Det siges, at kært barn har mange navne, og for fans af genrefilm så kan det indimellem være lidt af en jungle. Eksempelvis dækker titlerne Escape 2000, Blood Camp Thatcher, Fangejagten og Turkey Shoot over en og samme film. Forskellen er blot, at den har fået en ny titel alt efter, om det var i USA, England, Danmark eller Australien, den skulle promoveres. Når man dertil lægger, at der har været hele fem personer til at finde på historien og skrive manuskriptet, så klukker ens indre genreentusiast allerede af fryd. For når en film både har mange titler og så mange forfattere, så er det som regel ensbetydende med, at der er rent B-filmsguf i sigte.

Turkey Shoot fra 1982 er instrueret af Brian Trenchard-Smith, der blandt andet har stået bag storfilmene Leprachaun 2, 3 og 4. Hovedårsagen til, at den blev optaget i Australien, var vist noget med nogle meget gunstige skattefordele, som eksisterede, da filmen blev til. Den er produceret af bl.a. David Hemmings, som vi kender fra Blow Up og Profondo Rosso. Filmens kvindelige hovedrolle byder på et dejligt gensyn med Olivia Hussey, som de færreste nok har set i 1974’er udgaven af den klassiske slasher Black Christmas, og som de fleste kender som den purunge Julie i Zeffirellis Romeo og Julie. Der er dog ikke meget uforløst teenageromantik over Turkey Shoot, for den falder ind under betegnelsen ”Ozploitation”, med andre ord exploitationfilm skabt i Australien.

Præmissen er også til at forstå, selv for de mest fatsvage blandt publikum. I en nært forestående fremtid (nærmere bestemt 1995) er det totalitære styre blevet en realitet. Frit tænkende mennesker er ikke velset, og i bedste Orwelske ånd indfanges alle de, der vover at gøre modstand mod systemet, og interneres i arbejdslejre. Det brutale styre synes ganske uretfærdigt i sin jagt på dissidenter, for for eksempel så indlemmes vores heltinde Chris i fangelejren simpelthen, fordi en eftersøgt forbryder vælger at søge tilflugt i den butik, hvor hun tilfældigvis arbejder.

Fangelejren styres med hård hånd af den brutale overkommandant Charles Thatcher. Efternavnet er næppe tilfældigt udvalgt, og det lykkedes da også filmen at nå helt til tops på de engelske biografhitlister det år. Thatcher har en lang række brutale og stangliderlige vagter ansat. Men ud over at belure og begramse de unge damer i fællesbadet, så assisterer vagterne med systematisk fysisk vold mod alle indsatte og ikke mindst som medhjælpere i det, som har givet filmen sin titel, nemlig den tilbagevendende tradition som Thacher har indført: menneskejagten. Thatcher samler fire-fem af sine mest aristokratiske, snobbede og sadistiske venner, som han så lader udvælge en fange hver. Fangerne bliver så sendt til fods ud i vildnisset omkring fangelejren, og efter et kort forspring sætter Thatcher og co. efter deres bytte bevæbnet med en lang række opfindsomme våben.

Temaet menneskejagt har været oppe og vende en masse gange i både litteraturen og ikke mindst i actionfilmens verden, eks. The Running Man, Surviving the Game osv. Men der er stadigvæk en grund til at give Turkey Shoot en chance til trods for dens umiddelbare kiksede 80’erstemning. Ikke alene byder filmen på alle de klassiske b-films øjeblikke: ultravold, bizarre køretøjer, masser af nøgenhed, mutanter og skæve replikker. Tillige er den meget mere dynamisk klippet og grundigt skruet sammen end det væld af italienske exploitationfilm fra samme periode. Skuespillerne virker, på trods af den meget fjollede præmis og de gule malerdragter, som om de faktisk tager det hele meget seriøst, og det gør kun oplevelsen endnu større.

Turkey Shoot er bestemt ikke en film, der vil tiltale alle, men savner man en gang uforpligtende underholdning, og er man i forvejen, som nærværende anmelder, begejstret for alle film, der er lidt upolerede i kanterne, og som stadig kan overvælde ene og alene via sin insisteren på at være så overdrevet som muligt, så bør man give den en chance. Hvis man mangler en undskyldning over for kæresten for lige præcis at vælge Turkey Shoot frem for den seneste romantiske komedie med Meg Ryan, så kan man da altid bruge undskyldningen, at filmen hører til en af Quentin Tarantinos (mange tusinde) favoritfilm – og se det må jo borge for kvalitet.