To film på samme år. En i Danmark. Og en international co-produktion. Et nutidsdrama i Danmark. Og et amerikansk drama i 1929. Biers succes taler for sig selv. Det gør hendes film også. Hun har en særlig evne til at koble den lille fortælling med den store problematik. Et velkendt trick, ja, men at mime storpolitiske og eksistentielle dramaer i mødet mellem få personer fungerer ofte ret godt. Samme model ligger til grund for Serena – hendes 1929-fortælling. Men til forskel fra fx Brødre og Hævnen er Serena den muligvis svageste film fra Biers instruktørstol. En overraskende skuffende oplevelse.

1929 er naturligvis et skelsættende år i amerikansk og international historie. Børskrakket er lurer forude. En præapokalypse. George møder Serena. En uopnåelig og smerteligt såret kvinde. Mistede sin familie i en ung alder – uden at (kunne) hjælpe. George løfter hende, den smukke kvinde, og sammen skal de løfte Georges tømmervirksomhed i Smokey Mountains. Metodisk rydder de andre konkurrenter og udfordrere af vejen. Serena bliver gravid, men der opstår problemer – og ligeså systematisk, som metoderne er i finansverdenen, ligeså indædt søger Serena at få personligt afløb for smerten. Og det går ud over alle nærmeste.

Handlingen lægger op til smukke billeder. De pittoreske Smokey Mountains er en særegen blanding af yndefuld flora og en tågetæt mystik. En blanding, der metaforisk mimer den banalt freudianske psykeproblematik hos Serena. Filmens stædigt sikre udtryk er ramt flot og præcist af Biers vanlige danske fotograf Morten Søborg, som også har stået bag flere af Nicholas Winding Refns film (fx den banebrydende stil i Pusher). På mange måder pakker Søborgs cinematografi filmen pænt og illustrativt ind med alle de gode muligheder, et landskabsdrama i en stor amerikansk skov indbyder til. En pænt indpakket gave, der desværre ikke kan byttes.

Filmens anvendelse af helt indlysende og banale set ups/pay offs er så let gennemskuelige, at filmens handlingsspor bliver forudsigeligt og helt uvedkommende. Ja, det er synd for alle, der rammes af Serenas vrede. Ja, det er hårdt for George, der må leve midt i moradset. Men halvsvagt skuespil og en ufokuseret fortælling, der hele tiden løber af sporet, trækker den smule spænding, der måtte findes, ud af filmen. En konflikt med nogle naturbeskyttelsesfolk indfinder sig fx, men den følges aldrig op. Nogle danske ansigter er med, men nogle er tilsyneladende blot med, fordi de er danske. At Kim Bodnia har sagt ja til en ultrasmal og helt repliktom rolle, er ganske uforståeligt. Og ja, nærmest ganske unødvendigt. Forstyrrende.

Hvorfor filmen også skal være placeret i netop 1929, er også uvist. Børskrakket spiller ingen rolle, og den skrantende forretning vantrives uden fjollet børsspekulation. Castingen af Bradley Cooper og Jennifer Lawrence er isoleret set et scoop for en internationalt set lowbudget-produktion, men Coopers lidt tvetydige blik på dvd-forsiden illustrerer hans haltende rolleforståelse. Filmen er hovedsageligt fransk produceret med bidrag fra et mindre amerikansk selskab, som tilsammen har skrabet penge ind til en almindelig dansk storproduktion. Det er uvist, hvad hensigten for Bier har været med filmen. Nogen særlig medlevende eller opsigtsvækkende præstation er det i hvert fald ikke.