Lægeromaner, lægefilm med lyserød romantik omkring de hvide kitler. Overlægen og sygeplejersken eller patienten og den unge læge. Uha, Uha, noget af det værste. Ofte banalt og klichefyldt.

Zinnini Elkingtons debutspillefilm Det andet offer er helt modsat.

Det er tidligt morgen. Læger og sygeplejere strømmer til deres arbejdsplads, hospitalets neurologiske afdeling. De mange kulørte vægge, døre, skabe, alle farvesat af maleren Poul Gernes, lader os ikke i tvivl om, at vi er på Herlev Hospital.

Morgenpersonalet udskifter hurtigt hverdagstøjet, med hospitalstøjet, for derefter at fremstå bakteriefri og renskuret i deres hvide look. En travl og hektisk dag forestår. Men inden stuegang, skal der være tid til morgenkonferencen, hvor patientsituationen drøftes og arbejdsopgaverne fordeles.

En læge har meldt sig syg, endda ham der har opgaven som bagvagt. Den erfarne læge, der skal stå til rådighed, når en ung eller usikker kollega har brug for faglig hjælp eller blot en sparringspartner. Hvem påtager sig opgaven? Ingen synes villig. Alexandra (Özlem Saglanmak) en erfaren neurolog, melder sig som bagvagt, trods et hårdt dagsprogram.

Her starter plottet for alvor.

Vi følger Alexandras hektiske dag, med patientvurderinger, kontakter med kirurgerne, scanningskollegaer, sygeplejersker… En professionel travlhed, der næsten gør tilskuerne forpustede. Så kommer opringningen. Emillie har brug for hjælp. En ung mand, Oliver, er blevet akut indlagt med stærk hovedpine. Alexandra træder til og fortager en grundig undersøgelse, mens Olivers mor Camilla (Trine Dyrholm) bekymret ser til. Diagnosen lyder: en ufarlig hovedpine. Alexandra udskriver straks patienten, der kort efter får en hjerneblødning og dør.

En død, der kunne være undgået, som chefneurokirurgen (Olaf Johannessen) fastslår, hvis Alexandra i stedet for hjemsendelse, havde ordineret en hjernescanning af patienten – som Emilie netop foreslog og gentog på skrift, men blev afvist af den erfarne bagvagt. For hvad var sandsynligheden for, at et så ungt menneske som Oliver skulle lide af en bristet blodåre (aneurisme) i hjernen?

Den respekterede og højt værdsatte neurolog Alexandra erkender dog tøvende et ansvar, sammen med hele afdelingen, der også deler en vis medskyldfølelse. Vi oplever for en gang skyld hospitalets ansvarsfølelse og reaktion på det fatale fejlskøn. Selv om patientens mors vrede også kommer stærkt til udtryk er det den kollektive belastning af afdelingen, der træder frem. En forglemmelse, en fejldiagnosticering, der tynger dem, der i deres dagligdag hersker over liv og død.

Som kontrast til fejlskønnet får vi en positive sygehistorie, om den ældre Winnie (Pernille Højmark), der fremhæver Alexandras professionalisme som neurolog. Også her er Özlem Saglanmak, i sin første større filmrolle, nuanceret, troværdig og medrivende i sin selvanalyse og ansvarspåtagende holdning, når det gælder konfrontationen med hendes fejlskøn.

De andet offer, er ifølge instruktøren en sundhedsfaglig term, der bruges når der, trods faglig dygtighed og erfaring, sker en fejldiagnosticering, der nok rammer patienten og de pårørende - men, mest overset, også rammer de sundhedsansvarlige. Det er det perspektiv, der gør filmen så ekstraordinær og vedkommende. Nuanceret og velspillet, med et troværdigt indblik i et arbejdsmiljø, hvor liv og død er nerven i hverdagen.

En sjælden vedkommende dansk film.