En middelmådig dansk film bliver til en middelmådig amerikansk film. Sådan ser det i hvert fald ud, efter vi har fået den amerikanske genindspilning af den danske teengyser Midsommer fra 2003. Solstice hedder den. Det kan undre, at en film som denne, der egentlig for sig selv blot rider lidt videre på 90’ernes bølge af gysere, formår at beride atlanterhavsbølgerne. Filmen, plottet eller fortællingen er hverken original, overraskende eller særlig – i stedet følger den, i begge tilfælde, en letgenkendelig formel for spøgelsesfilm, som amerikanerne ellers er ganske gode til selv at udgive. Og så har filmen endda sat ’selveste’ Dan ”Blair Witch” Myrick i instruktørstolen.

Vi kender det fra tragedien (fra eksempelvis Shakespeare), hvor en ond handling sker uden, at det bliver opdaget. Men retfærdigheden skal ske fyldest, og det åndelige begynder at tage over i retningen af opklaringen af det onde. I en præoplyst tid, hvor det åndelige betød noget andet, end det gør i dag, var dette tilmed en kilde til opklaring af det kriminelle. I takt med oplysningsprocessen satte sig igennem i vesten, udkrystalliserer denne tankegang sig i to spor. På den ene side får vi en realisme, som leder til krimidramaet, der også arbejder med opklaring, og på den anden side får vi den gotiske fortælling, eller gyseren, som i stedet viderefører arbejdet med det okkulte, men det er stadig med fokus på opklaring af det onde.

Det er selvfølgelig den sidste type, vi har fat på i forbindelse med Solstice. For dem, der kender handlingen i Midsommer, er desværre ikke så meget nyt at hente, udover en nytvistet dialog, nye ansigter at hitte rede i og nogle små steds- og fortællemæssige forandringer. Filmen handler om Megan, der er ved at komme sig over sin tvillingesøsters selvmord, og som det er de fleste velkendt, er et dystert sydstatsamerikansk, øde landskab det helt rigtige sted at tage hen, hvis man har lidt problemer at bearbejde. Derfor drager Megan med sine high school-venner på tur til sine forældres sommersted i den cajun-kulturelle del af Louisiana.

Har man set sin del af voodoo-dramaer, stiger forventningen selvfølgelig drastisk i en sådan forbindelse – specielt fordi Megan allerede er begyndt at se skygger og opleve mystiske ting. Filmen bliver da også krydret med sine dele cajun-kylling, voodoo-høner og gammelhaitisk overtro i en grad, så de implicerede – der selvfølgelig fra starten er stærkt tvivlende – undervejs må begynde at tro på, at Megan måske taler sandt. Men har man set sin del af denne type spøgelsesfilm, er der desværre ikke de store overraskelser – ej heller forskrækkelser, som jo er gyserens lod – at vente. Men er det et stykke fordrivelig fiktion, som skal få kæresten til at rykke tættere ind under din egen cajun-vinge, som søges, så fungerer Solstice – meget på samme måde som Midsommer – gennemsnitligt udmærket.