Der er ingen som amerikanerne, der kan skildre en ungdomskultur. Vi kender Breakfast Club, Pretty in Pink, American Pie, Mean Girls and the list continues. Det nyeste skud på stammen er American Teen – en dokumentar af Nanette Bernstein.

Anywhere, USA
I Warsaw, Indiana møder vi en gruppe unge arketyper. Der er sportstossen, den pæne pige, rebellen, nørden og hjerteknuseren. De unge mennesker bliver fulgt af Nanettes kamera på godt og ondt i 10 måneder og lader dramaet udfolde sig, som kun teenagere formår.

Megan, den dybt egoistiske og populære pige mærker presset fra familien for at blive optaget på det anerkendte universitet Notre Dame. Mens presset på hendes skuldre vokser, gør hun livet surt for de andre og knapt så populære elever og terroriserer de værste rivaler.

Hannah er skolens rebelske, kunstinteresserede pige, der ikke kan vente med, at hendes liv efter high school begynder. Hun vil til San Francisco for at studere film. Efter hendes kæreste slår op med hende, er hun tæt på et sammenbrud og tør ikke gå i skole. Basketballspilleren Colin er en vellidt og charmerende fyr. Opgaven er simpel fra faderens side. Få et stipendiat, for vi har ikke råd til at sende dig på college. Den unge fyr kæmper ikke kun med sin fars og egne forventninger, men også med hele skolens og det øvrige lokalsamfunds forventninger til hans evner og talent.

Jakes rolle er ganske klar. Han er skolens nørd, som både spiller computerspil og i skolens march-band. Det er svært at finde ud af ”det med pigerne” og livet generelt.

Hjerteknuseren Geoff er populær blandt pigerne. Han mærker presset fra kammeraterne, da han falder for rebellen Hannah. Hun passer ikke ind i scenariet. Det forventes, at han er kæreste med en prom queen, og presset bliver i sidste ende for stort.

Det genkendelige i en arketype
At unge og ungdomsfilm er et godt match, fordi de kan kende det, der sker på skærmen, er ikke nogen statshemmelighed. Amerikanerne har derfor dygtiggjort sig og har sat faste rammer for genren. Arketyperne skal være der. Det er de i film som Clueless, You’re All That, Can’t Buy Me Love, 10 Things I Hate About You og så videre og så videre. I Danmark har vi film som Kundskabens Træ, Zappa, Supervoksen, Rich Kids og listen fortsætter.

Når man har overlevet sine teenageår, kan man undre sig over, at den samme historie kan fortælles igen og igen og igen, men det kan den, fordi arketyperne eksisterer i den virkelige verden og ikke kun i Hollywood.

Det, der på én gang er genialt og trivielt, er, at genrens emne aldrig rigtig bliver udtømt. Hver generation har sin ungdoms-arketypefilm.

Ny vin, gamle flasker
American Teen gør, som ungdomsfilm gør det mest. Den handler om sex, sladder og selvmedlidenhed. Temaerne er gamle, det er diskussionerne for så vidt også, men det er nyt og spændende for vores hovedpersoner.

Det interessante ved American Teen er, at dokumentaren, der ikke i sig selv er særligt visuelt inspirerende, krydrer fortællingerne om de unge med små tegneseriesekvenser, der er tilpassede og afstemte med hver af arketyperne. Det er fin animation, men det virker en smule malplaceret. Det, der fortælles i sekvenserne, kunne for så vidt være ”ordnet” med en voice-over. Det havde også været mere troværdigt og i dokumentarens ånd.

Når jeg sidder i min sofa og lader mig underholde af de amerikanske teenagere, bliver jeg lidt skeptisk. Af og til virker dramaet opsat, og som om det er til ære for kameraerne. Det er problematisk, at filmens grundlæggende præmis som dokumentar bliver udfordret. Det bliver for utroværdigt, og det er muligvis, fordi casteren har været for god til at finde unge mennesker, der i så høj grad passer ind i arketyperne, som vi kender fra andre film.

American Teen er endnu en fin fortælling om teenageårenes arketyper, men den er heller ikke mere end det. Nanette Burstein havde alle muligheder for med sin dokumentar at flytte fokus fra det, vi allerede kender og rette linsen ind på en ny historie. I stedet har vi fået ny vin på gamle flasker. Filmens største aktiv er også dens største fejl, når man tager genren i betragtning. Genkendeligheden er underholdende, men den siger os ikke noget nyt, sådan som en dokumentar burde gøre det.