De er der alle vegne i storbytrafikken. Irriterende hurtigt snor de sig forbi adrætte cyklister. Overhaler gerne indenom. Der er fart på. Vi kender deres cykler, her i landet oftest med en blå kasse på bagagebærerne. Det er madudbringere. Næppe har de ringet på døren for at aflevere pizzaen eller andet restaurationsmad, før de er forsvundet igen. ”Have a nice day,” lyder det, på vej væk. Fór cykelbudene er udlændinge, oftest af anden etnisk herkomst og ulovligt i landet, pt. dog mest rumænere. Alle har travlt, for lønnen er lille og afhænger af antal udbringninger.

Filminstruktøren Boris Lojkine har med sin spillefilm Historien om Souleymane netop valgt at holde kameraet helt tæt på en ung illegal indvandrer fra Guinea, der som cykelbud knokler sig gennem Paris’ tætte trafik for at bringe mad ud til de sultne byboere. Vi gennemlever to vigtige dage af Souleymanes liv. Dagene, hvor han skal til samtale med indvandrerkontoret, om sin asylansøgning.

Vi er i sjælden grad tæt på Souleymane, fremragende spillet af Abou Sangare, der selv er flygtning, oprindeligt mekaniker fra Guinea. Vi er tæt på storbyens illegale flygtningemiljø, der både byder på sammenhold og udnyttelse. For selvfølgelig kan man ikke få job under eget navn, så man må låne et, og det koster penge. Falske papirer og instruering i hvad man skal sige og specielt ikke må sige, når man skal til interviews hos myndighederne, koster også penge.

Barry (Alpha Oumar Sow) er den der kender alle fiduserne, når man skal tale sin sag for OFPRA, det franske agentur for indvanderspørgsmål. Dit flygtningeforløb er ikke nok i sig selv , det skal shines op gerne mere politisk og helst med totur og fængsling, hvis du vil have nogen chance for at påvirke asylmyndighederne, rådgiver Barry. Souleymane vil helst holde sig til sandheden, men noterer sig forslagene.

Alt koster og Souleymane, der sover på herberger for de hjemløse, må intensivere sin budkørsel. Det medfører et mindre trafikuheld, der heldigvis kun beskadiger cyklen, Det gør ikke livet lettere, især da kunden klager over at papirposen, efter den lille ulykke, er snavset og lettere skamferet, mens indholdet heldigvis er uskadt.

Og så kommer hovedpersonens konfrontation med de franske integrationsmyndigheder.

Historien om Souleymane er ikke blot en vedkommende aktuel film. Usædvanligt velspillet. Et nærbillede af en blandt mange, fra storbyens undergrund. Filmet så tæt på, at vi hele tiden føler at vi er med på en cykel, lige ved siden af, midt i trafikmylderet. Mest imponerende er Abou Sangares solidaritet og indtrængen i hovedpersonens psyke, følsom og sårbar. En sjælden troværdig og rystende præstation, som gør filmen ægte og svær at ryste af sig.

Tænk på det næste gang du ringer efter pizzabuddet.