Et afgørende øjeblik i enhver gyserfilm er den uundgåelige konkretisering. Før eller siden må publikum se monstret. Et farligt øjeblik for filmen, for hvis man lægger mærke til, at monstret har en lynlås i ryggen på sin skællede hud, afløses gyset af latter. I Dødens Gab fra 1975, som Kæmpeblæksprutten, skylder meget, er den uundgåelige konkretisering det billede, hvor hajen stikker sit store hoved op af vandet, og afføder den udødelige replik: ”You gonna need a bigger boat”; men fra nu af er denne film en lystfiskerhistorie i stedet for en gyser. Kæmpeblækspruttens uundgåelige konkretisering ligger uden for filmen, for allerede via filmens danske titel, på dens plakat eller på DVD-coveret ser man, at monstret er en stor blæksprutte. Desværre, for den bedste og mest effektive del af denne film er den første del, hvor monstret ikke er synligt andet end gennem sit subjektive kamera, som da det snupper en baby med samt barnevogn fra vandkanten. Filmens personer ved da ikke, hvad monstret er (”There is something monstrous out there”), men publikum ved det, og derfor er handlingen betydelig mere spændende for personerne selv. Overraskende nok er disse personer i deres fremstilling i sig selv spændende, for Kæmpeblækspruttens skuespillere er langt over middel: John Huston, Shelley Winters, Henry Fonda, Bo Hopkins og Claude Akins. De leverer et professionelt og solidt stykke arbejde, som giver en vis grad af troværdighed til et ellers ikke så sammenhængende plot. I plottet er der åbenbart en eller anden forbindelse mellem ufine forretningsmetoder, forurening og kæmpeblækspruttens hærgen.

Monstrologi
I Noël Carrolls bog om gysergenren, The Philosophy of Horror fra 1990 er der en glimrende oversigt over monstertyper. Der er fusionsmonstre som zombier, der er både levende og døde. Der er fissionsmonstre som varulve, der er en fusion af menneske og ulv, men adskilt i tid, og endelig er der magnificationsmonstre, som blot er for store, og evt. mange. Kæmpeblæksprutten er selvfølgelig et forstørrelsesmonster, men så stor er den nu heller ikke. Hvis vi ønsker en virkelig stor blæksprutte, må vi længere tilbage i filmhistorien til 1950’ernes teknogysere som f.eks. Robert Gordons It Came from Beneath the Sea fra 1954.

Kæmpeblæksprutten er til trods for de obligatoriske klichésekvenser ikke en smagløs film. Den forsøger at balancere mellem at være en gyser med en monster, der skal udryddes, og en form for mild kapitalismekritik, hvor chefen for Trojan (Peter Fonda) er næsten OK, mens hans underordnede, især Corey, er moralsk anløbne. Den samme dobbelthed kommer frem i skildringen af monstret. På den ene side er den ond, da den spiser babyer, endda på land; på den anden side er den et dyr, der er blevet forstyrret af tunnelbyggeri i havnen og af radioer, fremgår det. I filmens klimaks, hvor monstret besejres i gode undervandsoptagelser, er genren ændret. Nu er vi i en naturudsendelse på Discovery eller Nature Channel, hvor heltens to allierede spækhuggere, Summer og Winter hedder de, loyalt bidder og flår den store blæksprutte med dens fangarme itu, og det er måske i det naturlige filmens appel ligger. En søgning på YouTube med søgeordene ”octopus” og ”squid” giver rimelig mange dokumentariske småfilm og filmklip med blæksprutter, der kæmper med andre dyr og også mennesker, og i f.eks. Beach Prank Backfires på YouTube er en stor blæksprutte igen på rov ved en badestrand. Meget store dyr har en vis appel. DVD’ens billedkvalitet er i orden. Dens ekstramateriale består af trailers, skuespillernes biografier, sjusket beskårne slide-shows og et par tekstsider med facts om blæksprutter.