Maria er sammen med sine to mindre børn på vej ud af sit ægteskab. På vejen væk møder hun, til en fest, – eller rettere får hun øje på - en lyshåret, køn, yngre mand. Meget mere end ´øje´ bliver det nu ikke til, men Maria er overbevist om at han, Sigmund, er hendes livs kærlighed – og fremtid. Maria er besat af tanken og hun søger ham de steder, hvor hun håber og tror at han færdes. Og det lykkes endda med bravour. Øjenkontakt, nærhed i en taxi, og så ender de naturligvis, forrygende og hedt, i sengen. Alt er godt.

Sådan er starten på den norske debutfilm Elskling af Lilja Ingolfsdottir, der fortæller den gamle lidt triste historie om, hvor svært det er at holde kærlighedsilden ved lige i et ægteskab, når hverdagen melder sig.

Filmens anden, og vigtigste del, bærer da også overskriften: ´Syv år senere´.

Maria (Helga Guren) og Sigmund (Oddgeir Thune) er nu gift og har to fællesbørn. En lille kernefamilie med 4 børn, hvor Maria er samlingspunktet, hende der skal holde styr på maden, børnehaven, skolen, hjemmet. Kort sagt: det hele. Alt det der skal til for at en familie fungerer, samtidigt med at hun forsøger at fastholde sin plads på arbejdsmarkedet, som kreativ projektmager. Sigmund er sød og passiv, fraværende og som musiker ofte på tourné, langt væk fra hjemmet.

En uligevægtig og uværdig situation, hvor kærligheden, og den er der utvivlsomt, ikke er stærk nok til at redde dagligdagen. Marie er fortvivlet, rasende og vred.

Den helt store konfrontations tur tager de da Sigmund vender hjem efter flere ugers tourné og stiller i udsigt, at han snart skal afsted igen. Hendes vrede kulminerer, da han mere end antyder at det er hendes og kun hendes problem. I smertende nærbilleder, antyder han ligefrem skilsmissen som en løsning. Kompromiset bliver parterapi, som Sigurd, naturligvis, svigter p.gr. af sine mange koncertengagementer.

Herfra bliver filmen Marias.

Den norske skuespiller Helga Guren er til mindste vibrering, den vrede, uforløste kvinde, der nok frygter skilsmissen, men samtidig er hun 100 procent også den modne, moderne kvinde, der ikke vil finde sig i nogen form for undertrykkelse. Vi oplever hendes nøgne ansigt, uden antydning af sminke. Snart tårefyldt, snart ultravredt, snakkende med sig selv, til ansigtet i spejlet – og spejlet bliver der, også i overført betydning. En tour-de-force, hvor følelserne, harmen, vreden virker så ægte og troværdigt, at vi rystes. Maria fastholder sin vredeshandling. Nogen umiddelbar tiltalende kvinde, er hun slet ikke. Overfladisk set, hysterisk og insisterende – alligevel fastholder Maria vores interesse og medfølelse.

Elskling er en rystende udviklingshistorie fra smerte til accept. Om en kvindes forsøg på selvforståelse gennem selvransagelse. Ikke mindst en kamp for at beherske den i hende iboende vrede, som hun især viser overfor sin mand, sin teenagerdatter og sin mor – og allerværst overfor sig selv.

Se det er stor skuespilkunst – og det, der hæver Elskling fra det banale, til det sjældne og gribende ægte.