Det er ikke engang gået ti år siden den første spilfilmatisering af Hitman så dagens lys, og selv om den første film ikke blev nogen stor succes, så har en ny film, med titlen Hitman – Agent 47, set dagens lys. Det presserende spørgsmål er selvfølgelig om den nye film er bedre end sin forgænger. Umiddelbart er svaret et klart ja, men det afhænger i nogen grad om man kender spillet i forvejen.

I virkeligheden burde en films meritter jo ikke bedømmes ud fra om publikum er gamere eller ej, men i dette tilfælde synes filmmagerne at have lagt en lang række spor ud, som fans af spilserie med garanti vil kunne genkende. Det handler ikke udelukkende om at vi oplever 47 skifte forklædning i samme tempo som han fyrer sine forkromede pistoler af, det handler også om elementer der er knyttet til spændingsscener i filen.

For at være mere konkret, så oplever vi eksempelvis filmens kvindelige hovedperson forsøge at bevæge sig gennem en lufthavn, uden at blive spottet af overvågningskameraerne – en handling som mange spillere sikkert kan nikke genkendende til. Undervejs lister hun bag tilfældige turister og sætter endda en bagagetransport i stå, ved at trykke på en knap for at skabe en afledningsmanøvre.

Andetsteds i filmen oplever vi vores handlekraftige, skaldede snigmorder, benytte sig af sine omgivelser, helt konkret de mange maskiner, som befinder sig på en fabrik der fremstiller flymotorer, blive benyttet til at ekspedere de mange skurke, som er i hælene på ham. Igen elementer som mange sikkert vil kunne huske fra spillene.

Agent 47 spilles denne gang af Rupert Friend, som de, der har set Homeland vil kunne genkende, idet han i serien spiller rollen som Peter Quinn, den handlekraftige CIA-agent, der hjælper Homelands hovedperson Claire. Friend er glimrende i rollen som 47, selv om hans forgænger Timpthy Olyphant muligvis ligner spillets genetisk modificerede dræber bedre. Til gengæld virker det som om filmens manuskriptforfatter Skip Woods (der også skrev manus til den første film) har fået god assistance af medforfatteren Michan Finch, for selv om fortællingen i den nye film på mange måder deler flere elementer med den første, så er den nye film både mere effektiv, hvad angår afviklingen af action, rent visuelt takket være de mange eksotiske locations og ikke mindst den bagvedliggende, spraglede historie.

Det er til gengæld evigt irriterende at filmskaberne har valgt at lave en filmisk åbning, hvor en voice-over fortæller en baggrundshistorie, der omkring tyve minutter senere i filmen gentages nærmest ord for ord i en dialogscene.

Baggrundshistorien fortæller om hvordan et tophemmeligt forsøg på at skabe perfekte soldater bl.a. resulterede i Agent 47 – men i voice-overen forklares også sammenhængen mellem filmens kvindelige hovedperson og dette hemmeligstemplede forskningsprojekt. Voice-overen fra filmens start virker derfor påklistret og irriterende, idet tilskueren ellers i filmens første halve time langt bedre ville have kunnet identificere sig med den kvindelige hovedperson og hendes konstante søgen efter en mand, som hun end ikke ved hvem er. Den redundante voice-over virker ærligt talt som noget producenterne har insisteret skulle være med, så de dummeste tilskuere ikke føler sig udenfor idet filmen starter. For alle der derimod kan tænke selv, virker dette som et helt igennem tåbeligt valg.

Hitman – Agent 47 er til trods for denne narrative gentagelse, en ganske fin, helt igennem overdreven, lille actionfilm. Overdrevet fordi både vores skaldede hævner og hans ærkerival i sagens natur begge er modificerede, så de både er langt stærkere, hurtigere og kan klare flere tæsk end de fleste. De fremstår derfor som en slags overmennesker, eller superhelte, hvilket i sagens natur gør det muligt at lade deres kampe være langt mere brutale og voldelige, end havde de blot været almindelige mennesker der kom i karambolage med hverandre.

Filmen er dog mest af alt en film, der direkte henvender sig til alle der holder af spillene primært og sekundært til alle de der godt kan lide hjernedød, men flot eksekveret action. Undertegnede var i al fald glimrende underholdt, men ønsker også inderligt, at næste
Hitman
-film forsøger at bevæge sig væk fra den oprindelseshistorie vi også oplevede i den første film og i stedet blot benytter figuren og nogle af de plots som man kan opleve hvis man spiller nogle af de andre, formidable actionspil i serien.