I denne søde juletid, hvor nogle ser frem til fed mad og gaver, hvor nogle glædes over Frelserens fødselsdag, og hvor de alle skal i biografen for at hygge sig, kommer der en film, som enkelte kunne mene var lige så nødvendig som Gus Van Sants genindspilning af Hitchcocks Psycho. Det er nemlig intet mindre end en vaskeægte science fiction klassiker, der nu er blevet genfortolket i Hollywoods evige jagt på vore sparepenge.

Robert Wises’ originaludgave af The Day the Earth Stood Still fra 1951 er en helt igennem fantastisk film, der desværre hverken er særligt kendt eller anerkendt herhjemme. I originalen lander en UFO på plænen foran det hvide Hus i Washington på et tidspunkt, der kan beskrives som det absolutte frysepunkt i den kolde krig. Ud af den flyvende tallerken kommer der et menneskelignende væsen, Klaatu, som en letsindig soldat skynder sig at plaffe ned. Ufonautens ven dukker derefter op, og han er en meget stor, bistert udseende robot, som hedder Gort. Han giver sig straks til at smelte alle våben i nærheden med en dødsstråle fra sit visir og passer virkeligt godt på UFOen, mens Klaatu bringes til hospitalet til behandling.

Da Klaatu kommer til hægterne, fortæller han, at han har en meget vigtig besked til alle jordens ledere, men da de - takket være det politiske klima - ikke kan enes om et sted at mødes, flygter Klaatu fra hospitalet og beslutter sig for at studere de almindelige jordboeres liv. Sagen er nemlig den, at Klaatu vil se, om ikke han kan få bremset det eskalerende atomkapløb, der i sidste ende truer med at udslette menneskeheden. I det fabelagtige stunt, som har givet filmen titlen, viser Klaatu. hvor magtfuld han er, ved at slukke for al energi på jorden i halv time. Så kan vi måske lære det!

Den nye film deler mange af disse handlingsmæssige træk med originalen, men utroligt nok synes filmens moraliseren over menneskeracens evne til ikke at kunne enes - og udvikle sig i en mere positiv retning - at være endnu mere udpenslet og direkte. Der er ikke mange scener i 2008-udgaven, hvor man ikke føler, at der hele tiden er en moraliserende løftet pegefinger på vej op af biografsædets røde velour, og dialogen appellerer konstant til, at seerens skal få dårlig samvittighed på hele menneskehedens vegne.

Selvfølgelig er truslen mod vor egen udslettelse i 2008 ikke længere et spørgsmål om stålsatte ledere i Øst og Vest, der konstant konkurrerer om, hvem der har den største raket. I dag er diskussionen den allestedsnærværende økologiske katastrofe, som jorden står på kanten af. ”Jeg lovede ikke at redde jer”, siger Klaatu til den kvindelige astrobiolog, som hjælper ham med at flygte fra regeringens folk. ”Jeg lovede at redde Jorden. Hvis Jorden dør, så dør I sammen med den. Hvis I dør, så lever Jorden videre.” Så kan det vist ikke siges mere tydeligt?

Filmen er visuelt meget flot, men hæmmes især af den anden dominerende diskurs, nemlig den, der drager paralleller mellem Klaatus figur og en frelserskikkelse, der er placeret et sted mellem en gammeltestamentlig hævnende Gud og en tilgivende, barmhjertig Jesus. Keanu Reeves er perfekt typecastet i rollen som alien, der (som i mange andre af sine filmroller) giver ham mulighed for at se lidt undrende og fraværende ud i stort set alle scener. ”Denne krop vil tage mig lidt tid at vænne mig til”, siger Klaatu i starten af filmen, og var man ramt af et ondskabsfuldt lune, kunne man påstå, at det faktisk er en ret nøjagtig skildring af mange af Keenaus filmiske præstationer.

Den papagtige måde at spille på gør, at Reeves faktisk fungerer ganske fint som Klaatu, der netop i sin udtryksløse facon bliver skræmmende kalkulerende og fremmedartet. Den kristne ikonografi kammer dog helt over en scene mod filmens slutning, hvor vi ser to kamphelikoptere, der har forfulgt Klaatu, endelig få deres våben til at låse sig fast på ham. Helikopternes målsøgningssystem forsyner denne hævner-frelser med et rødt laserstigmata i hver håndflade, mens Klaatu ser forpint ind i kameraet. Man sukker også dybt og ser sig fortvivlet om efter flere popcorn.

The Day the Earth Stood Still har muligvis for de, der ikke er bekendt med originalen, en ganske spændende start, hvor enkelte kan være i tvivl om Klaatus hensigter, for spørgsmålet er, om han er venligtsindet eller kommet for at slavebinde jordboerne. Ideen med at lade Gort forvandle sig til en storm af altædende nanorobotter er også umiddelbar god og lækkert eksekveret, bortset fra at på dette tidspunkt i filmen kan man ikke lade være med at overfortolke. Derfor ligger analogien til græshoppesværme, der som en af de syv plager lægger Ægyptens land øde, lige til højrebenet. Der er en latent frygt for, at alle undertegnedes argumenter om dette remake kommer til at lyde som noget Sørine Gottfredsen kunne have udtalt i Smagsdommerne, men samtidig er det meget svært ikke at betragte The Day the Earth Stood Still som en film, der pensler alle budskaber om næstekærlighed, medmenneskelighed og økologi ud i sådan en grad, at selv Al Gore må få tyndt spyt i munden.

Originalen var gudhjælpemig ikke spor subtil, men den havde en helt anden og meget mere dyb fortælling om en aliens oplevelse af det jordiske liv i centrum. Dette budskab fortaber sig i den nye version desværre næsten helt til fordel for i klodeformede øko-UFOer, en stribe karikerede karakterer og indtil flere referencer til Neo’s… jeg mener… Noahs Ark. Rådet er derfor simpelt til alle science fiction fans: Skynd dig ud og få fat i den netop genudgivne, flot restaurerede DVD med originalfilmen!