forskellige pladeselskaber. Første stop er hos de meget, meget hvide folk på Interscope, dernæst oplever vi rapperens tid sammen med produceren Suge Knight og dennes label Death Row Records. Det er her Tupac bl.a. møder Snoop Dogg.

I øvrigt virker Suge Knight, i al fald hvis man skal tro Straight Outta Compton og denne nye film, som en stjernepsykopat, der sørgede for at køre sit label med hård hånd. Som en mafiaboss der styrer sine mænd med tørre tæsk, trusler og afpresning. Det er nok ikke tilfældigt at man kalder det for ”gangsta rap”. Det er også denne attitude og fjendskab mellem rapperne der skal blive Tupacs mands endeligt – for filmen viser selvfølgelig også det svigt som Tupac følte da Biggie Smalls – som han troede var hans ven – lavede en sang hvor han nærmest uden omsvøb, indrømmede at han havde sørget for et voldeligt overfald på Tupac.

En af sidehistorierne er også Tupacs venskab med Jada Pinkett (hende der senere skulle danne par med skuespilleren Will Smith). Hun er en gennemgående figur i hans liv, men det antydes udelukkende at de to kun var meget gode venner, selv om Tupac direkte erklærer sin kærlighed til hende, i en næsten for melodramatisk scene ved byens gadekær.

Demetrius Shipp Jr. er forrygende i rollen som Tupac. Han ikke kun ligner det afdøde idol, han har også fanget mange af fyrens manerismer, måde at tale på og bliver på den måde ekstremt overbevisende. Det gælder faktisk for mange i castet, selv om det er svært ikke at sammenligne f.eks. Kat Graham med virkelighedens Jada Pinkett eller Jamal Woodlard som Biggie Smalls og konstant forsøge at finde ting, der fraviger ”originalerne”. De fleste figurer fungerer dog fint og selv om filmen er måske tyve minutter for lang, så er den næsten lige så god som Straight Outta Compton. I al flad så cementerer begge film, at det som nogle ser som vrede, sorte mænd der spytter deres skældsord ud i flæng mod lytteren, faktisk er en videreførelse af en klasse- og borgerrettighedskamp som stadig pågår i USA. Dette budskab drukner dog alt for ofte i samme rapperes kvindefjendske og pikkede lyrik om hvor seje de er. Så rul op, find dit gamle mixtape i walkman’en og tag i biffen for at opleve endnu en fin film om en fortid der kun ligger 20-25 år tilbage.