Når samtalen normalt falder på krigsfilm, så tænker det fleste sikkert på typer af film, der skildrer hvor frygteligt inhuman og nedværdigende krig kan være, men der findes også krigsfilm, hvor dette underliggende budskab helt eller delvist mangler. Junglebrigaden (også kendt som The Last Hunter/L'ultimo cacciatore) er en sådan film.

Det ville dog være forkert at beskrive Junglebrigaden som en film, der er ren propaganda - eksempelvis De grønne baretter – eller udelukkende har fokus på konfrontationerne, som John Woos Heroes Shed No Tears har det. Derimod synes den at placere sig lunt et sted mellem de to, for der er ingen tvivl om, at ”Charlie” er den snu, sadistiske fjende, at det er de modige amerikanske soldater, man skal holde med, og at der er masser af folk, som bliver skudt og flamberet tilsat en passende mængde store eksplosioner.

I filmens start møder vi en samling barkede soldater på orlov, men opholdet på de lokale bordel ender tragisk. En af soldaterne skyder sig selv i desperation over krigen, og byen, som de befinder sig i, tæppebombes i samme sekund. Vores helt Capt. Morris sætter sig derfor for at gøre, hvad han er bedst til - han vælger at blive sendt langt ind i fjendeland på hemmelig mission.

På sin vej ikke møder han ikke kun de folk, der skal guide ham til den udpost, hvor en gruppe desperate, potrygende, småpsykotiske soldater holder til, men også en kvindelig krigskorrespondent, der er sendt ud for at dokumentere krigens rædsel. I junglen mødes de både af angribende vietcongs, dødsfælder og det rådne liget af en faldskærmssoldat. Henimod filmens slutning anbringes Capt. Morris af fjenden i et bambusbur i en flod, som er inficeret med horder af sultne rotter. Junglebrigaden benytter sig altså af mange af de sensationssøgende fifs, som mange samtidige kannibal- og zombiefilm også bruger.

Det er nok heller ikke tilfældigt, for Junglebrigaden er en italiensk/fransk co-produktion fra 1980 instrueret af Antionio Margheretti, der sikkert bedst er kendt for hans forrygende elendige Cannibal Apocalypse. Margheretti viser dog langt større talent som krigsfilmsinstruktør, selv om filmen konstant søger førnævnte sensationsscener.

Det er måske uretfærdigt hårdt, men filmens fremadskridende, ofte ulogiske handlingsforløb minder om noget, en 13-årig dreng kunne have fundet på: ”Først er der en, som skyder hovedet af sig selv, så bomber de byen, så skal helten smides ud fra helikopter i en flod, så bliver de angrebet af fjenden og skyder en masse, og helten dræber alle sammen. Så er der et klamt lig i et træ, så er der en fyr, der bliver spiddet, så kommer de til en hule, og så angriber fjenden igen, men så tager helten en flammekaster og går helt amok…”

Dette understreges endnu tydeligere i, at Capt. Morris næsten udelukkende bruger sin Colt Government mod de antagonistiske horder, i stedet for at gribe til maskinpistoler og andet isenkram. Dette valg gør ham jo – i hvert fald set fra den 13-åriges perspektiv - til en meget sejere soldat! Men nok om de 13-årige, for selv med filmens mange uhyrligheder, forsimplede plot og meget ensidede politiske budskaber er den stadig basalt underholdende på sin egen præmis.

Det er skønt for fans af italienske 80’erfilm at se David Warbeck (som også var i Fulcis The Beyond) og Tisa Farrow (der var med i Fulcis Zombie Flesheaters) spille sammen. Selv om skuespillet, forventeligt nok, ikke er i Bergmanklassen, så leverer især David Warbeck stadig en ganske hæderlig præstation, som den plagede protagonist. Der er indlysende lang vej fra Junglebrigaden til film som Apocalypse Now eller Full Metal Jacket, men har man i forvejen kærlighed til italienske b-film, så bør man seriøst overveje at skaffe sig et eksemplar af denne film, hente en stor skål popcorn, tage en kold øl ud fra køleskabet og slå hjernen fra i halvanden time.