Den amerikanske tegneserieskaber Frank Miller har haft stor succes med sine tegneserier, men onde tunger vil mene, at hans karriere i filmens verden skulle have været stoppet umiddelbart efter, manuskriptet til Robocop 2 lå færdigt. Ikke desto mindre er der i senere år blevet en række helt fantastiske film på baggrund af Millers tegneserier, for både 300 og Sin City har sat nye standarder for, hvordan tegneseriefilmatiseringer kan tage sig ud. Ydermere er det ganske utænkeligt, at Christopher Nolans to Batmanfilm ville have været så vellykkede, hvis ikke Frank Millers havde redefineret Batmanfiguren i The Dark Knight Returns.

Miller gik til hånde, havde en birolle som præst og hjalp vennen Robert Rodriguez med at instruere visse segmenter i Sin City. Det var, efter alt at dømme, arbejdet på denne film, der var medvirkende til, at Miller nu selv har forsøgt sig som spillefilminstruktør. Som en årelang fan af og ven med den nu afdøde Will Eisner, der om nogen anden lagde grunden for den moderne amerikanske tegneserieform, var det også helt naturligt, at Miller valgte Eisners ikoniske helt The Spirit som materialet, der skulle omsættes til det store lærred.

The Spirit startede sin karriere som seriefigur i 1940erne. Her optrådte han i både avisernes søndagstillæg og som daglig tegneseriestribe på linje med Fantomet og Tarzan. Allerede på side tre i den første tegneserie oplever læseren, at den unge, idealistiske politimand Denny Colt bliver dræbt. Han genopstår dog hurtigt igen, da han gennem en kemisk proces er blevet nærmest usårlig og udødelig. Han vælger at starte på en frisk, gemme sin tidligere identitet fra selv sin ”sweetheart” og bekæmper nu byens kriminelle iført blå cottoncoat, maske og fedora.

Serien blandede en lang række stilelementer sammen i en unik grafisk og indholdsmæssig cocktail, der indeholdt lige dele noir, satire, kriminalgåde og humor. Serien var ikke alene en succes, men også meget indflydelsesrig på alle, der har læst, dyrket og beskæftiget sig med amerikanske tegneserier - naturligvis også den unge, fremadstormende Frank Miller.

Man skal ikke forvente sig en lige så spraglende kulørt billedside i Millers filmversion af The Spirit, som man husker den fra Eisners original. Til gengæld skal filmens dialog og indhold ses som Frank Millers ublu homage til mesteren. Visuelt minder The Spirit meget om Sin City i den ret hårde sort/hvide stil, men hvor Sin City havde kælet for alle detaljerne, er det som om, der i The Spirit ikke har været tid/råd til samme finpudsning. Et par gange undervejs kan man ikke lade være med at tænke på over, hvor få reelle kulisser skuespillerne egentlig har haft omkring sig, da filmen blev optaget, og det er desværre med til at bryde illusionen en anelse.

Miller forsøger at være meget mere ekspressionistisk i sin fortællestil end det, vi ellers kender til hans univers. Det gør selvfølgelig filmens interne univers langt mere karikeret og tegneserieagtigt, end vi er vant til, men holder man af Eisners original, sørges der også for at kæle for vor genkendelses glæde. Især synes mange af Eisners splash-pages (helsideillustrationer – red.) og forsider at have fundet vej til Millers film, men både den skævvredne humor og de mystiske dialogsekvenser er et resultat af Millers ønske om at hylde et ganske unikt tegneserieunivers.

Det er den forholdsvis ukendte Gabriel Macht, der er blevet sat til at iklæde sig Spirits gummisko, og det gør han faktisk rigtigt godt. Selv om hans ansigt måske ikke fysisk ligner Eisners forbillede, så formår han at bringe en fin intensitet og humor ind i rollen som den udøde politimand. Det er heldigvis også sørget for, at alle husarerne har noget at kigge på, for alle de smækre ungmøer og femme fatales, der hjemsøgte Eisners serie, møder vi også i The Spirit – den er i bogstaveligste forstand proppet til randen med timeglasformede babes med store, sensuelle…læber. Alle som en har tøserne både en kvik bemærkning og et våben klar.

Filmens superskurk, The Octopus (i Samuel L. Jacksons skikkelse) er også lige så fantastisk som vores helt. I tegneserien var det Dr. Cobra, der var den direkte årsag til Spirits udødelighed, men da Octopus er Eisners gennemgående skurkefigur, har Miller her taget sig et par friheder. Med sig har Octopus – ud over den billedskønne Silken Floss (Scarlett Johansson) som er den obligatorisk labre, kvindelige assistent – en række klonede, ultrastupide muskelmænd, der alle spilles af samme skuespiller. For at kende forskel på dem har de alle forskellige navne påtrykt deres sorte T-shirts, eksempelvis hedder de tre første vi møder Logos, Ethos og Pathos.

The Spirit er klart en film, der deler vandene, og ser man på mange anmeldelser, så er langt de fleste anmeldere mægtigt bitre over Millers film, men det forekommer både ret uretfærdigt og ganske misforstået. Indrømmet The Spirit har langt fra samme klasse som Sin City eller 300, og de folk, der i forvejen ikke kan klare Frank Millers fascination af svastikaer, sort/hvid og babes, vil finde meget at blive knotne over. Men for de af os, der holder af Eisners original, den grafiske intensitet, som springer ud af siderne, og de overmenneskelige bedrifter, som vor helt er i stand til at udføre, så fungerer The Spirit. Det her er og bliver en tegneseriefilmatisering, så det er jo en stor fejl at vægte filmen mod en form for realisme. Hvis man derimod holder af den vildskab og humor, som ligger i det ekspressive, surreelle og karikerede, vil The Spirit blive et forfriskende åndehul i rækken af tegneseriefilmatiseringer, der tager sig selv alt, alt for seriøst.