Der er rigtigt mange gode tv-serier at kaste sig over for tiden og det kan være svært at vælge hvilke man skal se, men har man lyst til at more sig kosteligt og måske samtidig få et (fiktivt?) indblik i hvad der rører sig i hormonelle, engelske drenges (under)liv, så bør man få fat i The Inbetweeners, som er udkommet på dansk DVD, samtidig med at filmen Scoreturen (org. The Inbetweeners Movie) er kommet på DVD og BluRay.

Seriens lakoniske fortællerstemme tilhører Will, der grundet sine forældres skilsmisse er blevet tvunget til at skifte sin dyre privatskole ud med en helt almindelig, engelsk folkeskole. Det er et sted hvor enkelte lærere er stjernepsykopater og hvor han som den nye dreng i klassen konstant gå løbe spidsrod mellem fornærmelser, lammere og social udfrysning. Det lyder ikke særligt morsomt, men tænk hvis Adrian Mole havde været unge i 2010’erne, så kan man sikkert få en ganske god idé om hvordan humoren i The Inbetweeners fungerer. Fokus er flyttet fra modelfly limet fast til næsen, til primært at omhandle drenges forsøg på at meget, meget tættere på det andet køn, uanset konsekvenserne.

Vores charmerende hovedperson Will anses af alle som en utrolig stor nørd, men selv om han er ”posh” er han samtidig ufattelig rap i replikken og kommer ofte som fornuftens stemme, når de forskellige situationer som Will og hans venner havner i spidser til. For selv om Will er en enspænder, så møder han alligevel en gruppe drenge, der ganske vist tøvende accepterer den nye dreng som han er.

Gruppen af drenge består af Jay, der konstant – og måske med rette – af de tre andre anklages for at lyve om alt det sex han har fået i sit unge liv, dernæst har vi Neil, der er helt utrolig naïv grænsende til det dumme, men som samtidig har et hjerte af guld og endelig er der Simon, der ånder og lever for at få erklæret sin endeløse kærlighed til drømmepigen Carli. Det kan måske godt forekomme som noget man har set i et utal af variationer før, men der går ikke længe før man finder ud af at The Inbetweeners aldrig bliver et fladt, metervareprodukt.

I de seks afsnit af en lille halv times varighed hver, som første sæson består af går de første to afsnit med at Will skal falde på plads i sin nye skole og lære hans nye kammerater at kende. Det gør han blandt andet ved at skulke og drikke sig fra sans og samling sammen med de andre, hvorefter Simon bestemmer sig for at ville vise Carli hvad han er gjort af. I løbet af de andre episoder får Simon kørekort, og det giver mulighed for at gutterne kan tage på udflugt til bl.a. en forlystelsespark og på camping – sidstnævnte noget som Jay garanterer vil resultere i at alle gutterne får sig et slag fisse. I det sidste afsnit er Will blevet bedt om at arrangere skolens store fest før ferien.

Igen kan dette på skrift lyde helt ordinært, men der er strøet tilpas mange pubertære vulgariteter, forældre som opfører sig monstrøst pinlige foran ungerne og en god del sprød, mundret dialog ind i serien, til at den hurtigt løfter sig over det trivielle. Drengenes gensidige drillerier og det sprog der tales forekommer ganske naturligt og selv om enkelte af situationerne som de havner i kan virke lidt konstruerede, så bliver det aldrig så grelt at det bryder illusionen.

Jo flere afsnit man ser, jo mere kommer man til at holde af de meget forskellige, men sært sympatiske drenge, der alle har det til fælles at de anses som outsidere af resten af skolen – muligvis med god grund. De kæmper alle, på hver deres måde, med ganske typiske teenageproblemer, der set fra en voksens perspektiv muligvis kan forekomme trivielle, men som der sikkert også er mange der kan nikke genkendende til, hvis man er i stand til at huske ens egne teenageår.

The Inbetweeners leverer varen, og selvom første sæson er fra 2008 så føles den lige så frisk som da den blev lavet. Man skal ikke forvente at grine konstant, men serien drives frem af en humor, der gør at man ikke kan undgå at smile bredt når rulleteksterne begynder at køre over skærmen, med mindre man er en virkelig kynisk stodder. Det er grovkornet, britisk drengerøvshumor af allerbedste skuffe, så er man fan af britisk humor, burde man give The Inbetweeners en velfortjent chance.