Sing sing, NEJ, det er ikke en ny herlig musical med sang, sang, pailletter og benspjæt. Men derimod navnet på det frygtede og berygtede fængsel i New York. En fængselsfilm, der i sin autencitet nærmer sig det dokumentariske – næsten alle de medvirkende er forhenværende straffefanger og filmens miljø er udelukkende Sing Sings triste fængselsgange, celler, nøgne sale og den kedsommelige kantine.

Filmens instruktør Greg Kwedar tager udgangspunkt i en artikel i tidsskriftet Esquire, der beskriver organisationen RTA (Rehabilitation through Arts) der bl.a. gennem skuespil, indstuderet og opført af de indsatte i et rehabiliteringsforsøg prøver at få fangerne interesseret i andet end vold og kriminalitet. Får dem til at engagere sig i samspillet og åbne op for andre sider af deres følelsesliv. Det er det Sing Sing handler om.

Åbningscenen er en teaterscene, hvorfra vi betragter alle skuespillerne, der samlet går frem til scenekanten for at modtage publikums begejstrede applaus. Så tilbage i cellerne. For kære skuespillere, i er alle straffefanger i fængslet Sing Sing.

Clarence "Devine Eye" Maclin (Colman Domingo), bærer på en straf på 25 år – måske endda uskyldig. Han er en af de allerivrigste amatørskuespillere, citerer flydende Shakespeare og er medbestemmende og endda medskrivende, når der skal vælges et nyt stykke, der hver gang instrueres af Brent (Poul Roci).

Så godt som resten af filmens mange medspillere er forhenværende indsatte. Alle med gode erfaringer fra RTA. Troværdigt, troværdigt i grovhed og pågående spil. Det er det der gør Sing Sing så vedkommende. For plottet alene er tyndt. En ny fange vil gerne være medlem af skuespillerstaben, ikke helt uproblematisk, for han foreslår, at man for en gangskyld spiller noget muntert, en komedie for eksempel. Forslaget møder stor modstand, men vinder tøvende tilslutning – meget mere ydre drama er der ikke.

Sing Sing er først og fremmest det indre drama. Et kamera så tæt på, at vi forstår smerter og vrede hos de indsatte, der bestemt ikke er bange for at udlevere sig selv, Samtidigt følger vi hvordan kunsten/skuespillet er med til at løsne op for forståelsen af den enkeltes traumer og ikke mindst nederlag. Frem mod en selvransagelse og refleksion, der gerne skulle give den enkelte fange selvindsigt.

Filmen er en hyldest til kunsten, som noget mere end blot en æstetisk oplevelse. Kunsten kan ligefrem redde liv, siges det i filmen. Store ord, og dem er der mange af, understreget med såvel store ydre, som indre voldsomme bevægelser.

Sing Sing vises uden danske undertekster – så der er nok et par amerikanske udtryk der smutter, men tilbage står en næsten dokumentarisk film, der i sit lukkede fængselsmiljø, trods sit tynde plot, fastholder og fængsler (undskyld!) tilskueren.