Samme år som anmelder blev født, annoncerede verdens største og mest populære rockband The Beatles at de gik i opløsning. Fans overalt på jorden var lamslåede over at deres favoritband holdt op med at spille sammen. Da det skete - og i mange år efter - var der rigtigt mange, der påstod, at det var John Lennons kone Yoko Ono, der enten direkte eller indirekte var skyld i dette.

Denne sejlivede myte har en ny dokumentarfilm nu sat sig for at gøre op med, for i One to One får man serveret et helt andet billede af tiden umiddelbart efter Johns brud med Paul, Ringo og George. Titlen på filmen deler titel med den eneste koncert i fuld længde i USA. En koncert som blev afholdt efter parret flyttede til deres toværelses lejlighed i New York. Det var en støttekoncert for de stakkels børn og unge fra Willowbrook mentale hospital og den blev afholdt den 30. august 1972.

De nye film er dog ikke en egentlig koncertfilm (den kan du f.eks. se på Amazon Prime – red.), selv om man selvfølgelig får serveret de mest ikoniske numre fra John Lennon og The Plastic Ono Bands optræden. Selv Yoko Onos Don´t Worry Kyoko er medtaget i fuld længe. Et nummer som anmelder i mange år har haft et virkeligt anstrengt forhold til, men det er en helt anden historie. Filmen er derimod en fantastisk skildring af John og Yokos aktivistiske tilværelse i USA, krydret med en masse klip fra samtidens massemedier.

Det virker som om det eneste nye materiale folkene bag filmen selv har optaget er de sekvenser hvor kameraet nærmest svæver rundt i en (reproduktion af) den lejlighed som parret boede i. Disse benyttes ofte som dækbilleder for en masse lydoptagelser af Lennon, Ono og en række af deres venner og sararbejdspartnere. For foruden disse skud består filmen udelukkende af arkivmateriale, der er klippet så sindrigt sammen, at man får serveret en montage af den politiske og kommercielle virkelighed der eksisterede i parrets samtid. Forbered dig derfor på ucensurerede og voldsomme optagelser fra krigen i Vietnam, præsident Nixon fra sin mest ekstreme side, sat overfor farvestrålende reklamefilm, forskellige aktivistiske handlinger, Onos kunstneriske projekter, klip fra happenings, nyhedsindslag og meget mere.

På denne vis skaber filmen et ret enestående, men også ganske ensidigt, tidsbillede af årene umiddelbart efter The Summer of Love. Lennon siger i et tv-interview, at når nu Flower Power-bevægelsen ikke lykkedes med sit foretagende, så opfordrer han alle der lytter med til at starte helt forfra, med et ønske om at vi i fællesskab kan forene vores kræfter og skabe en bedre, mere fredfyld og venlig verden. Et budskab der beklageligvis er mindst lige så aktuelt i dag, som det var dengang.

Filmen overrasker ved at vise ret tydeligt hvor engageret Lennon og Ono var i det politisk-aktivistiske liv dengang. For selv om du måske har en idé om at parret i 1969 bare valgte at opholde sig i deres seng i en to ugers periode, som protest mod den inaktivitet som de oplevede, så var de fyldt med en masse gode, kreative ideer, som desværre ikke har fået lige så stor opmærksomhed.

Eksempelvis kan man i filmen opleve en samtale mellem Lennon og produceren Allen Klein hvor Lennon foreslår at afholde en række koncerter, hvor de penge der bliver tjent skal benyttes til at stille kaution for de fanger der måtte sidde i de lokale fængsler der hvor koncerterne afholdes. Selv om dette måske ikke er helt uproblematisk, så kunne Lennon allerede dengang godt se, at der var rigtigt mange unge mennesker, især sorte, der fyldte godt op i fængslerne, selv om deres forbrydelser måske kun bestod i at have røget er joint eller have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Folk hvis familie og venner grundet fattigdom ikke havde mulighed for at stille kaution. En radikal idé, der af forskellige årsager desværre måtte opgives.

I det hele taget oplever man i løbet af One to One: John and Yoko en masse ganske utrolige tiltag og ideer fremsat af både Lennon selv, men også af de kunstnere og aktivister som parret omgikkes. Eksempelvis kan du blandt de mange klip opleve et lejlighedsdigt fremført af en meget ivrig Allen Ginsberg og opleve den såkaldte ´modkultur´ på mange kreative måder forsøge at ændre på de sociale og politiske uretfærdigheder de oplevede. Indimellem kunne man godt ønske sig at dette var en bevægelse der havde fået bedre fat i ungdommen, for lad os være ærlige, det er op til os at forsøge at ændre ved den verden vi bor i.

Det er dog ikke ufarligt at være politisk aktiv, eller at forsøge at omgå eller nedbrydende gældende regler. Som det antydes i filmen så var Lennon selv overbevist om at hans telefon blev aflyttet og derfor var han begyndt at optage alle telefonsamtaler selv, ud fra den idé at kom der en retssag mod ham, så havde han også en masse båndede beviser på hvad der blev talt om. Disse optagelser har selvsagt været en guldgrube for filmmagerne og bliver flittigt benyttet. En af de mere morsomme indslag, der bliver brugt som en slags gennemgående fremdriftselement, er folk der taler om at skaffe en masse levende fluer i New York. Hvad disse skal bruges til, ved du måske som fan allerede, men morsomt er det i al fald.

Filmen er ikke mindst en varm hyldest til John og Yokos kærlighed. Selv om internettet og dets mange trolde endnu ikke var født endnu, kan man i filmen høre om det massive had som Yoko oplevede efter Beatles sluttede. Folk spyttede på hende på gaden og tog sig tid til at skrive fysisk breve med dødstrusler, og det der var værre. Til gengæld hører man også i en lydoptagelse John forklare sin uforbeholdne beundring og kærlighed til hustruen.

One on One er en film der både hylder John og Yokos arbejde, får skabt et medieret portræt af deres første år i Amerika og som viser hvor socialt bevidste og politisk aktive de begge var. Kort sagt er det en både inspirerende, underholdende og vedkommende film, der er så meget mere end blot de fremragende koncertoptagelser.

Så hvad enten du knuselsker Lennon, er historieinteresseret eller blot har lyst til at se en virkelig velklippet, superinteressant dokumentarfilm om perioden, der potentielt kan inspirere dig til at leve en mere aktivistisk hverdag, så er det Kapellets råd at du straks bør indløse billet til filmen. Den er nemlig supersympatisk og viser at der desværre ikke er sket ret meget i forholdt mellem magtens elite og alle os andre siden dengang.