Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Posession of Hannah Grace (86 min.) Købefilm / Sony
Anmeldt 2/7 2019, 11:22 af Torben Rølmer Bille

Liv i lighuset?


Liv i lighuset?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Efter den enorme succes, William Friedkins Excorcisten havde i slutningen af 19070’erne, er der kommet et utal af film, der enten handler om dæmonbesættelse og som ofte har titler, der antyder at de muligvis kunne være lige så uhyggelige som Friedkins mesterværk. Tidligere har vi her i Kapellet, set nærmere på film som f.eks. The Posession, The Prodigy, eller Deliver us from Evil for blot at nævne et par tilfældige titler. Disse film har med vekslende succes forsøgt at skræmme anmelder.

De fleste af de ovennævnte film slutter, lige som Excorcisten med netop et forsøg på at uddrive dæmonen med en bibel i den ene hånd og vievand i den anden. I The Possession of Hannah Grace er det dog denne eksorcisme der indleder filmen. Et ritual der ikke just ender lykkeligt. Anderledes er filmen også, ved at filmens hovedfortælling for en gang skyld ikke er fokuseret på den besatte pige. Hovedpersonen i den nye film er en ung kvinde, der arbejder på et hospital. Nærmere bestemt så har Megan fundet nattearbejde i byens lighus, efter hun blev nødt til at stoppe som politibetjent i Boston. Grunden til dette jobskifte er en ganske traumatisk oplevelse, der var så slem at Megan begyndte at misbruge stoffer. Hun kæmper derfor både med trangen ti at tage piller og med helt at stole på sine egne kognitive evner.

Det er selvfølgelig på Megans vagt, at liget af en ung kvinde bliver indleveret. Det er ret voldsomt mishandlet. Der er mange store sår på kroppen og halvdelen af liget er slemt forbrændt, men vores hovedperson forsøger at behandle det rutinemæssigt som hun behandler alle lig. Hun forsøger at tage fingeraftryk, men maskinen der burde kunne scanne disse og computeren, der burde kunne identificere pigen, vil ikke samarbejde. På samme måde så driller også det fastmonterede digitalkamera som Megan normalt tager billeder af afdøde med. Strømmen går flere gange samtidig med at hun forsøger at registrere afdødes fysiske træk. Noget er tilsyneladende helt galt.

Normalt bygges jo suspense op i denne slags film ved at vi som tilskuere ved mere end hovedpersonen og det sker også til dels her. Langt de fleste seere har nok luret at det mishandlede lig er selvsamme unge kvinde som vi så være midtpunktet for eksorcismen fra filmens start. Til gengæld er vi, i de fleste af scenerne i filmen, lige så uvidende om hvad det egentlig er der ligger bag de mystiske begivenheder på lighuset som vores hovedperson er. Dette gør at filmen er i stand til at opretholde et nærmest konstant spændingsniveau.

Ud over det mystiske lig, er en anden vigtig medspiller i filmen det hospital filmen foregår på. Filmagerne har valgt at omforme Bostons rådhus (tegnet af Gerhard Kallmann og Michael McKinnell i 1968 – red.) til et fiktivt hospital, og i flere scener er det ikke kun eksteriøret, der benyttes, for nogle scener er også optaget inde i bygningen. Filmmagernes valg af denne brutalistiske arkitektur er med til at gøre omgivelserne i filmen en utrolig vigtig medspiller. Vores hovedperson synes i mange scener ubetydelig lille i kontrast til de store, rå og tunge betonflader. Denne upolerede stil er også gentaget i designet af lighuset, for Meghans nye arbejdsplads virker virkelig som et ubehageligt sted, også før der overhovedet kommer lig på bordet.

En af de tilbagevendende gimmicks i filmen er ideen omkring belysningen på stedet. Som i mange moderne faciliteter tænder lyset automatisk, når der er bevægelse i lokalet. Denne feature udnyttes maksimalt fedt. For i tråd med at Meghan bevæger sig rundt i de mørke korridorer, vifter hun med armene for at aktivere lysstofrørene og imens hun igen og igen forsøger at overbevise sig selv om, at det nok bare er hendes sind der spiller hende et puds, så tændes lyset pludselig på steder, hvor der ikke burde være nogen. Ud over Meghan er der jo ikke andre levende væsener hernede, eller er der?

The Possession of Hannah Grace er en rigtig fin og velfungerende gyserfilm, der både byder på et par gedigne chok undervejs, men som primært benytter sin spilletid på at opbygge en virkelig intens stemning af ubehag. Der er masser af lækre billeder, ubehagelige sekvenser og tilstrækkelig mange overraskelser rent handlingsmæssigt, til at tilfredsstille selv den mere kræsne gyserfan. Så tag Kapellets råd, få fat i The Posession of Hannah Grace og oplev en horrorfilm, der for en sjælden gang skyld puster lidt tiltrængt luft på de gløder, som det bål der engang var Exorcisten har efterladt. Det er på ingen måde en film, der kan måle sig med denne klassiker, men i lyset af de mange ligegyldige horrorfilm der sendes ud i en lind strøm i disse år, er det en lille, fin perle.


2435
Forrige anmeldelse
« Vilde Rolf smadrer internettet «
Næste anmeldelse
» Welcome Home »


Filmanmeldelser