Lad mig sige det med det samme: det er en skæv film. Slet ikke troværdig. Hænger ikke sammen. Den argentinske instruktør Luis Ortega (El Angel, 2018), har med El Jockey skabt et mix af en thriller, et Godfather- miljø, og en psykologisk spændingsfilm – men mest en fjollefilm.

Miljøet er interessant nok. Oplægget ligeså.

Den populære og altid vindende Remo (Biscayart) er en berømt jockey, der ganske vist er på stoffer og sprut, arbejder for den kriminelle mafiaboss Sirena (Daniel Jimenez Cacho).

Hestesportens mafia har brug for Remo til at ride på deres nyindkøbte japanske væddeløbshest til millioner af dollars. For de to skal, for mafiaens penge, sammen vinde årets store derby i Bournos Aires – men det kræver at Remo er ædru og stoffri. Derfor låser gangsterne ham inde, sammen med den gravide kæreste Abril (Úrsula Corberó), der også er jockey, i en komfortabel mini-lejlighed, ovenpå hestestalden. Faste måltider, ingen sprut og stoffer, alt er under mafiaens kontrol.

Så vidt, så spændende.

Så kommer dagen for det store derby. Men ak, det store løb ender katastrofalt. Remo og hesten smadrer kort før målet ind i et hegn og kommer begge alvorligt til skade. Remo med hospitalsindlæggelse til følge. Værst, mafiaen har dermed tabt alle deres store investeringer i løbet. De er rasende og hævnlystne på Remo.

Hospitalsopholdet sker ikke uden mafiaovervågning. Da Remo derfor vågner en tidlig morgen og føler sig så godt som rask og udhvilet, snupper han pelsen og tasken fra damen i sengen ved siden af og flygter fra hospitalet. Iført en stor damepels og en iøjnefaldende hovedbandage, forsøger han blande sig med i Buernos Aires’ travle morgen liv.

Her springer kæden af.

Remo, nu forklædt som dame, vandrer gennem gaderne tilsyneladende fortabt, næsten altid mere eller mindre tilfældigt, et skridt foran sine forfølgere. Godfather Sireno og hans gangstere er rasende. Sireno ses nu altid med et spædbarn i favnen, nogle gange er babyen mørk i huden, andre gange lys, men altid samme alder, aldrig præget af tidens gang. Mon det er noget med identitet? For også Abril, den gravide kæreste, skifter identitet og får smag for damer og bliver lesbisk. Selv Remo skifter karakter og psyke, ja måske endda køn. Total forvirring, for han bliver til Lola, der engang var Dolores, fortidens småkriminelle jockey.

Er I med dernede i biografsalen?

Ikke helt, melder jeg.

Handlingen kan synes kunstig eller selvrefererende. En film, der nok mere værdsætter stil, end substans og plot. En frigørelse fra samfundets normer, tilsat lettere bizarre dansescener.

Trods forvirring og desorientering, må jeg indrømme, at El Jockey momentvis fanger, gør en nysgerrig og river en ud af de traditionelle forestillinger om hvad film er og kan.

El Jockey har elementerne til at ende, på trods af min store skepsis, som kultfilm.