En pige ankommer i starten til lejlighed 1303, men til de flestes forundring kaster hun sig pludselig ud fra balkonen. Dernæst ankommer endnu en pige til lejligheden, den unge Sayaka, og historien gentager sig selv midt under hendes indflytterfest. Hun kaster sig også i døden. Sayakas søster, Mariko, begynder at kigge selvmordet nærmere i sømmene, fordi hun ikke helt stoler på, at Sayaka var selvmorderisk. Det viser sig hurtigt, at en grusom skæbne ligger begravet i lejligheden.

For nogle år tilbage revitaliserede japansk film gysergenren med yderst originalt komponerede film. Det var ikke så meget bemærkelsesværdige plots, der skilte sig ud, men det var snarere en stil, vi – der ser flest amerikanske gysere – ikke var vant til. Derfor kunne ivrige horror buffs for en kort bemærkning få nogle effektive gys igen, men desværre – som det som regel altid sker – går der selvsving i det, der virker. Det er tilsyneladende også ved at ske med de japanske gys.

Formlen er ved at være på plads. Vi skal have nogle familiemedlemmer, der leder efter en anden families grufulde skæbne, kørt i stilling. Derfor skal vi også have fyldige tilbageblik til denne eller disse tidligere begivenheder på dette sted – for de frygtelige skæbnetråde sætter sine spor på det sted, hvor det hele er foregået. Dertil skal vi have koblet en række visuelle midler, som oftest er faretruende – eller i det mindste sælsomme – børn, samtidig med kvinden med det sorte hår også skal indfinde sig på sin plads. Dermed har vi de elementer, der skal til for at skabe en japansk spøgelsesfortælling.

Apartment 1303 har alle disse, men det er for så vidt ikke filmens største problem. Filmens utroværdighed – for troværdigt skal det være, trods overnaturlighed – opstår snarere i, at dens grundtese ikke helt virker sandsynlig. Sayakas død er den femte pige på stribe, der omkommer under mystiske omstændigheder, uden at det har vakt den store forundring hos udlejeren, som gladelig gentager udlejningen. Enten er det en ekstremt kynisk udlejer, samtidig med det er et voldsomt inkompetent politikorps, der gentagende gange kører ud til selvmord i lejlighed 1303, eller også er det blot en undskyldning for at lave en film.

Når det så er sagt, så har Apartment 1303 sine enkelte interessante momenter. Disse japanske gys har – når endelig et chok skal introduceres – en eminent evne til at producere et konglomerat af billede, stemning og ikke mindst lyd. Eller også er det snarere mangel på sidste. For hvor de traditionelle gyserfortællinger, som vi får så mange af, bruger højfrekvente, uventede lydudsving, så formår de japanske i stedet at beholde en mere glødende tone, der netop ikke behøver disse enorme udsving. Det er små variationer i lydbilledet og en let surrealistisk billedside i kombination, der skaber uhyggevækkende momenter – også i Apartment 1303.

Men desværre har vi efterhånden set denne fortælling for mange gange. Desværre har vi måske endda snart også vænnet os til denne japanske stil. Men mest af alt, trods filmen er skrevet blandt andre af Kio Oishi, som stod bag Ju-On, et af de bedste japanske bud på nydannelse inden for genren, så formår Apartment 1303 ikke at tilbyde noget bemærkelsesværdigt.