Når Titanic scorer lige så mange Oscars™ som Ben Hur, når film som Crash og Chicago kan vinde ”bedste film”-kategorien, og når man vælger at give prisen for ”bedste mandlige birolle” til folk, som er døde – i stedet for dem, der faktisk godt kunne bruge dette gyldne skulderklap i deres karriere – virker det, som om gode gamle Oscar™ har mistet lidt af fordoms tiders glans. Ikke desto mindre må man måbende æde mange af disse fordomme i sig, når man storsmilende og livsbekræftet sidder tilbage efter to timer i selskab med Slumdog Millionaire. For her er tale om en film, der har fortjent alle dens priser.

Selvom det er en film, som man meget nemt kan blive begejstret for, så er det også en film, der primært er skabt for at underholde. Som Michael Bo skriver så rigtigt i februarnummeret af det fremragende danske filmmagasin Ekko, sker dette muligvis på bekostning af et fokus på en række svære problemstillinger omkring fattigdom, religion og kulturarv, som også optræder i filmen. Ikke desto mindre kan der ligge stor kunst i at underholde, og give filmen et ekstremt vellykket og medrivende og samtidig unikt indblik i en side af Indien, som nærmest aldrig berøres i de film, landet selv producerer.

Filmens kaotiske åbning er krydsklip mellem den unge mand Jamal, der henholdsvis brutalt afhøres af politiet og optræder i den Indiske udgave af tv-quizzen Hvem vil være Millionær? Man finder hurtigt ud af, at Jamal er tilbageholdt af ordensmagten ene og alene, fordi han mistænkes for at snyde sig vej til alle tv-millionerne. Forhørslederne har optaget showet på video, og Jamal bliver sat til, for hvert spørgsmål, at forklare, hvordan en uuddannet gadedreng kan vide svarene på spørgsmål, som selv professorer ikke kender. Det leder til en lang række længere flashbacksekvenser, og det er disse der udgør filmens egentlige handling.

Historien er den om brødrene Jamal og Salim, der begge vokser op i horribel fattigdom i Bombays slum. Det ville være helt uretfærdigt – på skrift – at forsøge at gengive deres lange vej fra børn til unge mænd, så det sker ikke. Til gengæld er det en historie, der er fyldt med lige dele spænding, svigt, humor, jalousi, dramatik og ikke mindst Jamals altoverskyggende kærlighed til pigen Latika, som han første gang møder som helt ung dreng. Det gode er også, at mange af de historier, som fortælles, er nogle, man kan huske i detaljer flere dage efter, og enkelte vil sikkert gå hen og bliver indlemmet i den mentale kategori der hedder ”klassiske scener” – dem man aldrig glemmer. En del af filmen er også dedikeret til at vise, hvordan de to drenge konstant må hustle, snyde og være opfindsomme i deres jagt på det daglige brød – en jagt, der ofte går ud over en række intetanende, rige, vesterlandske turister.

Man kunne postulere, at en af grundene til at akademiet har set sig rigtig lun på Slumdog Millionaire er kombinationen mellem den typiske ”underdog” historie, koblet med en tandoori-version af ”The American Dream”, alt sammen pakket ind i dannelsesromanens trygge rammer. For det er i særdeleshed Jamals rejse fra knap nok at eje det tøj, han går i, til som ung mand at blive ”chai-wallah” (te-dreng) på et callcenter, for til allersidst måske at score såvel millionerne som drømmepigen, som er det skelet, der er tilbage, hvis man kynisk piller alle de farvestrålende og gribende scener væk.

Måske kunne det lyde som en fortælling, man har set til hudløshed før, men takket være en fabelagtig instruktion, et opfindsomt manuskript, et hold fantastiske skuespillere, Chris Dickens’ eminente klipning, og ikke mindst Lars Von Triers faste fotograf Anthony Dod Mantles kinetiske kameraarbejde, at denne film hæver sig ud over det sædvanlige. Filmen er behageligt sovset ind i et krydret, pulserende, indisk, storbyssoundtrack, som fungerer som en konsekvent ledsager til de smukke billeder, og bliver den nerve, der binder drengenes genvordigheder sammen. Slumdog Milionaire er en film, der i kraft af sine positive budskaber og medmenneskelighed, sælger sig selv så godt, at man både får lyst til at købe CD’en og læse bogforlæget, lige så snart man er trådt ud af biografens mørke.