Den danske titel på George Clooneys nyeste spillefilm Kamæleonen får måske de fleste til at tænke på reptiler. Med det i tankerne virker den engelske originaltitel derfor langt mere velvalgt. I hjemlandet hedder filmen nemlig Ides of March hvilket er et udtryk der ikke kun bruges om den 15. marts, men som primært benyttes til at beskrive dagen hvor kejser Julius Cæsar blev myrdet i det romerske senat af en gruppe sammensvorne.

Selv om Clooneys film ikke på noget tidspunkt viser en togaklædt kejser modtage 23 knivstik, så handler den i høj grad om både politik på højt plan, om de mere eller mindre ærlige mennesker, som arbejder sammen med politikerne og endelig om de sammensværgelser, svigt og forræderiske tiltag, der kan være en del af en moderne valgkamp. Selv om politik er i højsædet så ender filmen dog primært at handle om de menneskelige omkostninger dette arbejde kan have.

Der er sikkert enkelte filmelskere, der nærmest gaber automatisk, når der nævnes politik, spindoktorer og valgkamp i amerikansk regi og det kan heller ikke fornægtes, at nærværende anmelders personlige og professionelle interesse i amerikanske politiske forhold gør, at filmen forekommer ekstremt interessant set fra undertegnedes perspektiv. Ikke desto mindre er det en både interessant, realistisk og ikke et kynisk billede af, hvordan jævne folk kan komme i klemme i det politiske system, nogle endda så voldsomt, at det ender i tragedie.

I filmen følger vi den unge kampagneleder Stephen Meyers, der både er nådesløs, kynisk og professionel i hans bestræbelser på at få demokraternes præsidentkandidat Mike Morris (spillet af instruktøren) kørt i stilling, så han kan vinde primærvalget i Ohio. I filmens start virker det som om det ikke bliver det helt store problem, men som filmen skrider frem må Stephen indse at modstandernes kandidat får nemmere og nemmere ved at udkonkurrere den mand, han kæmper så indædt for. Det gælder jo ikke kun præsidentskabet, men også hans, Stephens, eget job de kommende fire år.

I et svagt øjeblik indleder Stephen en affære med en ung, dejlig pige fra kampagnekontoret. Det skal vise sig føre mere end bare god sex med sig, for hun bærer på en hemmelighed, der bogstaveligt talt kan få hele Stephens kampagne og hans chefs image, til at falde fra hinanden. Samtidig med at vor hovedperson får øjnene op for denne sønderlemmende hemmelighed, bliver han kontaktet af modstanderens kampagneansvarlige, som beder Stephen om at møde ham på et værtshus i nærheden, da der er noget meget vigtigt han meget gerne vil tale med ham om. Som man nok kan læse sig ud af ovenstående beskrivelse, så handler Kamæleonen ikke kun om politiske intriger og forviklinger, men i lige så høj grad om de mennesker og skæbner der uvilkårligt bliver en del af det politiske spil. Selv filmen aldrig forvandler sig til en højspændt thriller, så formår den stadig at være virkeligt spændende da man hurtigt fanges af karaktererne, der bliver gjort nærværende og vedkommende både på grund af de gode skuespilpræstationer, men i lige så høj grad af et manus, der er meget overbevisende.

Kamæleonen er nok ikke en film som alle vil synes er interessant, men kan man lide et godt drama og vil man gerne have et kritisk, fiktivt blik ind bag kulisserne på hvordan valgkampe også kan blive udkæmpet, så er den et virkeligt seværdigt bud på dette.